Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


En studehandel med sultanen


En studehandel med sultanen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Simon Friis, statskundskabsstuderende
Kim Haugaard
Blog. 
Kan vi lægge navn til en flygtningeaftale, som mørklægger den reelle flygtningekrise og indirekte blåstempler menneskerettighedsbrud?

Tømmermænd i Tyrkiet. Efter en urimeligt lang og unfair valgkamp lykkedes det Erdogan at klemme et snævert 'ja' ud af den tyrkiske befolkning med nyttig hjælp fra tyrkiske expats i Europa. Herunder ikke mindre end 59% af de dansk-bosiddende tyrkere, som brevstemte 'ja tak' til diktatur i et land, de ikke bor i. Bizart på alle måder. Vores egen statsminister sagde det meget fint på Twitter, hvor han kaldte det "mærkeligt at demokrati bruges til at indskrænke demokrati."

Det må du nok sige, Lars, men hvad skal vi gøre ved det?

Aarhusiansk eksilfynbo anmelder København

Hvordan bør de europæiske lande reagere på den spæde etablering af en sultanstat ved EU's ydre grænser? Og endnu vigtigere; set i lyset af vor tids største flygtningekrise hvordan skal vi nu forholde os til det forpligtende flygtningesamarbejde, vi har indgået med den tyrkiske stat?

EU's medlemslande har det seneste år haft en flygtningeaftale med Tyrkiet. Aftalen gør det muligt at sende flygtninge tilbage til Tyrkiet, når de kommer sejlende ind i EU gennem det græske øhav. Tilhængerne hylder initiativet som en effektiv prop i badekarret. Et kig på flygtningetallene fra søruten mellem Tyrkiet og Grækenland understøtter denne lidt upassende metafor. I april 2016, hvor aftalen trådte i kraft, modtog Grækenland mindre end halvt så mange flygtninge som året før. Tallene for 2016 ligger konsekvent langt under tallene for 2015.

En fed politisk aftale. Men med aftalens største modstanders nylige valgsejr in mente, kan den skeptiske observatør godt begynde at forberede sig på en skilsmisse. Og selv om skilsmisser altid er hårde at komme igennem, kan det være nødvendigt. Det er der mange årsager til. Jeg mener, en evaluering af aftalen fordrer et kritisk blik på både menneskeretlige og sikkerhedspolitiske perspektiver.

Menneskerettighedsbrud er en vanesag i Erdogans Tyrkiet. Kort efter EU og Tyrkiets flygtningeaftale trådte i kraft for et år siden, dokumenterede Amnesty omfattende brud på menneskerettigheder. Syriske flygtninge med krav på beskyttelse blev deporteret og sendt tilbage. Dette var selvfølgelig i direkte strid med den aftale, som Tyrkiet og EU havde indgået kort forinden. Skal vi acceptere både menneskerettigheds- og aftalebrud? Herudover lider flygtninge under manglende sikkerhed i Tyrkiet.

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) udgav i slutningen af sidste år en rapport, der havde til formål at rådgive politiske beslutningstagere om flygtningeaftalen med Tyrkiet. Her problematiseres den tyrkiske behandling af flygtninge. For selvom Tyrkiet har en EU-inspireret lov, der officielt sikrer midlertidig beskyttelse af syriske flygtninge i tråd med internationale konventioner, er det tvivlsomt, om beskyttelsen indbefatter de uregistrerede flygtninge, som udgør 85% af den samlede tilgang.

"Vil Tyrkiet i en forlænget undtagelsestilstand kunne yde flygtningene den nødvendige beskyttelse? Det ser det ikke ud til," skriver DIIS og afslutter: "Flygtningene kan komme til at betale en høj pris - igen."

Nedslående læsning, men det gør det kun så meget sværere at ignorere. Kan vi lægge navn til en flygtningeaftale, som mørklægger den reelle flygtningekrise og indirekte blåstempler menneskerettighedsbrud? Benhård realpolitik, ja, men er det langtidsholdbart?

Tyrkiet og Rusland er blevet bonkammerater. Efter det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet sidste sommer var Ruslands Vladimir Putin første mand til at ringe til Erdogan og udtrykke sin afgrundsdybe sympati. Kimen til et frugtbart venskab lagdes. Zaren og sultanen. Nationalstatens sidste vogtere. Public enemy nummer 1 og 2.

De to statsledere har meget til fælles, og det har de nu valgt at bygge et diplomatisk forhold op på. Som eksempel herpå lancerede Tyrkiet og Rusland et fælles luftangreb mod Islamisk Stat i Syrien i januar måned. Dette på trods af, at de hidtil har støttet forskellige fronter i den syriske borgerkrig. Fra at lægge en pro-sunni og stærkt Assad-kritisk linje har Tyrkiet pludselig fokus på "Syriens nationale integritet". Dette er selvfølgelig vand på både Assad og Putins mølle, men også en logisk fortsættelse af Erdogans skærpede nationalistiske kurs i hjemlandet.

Dette sikkerhedspolitiske skifte i Tyrkiet er lige så markant, som det er kontroversielt. Set i lyset af Putin og Erdogans forenede anti-vestlige front bliver den af Erdogan dybt forhadte flygtningeaftale ikke ligefrem mere bæredygtig. Man kan næsten se det mexicanske standoff for sit indre øje. Spørgsmålet er nu, om det bliver EU eller Erdogan, der trækker først.