Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Godsejeren og fruen passede på Constantinsborg i 32 år

Godsejer Jørgen Axel Pontoppidan solgte slægtsgården Constantinsborg til Holck-Poulsen, Bestseller for ca 10 år siden
Foto: Kim Haugaard

Godsejeren og fruen passede på Constantinsborg i 32 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For ti år siden måtte godsejerparret Jørgen og Bente Pontoppidan kapitulere og flytte fra en hovedbygning på 1400 kvadratmeter til et parcelhus på 218.

Hans oldefar blev tituleret »Generalkonsulen og Konsulinden«. Hans farfar og farmor »Herren og Fruen (Herskabet)«. Hans far og mor »Godsejeren og Fruen«. Selv var de slet og ret: »Jørgen og Bente«.


Sæder og tider skifter. Og det er sket i løbet af blot 100 år. Ejendommen var den samme. Herregården Constantinsborg med 330 hektar landbrug og skov. Jørgen Axel Pontoppidan blev fjerde og sidste generation af sin slægt på Constantinsborg.


Den ældste søn Kåre var ellers kørt i stilling og havde gården i forpagtning i de seneste ti år. Men han sagde selv fra.


»Vi havde nok regnet med, at det ville gå sådan. Der har aldrig været noget af lægge op af fra landbruget. De store gårde har aldrig kunnet klare sig selv. Tidligere modtog de ofte hjælp fra kongen, når godsejeren havde været i krig for ham. Marselis kom med hollandske penge, og oldefar kom med penge fra et liv som velhavende købmand,« fortæller Jørgen. Og Bente supplerer:


»Det var dejligt, at han selv meldte ud. Det skal ikke lægges Kåre til last. Nu kunne vi dele alt lige mellem vores fire børn.«


Jørgen Pontoppidan er ikke ældste søn. Men hans ældste bror Alfred, som døde i oktober, var født døv, og forældrene mente ikke, at han kunne klare det. Derfor pegede loddet på den næste søn i rækken, da arvefølgen skulle sikres. Dengang var det ikke velset at undsige sin far.


»Der var aldrig nogen, der spurgte mig. Som børn var min søster ellers meget mere landmand end mig. Børn er jo gode til at indordne sig, og da jeg blev ældre tog jeg det som en opgave og en forpligtelse. Det er egentlig barskt, når man tænker over det. Morfar var skovrider, og måske ville jeg have valgt den vej. Men jeg kom da til at beskæftige mig en del med skovbrug alligevel,« fortæller Jørgen.


Han blev sendt i Mellem- og Realskolen på Katedralskolen, men måtte ikke tage en studentereksamen. De år skulle bruges på en landbrugsuddannelse. Selv mener han, at det var det rene snobberi med den byskole, eftersom der fandtes en udmærket realskole i Brabrand. Men andet godt kom der ud af det. Jørgen gik sammen med en søn til direktør Drescher fra speditionsfirmaet Mammen & Drescher. Og hans søster hed Bente.


»Hun troede, hun fik en velhavende godsejer, og jeg troede, at min fremtid var sikret ved at gifte mig med en direktørdatter. Vi måtte jo så få det bedste ud af det,« skæmter Jørgen med et sideblik til sin kone.


Du kan læse meget mere i tillægget Søndag, der følger med Århus Stiftstidende søndag.