Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Du siger bare til


Du siger bare til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Gunhild Weisbjerg,
Psykoterapeut og foredragsholder
Kim Haugaard
Blog. 

En veninde og jeg mødte sidste sommer fire kvinder på sommerhøjskolen i Skæring, som vi følte så stort et fælleskab med, at vi siden alle seks har mødtes regelmæssigt.

Ved vores sidste træf her i maj blev temaet ganske uplanlagt: "når livet gør ondt, hvad så? Hvad stiller vi op som pårørende og netværk, når ulykken rammer".

Grunden var den, at to af kvinderne var diagnosticeret med kræft siden sidste møde for et par måneder siden. Vi burde have visse forudsætninger for at byde ind med støtte. Vi har alle tårer i vore minder, og vi har alle i vore cirkler nogen, som kæmper med svære ting i livet. Normalt har vi en stille tiende overenskomst om ikke at bruge for megen tid på egne og andres almindelige skavanker, som jo må siges at være et grundvilkår for gamle koner som os. Men den nye trælse situation satte diskussion og tanker i gang.

Overskriftens gængse "du siger bare til" eller "du ringer bare, hvis der er noget" er ikke tilstrækkelig. Når man er ramt af tragedie, kritisk sygdom eller på anden måde er helt nede, kan man ikke række ud. Derfor er det værste man kan gøre, i misforstået hensyn, eller angst for at trænge sig på, helt at holde sig væk.

Manglende tilbagemelding på din besked på telefonsvarer er ikke ensbetydende med, at vedkommende ikke har brug din hjælp. Din ven magter måske ikke lige pt. at ringe tilbage. Du må bogstavelig talt stå på dørmåtten og spørge: "Må jeg hjælpe"? Tilbyde konkret hjælp som indkøb, madlavning, græsslåning, transport til undersøgelser, eller hvad der måtte være brug for. Og er der ikke brug for din praktiske støtte, så vis at du er der. Tilkendegiv ved mails, breve, måske en lille blomst, at den kriseramte er i dine tanker, og at du står til rådighed, når der er brug for dig.

Ved den lidt triste sammenkomst var der da også plads til en munter historie om en sorgramt, der kunne række ud. Engang ved en kollegas bisættelse, kom kollagerne sådan lidt pr. automatik med bemærkningen til enken: "Nu siger du til, hvis der er noget du har brug for". Til de pågældendes store overraskelse ringede enken kort tid efter og ytrede ønsker om at få malet sit træhus udvendigt, og hun kunne da også lige bruge en større omlægning af haven.

Venners fravær i kritiske livssituationer skyldes ofte den magtesløshed, man føler, når livet slåes i stykker af det ubærlige, som dødsfald eller uhelbredelig sygdom. En magtesløshed, fordi ord er så fattige i de situationer.

Men sorg over kritisk sygdom eller et kært menneskes død er jo ikke et problem, der går over, men "en byrde der skal bæres". Og byrden føles lettere, når vi møder netværkets støtte og omsorg.

Lad mig slutte disse lidt ustrukturerede tanker om livets svære ting med at citere min kære pragmatiske søster Joan:

"Det er dem, der er syge, det er synd for, vi andre må tage os sammen".

God weekend.

Jeg er en tilfreds "seenager"