Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Dead Can Dance: »Anastastis«

Dead Can Dance

Dead Can Dance: »Anastastis«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lisa Gerrard og Brendan Perry?s forunderlige samarbejde har til alle tider været en syndflod af billedskabende lydlandskaber.

Med referencer til såvel renæssancemusik som mellemøstlige toneområder, har duoen siden midten af 80'erne været et af det engang så stilistisk gennemførte britiske selskab 4AD's smukkeste flagskibe. I starten tungt præget af tidstypisk gotiske træk som label-kammeraterne Cocteau Twins; siden spillede - undskyld udtrykket - verdensmusikken og den alternative instrumentering en større og større rolle i Gerrard og Perry's univers. Duoens musik har ikke overraskende været flittigt benyttet i filmsammenhænge, ligesom Lisa Gerrard har bidraget til flere soundtracks, blandt andet Ridley Scott's »The Gladiator« og »Black Hawk Down«.

Efter 16 år i kulissen er Dead Can Dance lidt overraskende tilbage med et album, der meget passende betyder genopstandelse på græsk. Vokalerne er stadig af en anden verden; Gerrard med sin karakteristiske ordløse kaskader og Perry i overvejende bjergtagende dybder. Selvom der på »Anastasis« ikke er meget nyt tilføjet det velkendte og originale udtryk, formår Dead Can Dance at suge denne benovede lytter langt ud på et skønt stenet og dramatisk drømmeplan. »Agape« trækker ganske vist rigeligt på »Voyage Of Bran« fra Brendan Perry's soloalbum »Eye Of The Hunter« (1999), og et af albummets mest besættende øjeblikke, »Kiko«, bliver mod slutningen voldtaget af en besynderlig jordnær drejning i kompositionen. Stort set alt derudover er til gengæld til topkarakter.

Der er himmelske strygere ledsaget og rusket af, hvad der minder om de tibetanske dungchen-blæseinstrumenter i »Amnesia«. Der er klassiske europæiske musiktraditioner på spil i den andægtigt-slæbende »Return Of The She-King«, mens pejlemærkerne andre steder klistrer sig til lige dele flimrende hede og iskolde arabiske nætter. Hele herligheden lander med afslutningshymnen »All In Good Time«, der er på højde med noget af det bedste fra giganten Scott Walker.

At Dead Can Dance stadig har et fast greb om en dedikeret skare vidner den kommende Europa-turné om; ud af 22 koncerter er 16 udsolgt, heriblandt en optræden i Londons Royal Albert Hall.

Er udkommet (Pias).