Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


De sagde: Aldrig mere skinner i Aarhus


De sagde: Aldrig mere skinner i Aarhus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lars Svendsen
Skribent og foredragsholder
Kim Haugaard
Blog. 

Efter 12 års ævl og kævl i byrådet stod Sct. Clemens Bro færdig i 1884. Kun fordi byens mægtigste mand, "Kong Hans" alias købmand Hans Broge, kom på banen og med et gedigent økonomisk bidrag "tvang" byrådsmedlemmerne til at opføre den meget omdiskuterede luftbro over åen, kom der endelig gang i sagerne. Med broen fik man skabt den direkte forbindelse fra Banegården via Ryesgade, Søndergade og Sct. Clemens Torv til byens centrum på Store Torv.

Med ét åbnede Aarhus sig mod syd. Opførelsen af Sct. Clemens Bro og Bruuns Bro skabte Frederiksbjerg-kvarteret, som med årene voksede helt ud til skovbrynet ved Marselisborg-skovene. Indtil da havde Aarhus været centreret omkring Store Torv og Lille Torv med fløje ud ad Vestergade og Mejlgade, og med Latinerkvarteret placeret dér imellem.

Det sydligste var Sct. Clemens Torv, som grænsede op til den naturlige barriere: Aarhus Å. På den anden side af denne var der kun marker indtil Søndergade i 1854 og Ryesgade i 1872 blev anlagt. Men først i 1884, da Sct. Clemens Bro kom til, skete der for alvor noget med byudviklingen sydover.

Denne nye ubrudte forbindelsesvej mellem Banegården og midtbyen, som også i raskt tempo udviklede sig til byens nye hovedstrøg, skulle der fra første færd gøres noget særligt ud af. Samtidig med byggeriet af Clemens Broen anlagde man derfor en sporvognsrute, som skulle gå fra netop Banegården til Store Torv. Møjsommeligt nedgravede man skinner på Banegårdspladsen, i Ryesgade, i Søndergade, over den nye bro, på Sct. Clemens Torv og endelig på Store Torv. Vupti, så havde man en fast forbindelse - en hestetrukken sporvognslinje, forstås.

Men den kom aldrig helt op at ringe. Den eneste klokkeklang, der hørtes, var kuskens ringen, når nogen stod i vejen på skinnerne. Ruten var for kort, og det gik alt for langsomt. Det gamle øg foran vognen luntede af sted, og blandt århusianerne morede man sig med, at ældre gangbesværede, stokkebrugende fruentimmere kunne tilbagelægge ruten hurtigere end den hestetrukne sporvogn.

Goodbye, my love
For en sjælden gangs skyld var både politikerne og byens borgere enige: Nu var dét så prøvet, og derfor skulle vi aldrig nogensinde mere have skinner i Aarhus' gader!

Kun 11 år fik denne sporvognslinje. For få passagerer og for store drifts- og vedligeholdelsesudgifter gjorde, at man allerede i 1895 lukkede og slukkede. Skinnerne blev gravet op igen og sendt til skrot - og for en sjælden gangs skyld var både politikerne og byens borgere enige: Nu var dét så prøvet, og derfor skulle vi aldrig nogensinde mere have skinner i Aarhus' gader!

Men man har et standpunkt, til man ta'r et nyt. Da Aarhus seks-syv år efter - i begyndelsen af 1900-tallet - fik elektricitet, opstod lysten til igen at få en sporvognsrute. Nu uden hest, men med fremdrift ved hjælp af strøm.

Man påbegyndte det omfattende arbejde med at nedlægge skinner i byens gader. Igen blev der lagt spor gennem Strøget, men nu med væsentlige forlængelser i begge ender af ruten - og med strømkabler fastgjort i husfacaderne på størstedelen af strækningen.

Den 7. juli 1904 kunne Aarhus Sporveje indvie sporvognsruten fra Dalgas Avenue, videre ad Hans Broges Gade, M.P. Bruuns Gade, Banegårdspladsen, Ryesgade, Søndergade, Sct. Clemens Bro og -Torv, Store Torv, Lille Torv, Guldsmedgade, Nørregade, Knudrisgade til Østbanetorvet. Senere gravede man igen, da ruten blev forlænget op ad Skovvejen, Trøjborgvej, Tordenskjoldsgade til endestationen ved Marienlund. I 1935 blev der gravet endnu flere skinner ned, da man fik rute 2, som gik fra Banegårdspladsen ad Banegårdsgade og Frederiks Allé til Harald Jensens Plads. Få år efter blev denne rute forlænget helt ud til Kongsvang.

Århusianerne elskede for så vidt deres sporvogne, men 67 år efter starten kunne alle godt se, at det var blevet nogle gamle, utidssvarende skrammelkasser. De moderne tider var ikke længere til faste spor - de mere fleksible bybusser skulle tage over. Søndag 7. november 1971 kørte sporvognene den sidste paradetur gennem byens gader.

Dagen efter begyndte det store arbejde med igen at fjerne skinnerne. Byens gader blev atter gravet op. Enkelte steder smed man asfalt ovenpå sporene, men de fleste steder blev de gravet op, og igen kørte man jernet til skrot.

For anden gang i byens historie var både politikerne og borgerne enige: Nu vi så have lært det. Aldrig nogensinde mere skinner i Aarhus' gader!