Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Spektr: »Personetics«


Spektr: »Personetics«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Guitaristen Manoj Ramdas har de senere år gjort sig stærkt bemærket som en nyskabende skikkelse på den danske rockscene.

I en årrække var han medlem af The Raveonettes; han har blandet sig med surf bandet The Good The Bad; turneret med Powersolo og Sort Sol samt komponeret filmmusik.

Netop filmmusikken gik igen på det snart fire år gamle debutalbum med projektet Spektr, hvor Ramdas er chefarkitekten. Eller rettere: Albummet rummede lydspor til fiktive film.

Stilen fortsættes på den længe ventede opfølger, der har fået titlen »Personetics«. Besætningen ombord tæller denne gang Henrik Madsen (Emma Acs), Julie Runa (Roxy Jules), Karsten Garner og Ida Rud..

De 12 detaljerige numre beskrives som en rejse ind i bandets »filmiske og retro-futuristiske lydunivers« - en beskrivelse, der rammer affæren ret passende.

Det filmiske gennemstrømmer i hvert fald samtlige ordløse skæringer, der er præget af et højt gear, kærkomne utraditionelle strukturer og pletvise iørefaldende passager. Omdrejningspunktet er Manoj Ramdas' guitar, der i kaskader af rumklang lokker, stikker og kæler med en forbløffende styrke. Fra åbningsnummeret »Six Robots« er man hensat til scener af skiftevis klaustrofobiske optrin via luftige øjeblikke til bombastiske nedslag.

Billederne vælter over hinanden i musikken, der er saltet med surf, blip-lyde, klokkespil og høje, feminine toner. »Clockstoppers« er svøbt i skizofrene lag - på én gang tegnefilmsagtigt og sindssygt sexet. »Telecide« (1:11) omfavner Morricone og »Get Carter«-temaet på én gang.

Titlenummeret byder på en effektivt faretruende intro afløst af en stram Peter Peter'sk opskrift på gnistrende garagerock. »The Great Attractor« koger over i en psykedelisk farvelade; den vidunderligt smukke »Personoid« peger mod udgangen med pludseligt sørgmodige toner og piano-brus, før vi på under to minutter lander/letter med en industriel buldren henover fuglefløjt og slørede UFO-billeder i »The Emblem«.

En forurolignede afslutning på et uforligneligt album. Hele (rutsje)turen igennem viser Manoj Ramdas, hvorfor han er en af landets mest spændende figurer på sit instrument.

Udkommer i dag (Jenka Music/VME).