Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Retten til et aktivt sexliv


Retten til et aktivt sexliv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Anne Eisenberg,
Journalist
Kim Haugaard
Blog. 

Det her er en klumme, jeg har udskudt at skrive. Udskudt og udskudt, fordi den har været for besværlig og kræver mere arbejde fra min side end mine andre klummer, der dybest set bare har været navlepillende skriverier om mit egentlig ret almindelige liv. Jeg kan ikke udelukke, at den her også bliver lidt navlepillende, og jeg kan formentlig heller ikke undgå at nævne min far - som jeg blev gjort opmærksom på af én af mine nærmeste og dygtigste kritikere næsten altid figurerer i mine tekster. Lad os se, om jeg kan få flettet ham ind i denne klumme også.

For ikke så længe siden sad jeg i min stue og fejrede min 29-års fødselsdag sammen med nogle af mine allernærmeste. Lagkage med lys, mousserende vin - det var lige, som det skulle være.

Jeg er velsignet med mennesker i mit liv, som ikke bare er dejlige mennesker, men også er væsentligt mere intelligente, end jeg er, og derfor formår at komme med interessante betragtninger og overvejelser om den verden, vi lever i.

Aftenens nok mest interessante udveksling handlede om feminisme. Og ikke bare feminisme som overordnet begreb, men om den feminisme, som er repræsenteret af den yngre generation af kvinder som eksempelvis "Twerk Queen" Louise Kjølsen, der i feminismens navn ryster sit - i øvrigt velformede - bagparti, bloggeren og debattøren Nikita Klæstrup, der først gjorde sig for alvor bemærket, da hun dukkede op til en jubilæumsfest hos KU i en kjole med en usædvanlig udskæring. Hun er siden sammen med "Twerk Queen" og andre yngre kvinder blevet gjort til talsperson for, hvad der populært kaldes fjerde bølge feminismen.

Ifølge The Guardian begyndte fjerde bølge af feminismen at rulle over os fra omkring 2012, hvor blandt andet Klæstrup og Kjølsen argumenterer, at vi nu er nået til, at kvinders seksualitet nu skal frigøres. Første bølge handlede om kampen om at få stemmeret og ret til uddannelse, anden bølge var rødstrømpebevægelsen, og den tredje bølge var personificeret med forfatter og erklæret feminist Rebecca Walker og andre der satte fokus på blandt andet magtstrukturer, og hvordan mænd ofte tilgodeses med mere magtfulde positioner end kvinder.

Andre mennesker, et andet sted

Men nu er det altså kvinders seksualitet og krop, der skal ligestilles. Eller måske sagt mere præcist så skal kvinderne generobre magten over egen krop og seksualitet. Andre kvinder som journalist Mette Fugl har kritiseret de unge feminister for at være ”veluddannede kvinder med havfruehår og hvepsetalje er leveringsdygtige i fraser med strejf af påtaget intellekt, der skal tjene som alibi for let gang på den røde løber og retten til at være subjekter,” som hun skrev i en kronik i Politiken.

Jeg anerkender, at der findes masser af kvinder i den store verden, der ikke har de samme rettigheder, som jeg har. Jeg har stemmeret, ret til en uddannelse og bilder mig ind, at jeg også i hvert fald i teorien vil kunne opnå en magtfuld position, hvis jeg har ambitionen og evnerne. Så for mig personligt er den fjerde bølge af feminisme så klart den mest relevante. Og nu begynder det at blive mudret. For hvad mangler jeg egentlig på ligestillingsfronten?

Der er ingen love eller regler, der forhindrer mig i at klæde mig, som jeg vil. Jeg kan frit tage så afslørende tøj på, som jeg har lyst til. Ligeledes er der ingen, der kommer og straffer mig, hvis jeg har sex med så mange, som jeg har lyst til. Jeg kan sådan set gøre, hvad jeg har lyst til.

Alligevel har jeg gennem mit liv af og til oplevet, at det kan jeg ikke helt alligevel. Og nu kommer tidspunktet, hvor jeg igen må trække min far op ad lommen som gæsteoptræden i endnu en af mine klummer.

Da jeg nåede en alder, hvor sex begyndte at være en del af min begrebsverden, var det min far, der en dag tog en snak med mig om, hvordan jeg skulle navigere i den del af tilværelsen. Og det blev mit først møde med feminismen.

For min far – har jeg senere filosoferet over – er feminist. Så meget af min første snak med én af mine primære omsorgspersoner handlede om, at jeg aldrig måtte have sex for andre end min egen skyld. At jeg aldrig skulle skamme mig over at have lyst til sex, at jeg selv havde ansvar for at finde ud af, hvad jeg godt kunne lide. Og allervigtigst – at mænd, der ikke tog min seksualitet alvorligt, ignorerede eller nedprioriterede den, var ikke mænd, jeg skulle bruge tid på.

Så den forståelse af min egen seksualitet gik jeg ud i verden med – sikker på, at når min far sagde, at det var sådan rigtige mænd opfattede kvinders seksualitet – så var det sådan, det var.

Jeg har siden fundet ud af, at det langt fra er sådan, verden forholder sig. Jeg har mange eksempler på, at det langt fra er alle mænd, der opfatter kvinders seksualitet på samme måde. Jeg er blevet ”slut shamed” flere gange af mænd med vidt forskellige baggrunde og uddannelsesniveau.

En mand sagde engang til mig, at det var ufeminint, at jeg snakkede om sex. En anden mand kunne ikke forstå, at jeg talte om sex, som om det også var noget, jeg havde lyst til. En tredje brød sig ikke om, at jeg havde haft sex med flere, end han havde.

Min egen personlige favorit var, da en fyr, som jeg var vild med, droppede mig med den begrundelse, at vi ikke kunne være kærester, fordi vi havde haft sex den første aften. Underforstået, jeg var ikke sådan én, man kunne elske, når jeg så nemt havde ladet en mand have sex med mig. Han var i øvrigt uddannet psykolog.

Men jeg har altid gjort, som min far sagde; nemlig brugt meget lidt tid på disse mænd, efter de havde i større eller mindre grad ”slut shamed” mig. Men det har stadig gjort mig ked af det og fået mig til at tvivle på, om mit forhold til sex og min egen lyst til sex var forkert.

Så min egen hjemmestrikkede forståelse af den fjerde bølge af feminisme er derfor, at den store udfordring for feminismen i vestlig kultur er, at både mænd og kvinder skal holde op med at forstå sex, som noget kvinden modvilligt giver til manden. Som en valuta, som bliver mere værd, jo længere kvinden gemmer på den.

Nikita Klæstrup og Twerk Queen er nemme at hade. De er unge og smukke, og den slags bryder andre kvinder sig historisk set sjældent om. Jeg har også selv en instinktiv aversion imod de to, som jeg har tænkt over, formentlig også handler om, at jeg er misundelig over, at mænd savler over deres rystende numser og nøgne bryster. Så det er enormt bekvemt for mig at slå deres projekt hen med, at de sikkert mere gør det for at promovere sig selv end for reelt at forbedre vilkårene for andre kvinder.

Men jeg er kommet frem til, at det er ligemeget, hvorfor de gør det. Hvis det handler om at skabe et navn for sig selv, så er det også okay.

For hvem kan med et rent hjerte sige, at det, de gør, ikke er for deres egen skyld? Selv moder Theresa har formentlig godt kunne lide den følelse, det gav hende, at hjælpe de nødlidende, og så må det vel siges også at være motiveret af et egoistisk behov. Og det er alt sammen helt okay. For alle kvinder har faktisk ret til at være ambitiøse på deres egne vegne. De har ligeså meget ret til det, som de har ret til at nyde sex.

For hvem kan med et rent hjerte sige, at det, de gør, ikke er for deres egen skyld?
Anne Eisenberg, journalist