Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Shit og Chanel: »Det er fandens hyggeligt at være sammen igen«

Senere i denne måned udgives et boxsæt med Shit & Chanels samlede værker samt en cd med nyfundne koncertoptagelser. Det fik fire af bandets fem medlemmer til at stille op til interview og mindes tiden som Danmarks første kvindelige orkester. Foto: Les kaner, PR og Scanpix.

Shit og Chanel: »Det er fandens hyggeligt at være sammen igen«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Århusianske Shit & Chanel var Danmarks første kvindeband og leverede soundtracket til den danske kvindefrigørelse. I dag de i kort tid samlet igen.

Historiebøgerne har det med at lede efter definerende øjeblikke, som om enkelte begivenheder ændrer historien, og måske er det også sådan. Summer Of Love i Californien i 1967 står som kulminationen på hippiebevægelsen, mens mordene på Martin Luther King og Robert F. Kennedy året efter samt USAs indtræden i Vietnamkrigen markerer slutningen på de glade tressere.

Men én ting er historieskrivning. Noget andet er USA. Noget tredje er fem unge kvinder i Århus i starten af 1970erne. Historien om Shit & Chanel er den om et band, der for eftertiden kom til at stå som selve symbolet på kvindefrigørelsen og kvindesagen i Danmark.

De hittede i 1975 med den udødelige »Smuk Og Dejlig« og spillede med egne ord »kusserock, fissefunk og pattepunk«. Men bortset fra det havde de ikke et klart formuleret manifest. De blev politiske ved et tilfælde og havde det faktisk på mange måder svært med kvindebevægelsen, som de flere gange var på kant med.

Senere i denne måned udgives et boxsæt med Shit & Chanels samlede værker samt en cd med nyfundne koncertoptagelser. Det fik fire af bandets fem medlemmer til at stille op til interview og mindes tiden som Danmarks første kvindelige orkester:

Sangerinderne og guitaristerne Anne Linnet og Lis Sørensen, tangentspiller Astrid Elbek og trommeslager Ulla Tvede Eriksen, mens bassist Lone Poulsen valgte at blive hjemme på Djursland.

Vi satte os i rundkreds sammen med kvinderne, der i dag er i midten af halvtredserne og fik dem til at fortælle historien om Shit & Chanel. Fra starten i et brunt tilrøget kolonihavehus i Åbyhøj, over den første bevidst katastrofale koncert, til militant feminisme i Fælledparken, søgsmål fra en fransk modegigant og skiftet fra 70ernes fællesskab til nutidens individualisme.

Tiden

Anne: »Der var vild gang i den inde i Århus i slutningen af 1960erne med blomster og kærlighed. Det var alt det, vi gik ind i 70erne på. Jeg var selv lidt for ung til at være med til det. Jeg var 15 dengang, men mine store brødre var ude på græsplænen derhjemme sammen med alle deres venner, og de sad og fyrede fede og rendte nøgne rundt i huset. Min far kom hjem og så alle de her kvinder, der rendte nøgne rundt (griner). Det var den slags, vi var vokset op med og kom fra.«

Astrid: »Savage Rose og Steppeulvene var »de voksne«. Der var ingen, der bare svagt mindede om os, så vi havde banen for os selv. Vi var på vores egen opdagelsesrejse med følelsen af, at her kan alt ske, her er alle muligheder åbne.«

Starten

I starten af 70'erne spillede Anne Linnet i bandet Tears sammen med sin mand Holger Laumann. Han var noget ældre end hende, men der var ikke tale om et dramatisk opgør med en ung kvinde, der skulle ud og stå på egne ben.

Anne: »Nej, sådan var det slet ikke. Holger var en meget fremsynet mand og med til at opbygge hele det rytmiske miljø i Århus. Han fortalte om de her to piger fra Århus Friskole (Astrid og Ulla, red.) og Lis, som han havde haft i en klasse for længe siden, og som sang pissegodt.

Jeg inviterede dem alle sammen til en gang kaffe, og vi sludrede og havde det rigtig sjovt. Næste gang tog vi instrumenter med og begyndte at spille. Og så udviklede det sig bare, fordi vi havde det fedt sammen.«

Kolonihavehuset

Holger Laumann var cool med, at kvinderne havde deres eget band, men kunne ikke dy sig for at kigge ind i øveren og komme med gode musikalske råd. Det fik pigerne til at øve hos Ulla Tvede Eriksens forældre, som boede i et kolonihavehus ved Brabrand Sø i Åbyhøj.

Ulla: »Der hørte en længe til huset, hvor min far byggede et musikrum. Der havde vi øverum.«

Lis: »Jeg kan huske, at det var obligatorisk at komme ud til din mor i køkkenet og få kaffe og ryge. Så kunne vi ryge videre nede i øvelokalet bagefter. Der er stort set ikke taget nogle billeder af Anne og Lone og mig fra det hus, hvor vi ikke ryger.«

Anne: »Ja, Eiffel & York femstyks. Væggene var lysebrun laminat, sådan lidt kakkelovnsagtigt med væg-til-væg gulvtæppe. Og vi skulle altid lukke vinduet, for naboen var ikke så glad for vores larm.«

Astrid: »Ullas mor tørrede støv af, så klaveret var rent, når man kom ned for at øve. Hun »kørte lige en klud over« (griner). Men øvelokalet blev faktisk bygget til Koen, som var et orkester, Ulla og jeg spillede i. Vi var et af Danmarks første børnerockorkestre. Vi spillede meget på Trinbrædtet, som nu hedder Vestergade 58. Shit & Chanel debuterede faktisk i et break en aften, hvor der stod Koen på plakaten. Andet sæt var Shit & Chanel…«

Debuten

På Trinbrædtet i Århus havde rygtet spredt sig om det rene kvindeband. Der var mere end én skeptiker blandt publikum, som ville se, om pigerne nu også kunne spille. Shit & Chanel gik på scenen en aprilaften i 1974 og spillede første nummer, som – helt bevidst – var det argeste møg.

Lis: »Der var et vis pres på, kan jeg huske. Vi var blevet en kende usikre på, om det holdt. Så det tog lige de værste premierenerver.«

Anne: »Folk forventede en overraskelse, så vi tænkte »Vi ska' fanme overraske dem!« Og musikken var altså så skidt. Men efterhånden gik det op for dem, at det var en joke, og så fik man jo den der humor og latter med. Da vi så spillede »Dejlig Dreng« lige bagefter, sagde det bare »Slam!« Den sad lige i skabet.«

Lis: »Ja, så var vi klar. Så fløj vi.«

Hittet

Shit & Chanel var et meget populært liveband, allerede inden deres første plade udkom i 1975. Den blev en øjeblikkelig succes, ikke mindst på grund af hittet »Smuk Og Dejlig«. Sangen er i dag en klassiker, den blev optaget i Kulturkanonen i 2006, og Natasja Saad nåede at indspille den for en ny generation før sin død i 2007.

Anne: »Den brød isen for os som band, og så blev den jo hurtigt kvindebevægelsens slagsang – de brugte den altid. I starten troede mændene, at den var skrevet til en mand, men så fortalte jeg i et interview, at den var skrevet til en kvinde. Men det betød faktisk ikke noget for sangens måde at blive opfattet på.«

Og vi kommer aldrig længere end, at den er skrevet til »en kvinde«…

Anne: »Hvabehar? Hvad mener du? Nåeh, hvem den er skrevet til… Jamen, det øh… har… jeg… da ikke spor imod at sige. Har jeg?« (Kigger sig omkring på de andre – alle griner.)

Astrid: »Jeg tror da ikke, hun har noget imod det…«

Jeg tror, jeg ved det, men jeg kan ikke huske, hvor jeg har det fra…

Anne: »Så kom med det…«

Ulla Henningsen...

Anne: »Ja, det er rigtigt… På Vestergade 58 var der diskotek om natten, og der mødtes man med sine venner og veninder og teaterfolkene, og man dansede om natten. Vi havde nogle dansesessions, hvor man bare dansede i timevis«

Ulla: »Ja, det savner man…«

Anne: »Ja, det var skidesjovt. Og det var efter sådan en session, at jeg tog hjem og skrev »Smuk Og Dejlig«. På et kvarter.«

Fordi du havde set hende...

Anne: »Ja. Jeg havde set hende danse.«

Kvindefrigørelse

Anne: »Vi lavede ikke politiske slagsange, men vi virkede jo politiske alligevel. Vores sange handlede om kvindeliv, kvindeskæbner, måder at være sammen på. Kvinder kunne i høj grad identificere sig med det, og mange mænd kunne også finde sig selv i de tekstuniverser. Vi befandt os på det følelsesmæssige plan. Der var ingen grund til at stå med en knytnæve eller en løftet pegefinger.«

Ulla: »Jomfru Ane Band, som jeg også spillede i, var jo så politisk, som det overhovedet kunne blive, så der var brug for noget andet. Der er mange måder at være politisk på.«

Når man ser på hippiebevægelsen og dens værdigrundlag, burde kvindefrigørelsen allerede have fundet sted i 1968. Men så hurtigt gik det ikke.

Anne: »Det tager tid. Det var ikke noget, man bare lige kunne gøre i slutningen af 60erne sådan »Bom, det var det!« Alle var klar over, at det var en lang rejse, at kvinder skulle blive lige med mænd. Kvinder var først lige kommet på arbejdsmarkedet samtidig med, at de passede børn. Det blev reflekteret i teksterne, f.eks. i »Kvinde Af i Dag«, som stadig er aktuel: »Som kvinde af i dag har jeg den sorteste, sorte samvittighed – det er jeg også opdraget til.« Som kvinde havde man både ansvaret for børnene og et job, man gerne ville passe og være god til. Det dilemma havde mændene ikke.«

Astrid: »Og lige præcis i den linje tror jeg, mange af vores døtre og svigerdøtre kan møde os, for sådan har de det sgu også. Men meget af det er jo selvpåført. Free your mind and the rest will follow.«

Kvindebevægelsen

I 1975 var der Kvindefestival i Fælledparken i København, hvor den sorte amerikanske aktivist, Angela Davis, talte. Shit & Chanel skulle spille og var også booket til om aftenen, hvor festivalen fortsatte i Nørrebrohallen. Der blev set skævt til, at Shit & Chanel tog Delta Blues Band med på scenen, for det var jo mænd! Og helt galt gik det til aftenens arrangement, hvor mænd helt var forment adgang.

Anne: »Bandsene var sammen med os. Vi havde også mænd til at slæbe instrumenter for os, og vores lydmand var en mand. Men i Nørrebrohallen måtte de først slet ikke komme ind. Så kan vi slet ikke spille, forklarede vi. Til sidst fik mændene lov til at være med, men de skulle gå lige bagefter.

»Jamen, så går vi også,« sagde vi. Nørrebrohallen var et lukket arrangement for kvinder. Vi kunne selvfølgelig godt forstå, at hvis man har et seminar, er der måske nogle kvinder, der har svært ved at stille sig op på en talerstol og sige noget, hvis der er alt for mange mænd. Men vi spurgte »Når der er fest bagefter, skal vi jo bare have det sjovt, og kan mændene så ikke være med?« Vi mente, at kvindefrigørelse var noget, manden og kvinden skulle være sammen om. Fordi det også var for mandens bedste.«

Astrid: »Den aften i Nørrebrohallen blev det pludselig meget militant og firkantet på en ufed måde.«

Lis: »Ja, det var en klar oplevelse af, at der vist ikke rigtig var et interessefællesskab her.«

Anne: »Så vi meddelte, at vi ikke ville spille til lukkede arrangementer.«

Astrid: »Vi indrykkede endda en annonce i musikbladet MM, hvor der stod, at vi spillede for alle, for negre, børn, hunde og mænd. Alt sådan noget… Det lyder langt ude, men det var faktisk ret uhyggeligt. De kræfter, der var på spil, mindede om nazismen. Når en gruppe vender sig mod nogen, der er fuldstændig uskyldige såsom tre mandlige musikere, altså hvad fanden er det for noget? Man tænker »Nej, det her går bare ikke, det kan ikke retfærdiggøres.« Ligegyldigt, hvilke uretfærdigheder, der er sket mod kvinder gennem årtusinder, er det her ikke i orden.«

Anne: »Men samtidigt gjorde kvindebevægelsen et kæmpe stykke arbejde, og den har betydet meget for kvinders vilkår i dag.«

Astrid: »Det blev bare meget polariseret på et tidspunkt, og jeg tror, der stod 1-0 til Shit & Chanel lige i den situation, fordi vi havde noget humor og noget selvironi ikke mindst.«

Slutningen

Shit & Chanel udgav deres sidste plade i 1979. To år senere mistede de retten til deres navn i Sø- & Handelsretten, hvilket gjorde, at alle genudgivelser – inklusive det nye boxsæt – er under det ny navn Shit & Chalou.

Anne: »Vores navn var en blanding af noget skidt og noget godt, noget fedt og noget mindre fedt. Vi kunne godt lide sammenstillingen af de to ord. Men så kom Chanel og ville ikke have deres fine Chanel-navn nævnt i forbindelse med ordet Shit. På det tidspunkt havde vi alle sammen travlt med at prøve nye ting af hver især, og nu, hvor vi ikke engang kunne hedde vores navn, holdt vi bare op med at booke nye jobs, og så sluttede det lige så stille.«

Lis: »Der var en vis metaltræthed. Ulla spillede i Jomfru Ane Band. Jeg spillede i Sebastian Band og Strube Band. Anne lavede en plade på engelsk. Det begyndte at skride for os.«

Anne: »Vi havde også været sammen i syv år, og det havde været meget tæt. Der var sgu altid nogen, der havde menstruation…«

Men I var åbenbart ikke sammen så længe, at I fik det samtidigt...

I kor: »Jo, jo!«

Efter

Shit & Chalou spillede sammen for sidste gang ved indvielsen af Århus Musikhus i 1982 – som en gestus til deres hjemby. Senere fik Anne Linnet og Lis Sørensen kæmpe succes sammen med Sanne Salomonsen i Anne Linnet Band og senere som solister.

Astrid Elbek var med til at bygge den rytmiske linje op på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun også arbejder i dag. Ulla Tvede Eriksen fortsatte med Jomfru Ane Band og blev zoneterapeut. Det femte medlem, Lone Poulsen, underviser i musik.

Men er der noget, de ikke længere kan stå på mål for fra tiden med Shit & Chanel her godt 30 år efter? Slet ikke, lyder det samstemmende.

Astrid: »Tværtimod synes jeg, der er rigtig meget, man kan stå på mål for i dag. Hele tanken om, at kvinder skal udtrykke sig.«

Lis: »Jeg tænker mest på tilgangen til en sang, som er så gennemsigtig og ærlig i Shit & Chanel. Man kan mærke det, og det har jeg altid forsøgt at få med mig, når jeg laver nye ting.«

Hvilke værdier tager I med fra de år?

Astrid: »Jeg tror i hvert fald, at nogle af værdierne er ved at komme igen.«

Lis: »For eksempel de der folk i Lukas Graham, som har spillet sammen på Christiania i mange år og så pludselig lykkes med det. Det minder meget om Shit & Chanel.«

Anne: »Fællesskabsånden fra 70erne blev mere individualistisk i 80erne, og så blev den altså for mig at se koldere i 90erne. Men det er som om, at den der trang og nødvendighed til at føle samhørighed og fællesskab med andre, kommer frem mere og mere i de her år. Og det er sjovt for os at sidde her i det fællesskab, vi havde dengang.«

Ulla: »Ja, det er fandens hyggeligt at være sammen igen.«

»Shit & Chalou – 1974-1982« udkommer 25. juni og indeholder de fire originale albums samt en bonus-cd med livemateriale og andet uudgivet materiale.