Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Guide: Indien for børn og nybegyndere

Johanne blev stærkt overvældet af mennesker og skikke i det mægtige og mystiske Indien.

Guide: Indien for børn og nybegyndere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indien med børn og rygsæk behøver ikke være besværligt eller primitivt, Goa er genvejen til Indien for børnefamilier.

»Se, delfiner«.


Jeg sætter dagens anden kaffe på bordet og peger ud mod havet. Johanne kigger begejstret op fra Uno-spillet og smiler, da hun får øje på de to karakteristiske rygfinner, som bryder vandoverfladen ude på havet.


Vi befinder os på en lille restaurant i det sydlige Goa. Johanne, min datter, er otte år og de næste tre uger vil vi to rejse rundt i Indien med rygsæk. De eneste faste punkter på rejseplanen er at begynde her i Goa, og at vi på et tidspunkt undervejs vil prøve en tur på kamelryg i Rajastans ørken.


Resten planlægger vi undervejs.


Goa er en god indgang til Indien for både børn og andre begyndere i det store land. Dyttende køretøjer, masser af køer og underlige lugte, men her på Goas turiststrande kommer det i mindre doser end i resten af det hektiske og larmende land.


Vi har ikke været i Agonda mere end tre timer, før Johanne har fundet en legekammerat fra Danmark. Agnes er her med sin familie for tredje gang. De elsker den afslappende stemning, og så er det så billigt at leve i Goa, at rejsen er sammenlagt er billigere end traditionelle charterrejsemål i Sydeuropa.


Agnes og Johanne bader og leger med strandens mange hundehvalpe. Vi andre bruger tiden på at slappe af. Eller smage på det indiske køkken i form af retter som Palak Paneer eller Prawn Mancurian – henholdsvis tør, mild ost i spinatsovs og rejer i stærk tomatsovs.


Ris og grøntsager


Johanne hælder mest til »Nutella pancake« og »Pineapple juice«, men bliver også vild med »Prawn biryani – not spicy«, som er en indisk ret med rejer, ris og grøntsager.


Maden i Indien er stærk og som udgangspunkt ikke særlig børnevenlig. Selv når vi bestiller absolut not spicy, no chili, no pepper og no onions bliver det ofte for stærkt, og Johanne må klare sig med ris, frugt og chapatibrød. Også selv om det er sjovt, at indernes kærlighed for de stærke krydderier kommer til udtryk i salt- og peberbøssen – der er peber i bøssen med mange huller og salt i den med bare et hul.


Johannes kulinariske oplevelser foregår mere i slikkioskerne, hvor hun hurtigt får smag for noget udefinerbart frugtgele i små plastbeholdere. Hun begynder også at forstå prisniveauet, da jeg fortæller, at hun kan købe en mindre bærepose fyldt med frugtgele for hendes normale beløb til fredagsslik i Danmark.


Stemningen i Agonda er rolig, og man skal lede langt efter de pumpende reggaerytmer og fuldmoon ravepartys fra de mere kendte Goa-strande. De fleste steder her lukker senest ved midnat og de eneste lyde, vi hører, når vi ligger i vores hytte, er de brusende dønninger fra havet.


Et par dage senere vil vi videre til en strand ved Gokarna omkring 150 kilometer sydpå. Jeg beder restauranten arrangere en taxa. Fem minutter senere løfter en mand i hvid uniform vores rygsække ind i bilen for at køre turen på to en halv time. Prisen er 165 kroner.


Taxaen er af den »normale« slags, spørger man Johanne, er det sjovere at køre i de små trehjulede autorickshaws eller tuk-tuk´er, hvor hun sidder med frit udsyn, når vi passerer en ko eller en elefant på vejen.


Og på rejsens sidste tur i tuk-tuk beder hun mig sige til, når der er fem minutter tilbage af turen.


»Så kan jeg lige nå at sige ordentligt farvel til tuk´en, far,« forklarer hun.


Til Jaipur


Efter små to uger har vi fået nok af Indiens strande og beslutter os for at tage et indenrigsfly til Rajastans hovedstad Jaipur. Blandt andet for at opleve de berømte lyserøde huse, der kommer af, at hele byens gamle bydel er malet med en bestemt maling, der gør husene lyserøde i solnedgangen.


Jaipur er Johannes første møde med Indiens bytrafik, og hun har svært ved at vænne sig til det enorme inferno af horn, motorer og insisterende indere, der vil have os med ind i deres forretning og se kostbare ædelstene eller indiske klædedragter.


Selv om jeg går med hende i hånden, bliver hun tit forskrækket, så vi søger indimellem ind på restauranter eller vores hotelværelse for at få pauser fra de mange indtryk.


Nattoget til Jaisalmer og kamelerne er fuldt booket, og selv om vi kommer på venteliste, står vi slukørede og ser toget trille af sted fra stationen. Det er sent og Johanne er lidt ked af det. Jeg forklarer hende, at det er en del af selv at planlægge sit eventyr, og at vi nok skal finde en løsning.


Dagen efter er hun ovenpå igen, da vi finder en sovebus med en særlig anordning, hvor der er bygget små aflukkede sovekabiner over de almindelige sæder. En slags eget lille familieværelse, som vi propper med kit-kat chokolade, chips og lyserøde kiks.


Johanne sover på stort set hele den bumlede tur på 12 timer, mens jeg lige skal have proppet sprækkerne i vinduet til med slikpapir og kondisko for at slippe for at ligge i træk.


Jaisalmer er lille by med omkringliggende ørken, hvor kamelsafari er den altoverskyggende turistattraktion. Vi booker hos en lille safariarrangør en såkaldt non-touristic safari, hvor vi bliver kørt væk fra de mest befærdede ruter, dem, hvor den mest udbredte dyrerace er andre kameler med turister på.


Vel fremme ved »vores kameler« får Johanne tilbudt enten at ride på sin egen babykamel eller at sidde bag ved mig. Hun vælger uden tøven sin egen store kamel ved navn Paguu. Jeg får æren af førerhannen Elton.


Inden afgang fortæller vores kameldriver Raman, at det er parringssæson, og at vi derfor lige skal holde øje med hunkameler ude i terrænnet. Af samme grund rider vi kun på hankameler.


»Aaaad, far, se«, udbryder Johanne pludselig fra sin kamel lige bag mig.


Og det er unægteligt et underligt syn, der møder mig, da jeg vender mig om.


Paguu, kamelen, lader sin oppustede tunge hænge ud af siden af munden og sprutter guteralt med læberne, så spyttet står ud til alle sider.


Female camel


»Female-camel,« råber Raman og peger i retning af nogle buske, hvor en fremmed kamel kommer til syne. Raman får trukket Paguu og de andre kameler på rette vej igen, og Johanne godtager min forklaring om, at det er noget, hankameler gør, når de får øje på nogle hunkameler, de gerne vil hen til.


Om aftenen slår vi lejr på en stor sandbanke. Raman og hans to hjælpere fremtryller en indisk linseret med dal og chapatibrød, som de laver over et lille lejrbål. Johanne hjælper med at lave brødene og opvasken foregår ved at gnide sand rundt i tallerkenerne.


Senere falder vi i søvn under den smukkeste stjernehimmel til lyden af kameldrivernes sang,


Næste dag skal vi med tog til Delhi, og denne gang har jeg været forudseende nok til på forhånd at have booket billetterne, så vi er sikre på at komme med.


Vi har billetter til »sleeperclass«, en togvogn med åbne kupeer, hvor man ligger i tre etager uden nogen form for aircondition. Billetten koster blot 35 kroner pr. person.


Vi står også på venteliste til 1. klasse, og da vi toget kommer, finder vi vores navne på 1. klasses vognen og kan træde ind i vores egen kupe med masser af plads og fire brede køjer. Prisen er knap 200 kroner per person for de 18 timer i tog.


Johanne spiller Uno med et par rejsende fra Belgien. Senere falder hun i søvn i den seng, en steward har været at gøre klar til hende.


Jeg står ude ved toiletterne, hvor togdøren ude til den indiske nat står åben. Her står jeg og ser direkte ud på stjernerne og de indiske landsbyer, vi kører igennem. Indsnuser den særegne duft af dette mægtige land. Og glæder mig til i morgen at vise Johanne Delhi.


5 tips til at rejse med børn i Indien


1. Et tempel mindre. Der er masser af muligheder for at se flotte templer og andre seværdigheder i Indien. Men for ungerne gør de små ting som tuk-tuk´en, slikbutikken eller strandhunden større indtryk. Så tag den med ro, og gem de mange templer og lange udflugter, til du kommer tilbage uden børn.


2. Læg fleksible planer. Du aner ikke, hvor ungerne finder de gode legekammerater eller børnevenlige åndehuller. Forsøg derfor at lægge luft ind i programmet, så I kan blive flere dage, der hvor hele familien befinder sig bedst.3. Læg realistiske planer, når du booker tog- og busbilletter. Ungerne kan fint klare en nat i en indisk sovebus, men så er det også en god idé med en dag på hotelværelset dagen efter til at slappe af.


4. Medbring noget mad, du ved ungerne kan spise, når I rejser til et nyt sted. F.eks. små nudelretter til kogende vand, så de altid kan få mad uanset restaurantens menu.


5. Uanset om man befinder på en lokal restaurant eller en 1. klasses togkupe, ligger der skidt i hjørnerne. Vask hænder ofte og lær børnene ikke at slikke på fingrene. Medbring en lille dunk håndsprit eller vådservietter, og spis frugt af den slags, hvor skrællen pilles af.