Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jeg føler mig beriget

Poul E. Møller er frivillig på Hospice Søholm
Foto: Kim Haugaard

Jeg føler mig beriget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Poul E. Møller meldte sig for tre år siden som frivillig på Hospice Søholm. Han var gået på efterløn og ønskede at øse af sit overskud til andre. Han er en af en snes frivillige, der arbejder en dag om ugen blandt døende.

Poul kan fortælle mange episoder blandt de uhelbredeligt syge på Hospice Søholm.

En af dem var den dag, hvor personalet bad ham sidde hos en dame, der sad lammet i en kørestol. Hendes mand havde brug for at komme lidt væk. Samtalen foregik ved hjælp af en staveplade. Damen kunne ikke bevæge sine arme. Med blikket og stavepladen signalerede hun til ham, at hun ønskede et eller andet. Der gik nogen tid, før Poul blev klar over, at hun ville have armen fri fra kørestolen.

»Jeg hjalp hende med det. For mig var det en lille ting, men for hende var det en rigtig stor ting. Hvor nedværdigende kan det ikke være at skulle bede andre om alting. Hun nikkede glad til mig med øjnene, og den dag kørte jeg hjem og var rigtig glad.«

Hvorfor meldte du dig som frivillig?

»Jeg har haft et spændende arbejdsliv som sosu-assistent på forskellige institutioner og senest i hjemmeplejen. Der har jeg mange gange set døden i øjnene. Efter et åbent-hus arrangement på Hospice Søholm følte jeg, at det ville være det rigtige for mig at blive frivillig. Jeg havde et langt livs erfaring i bagagen. Jeg havde blandt andet lært at aflæse folk og vidste, hvilken slags Poul, jeg skulle være i en konkret situation.«

Efter tre år har Poul ikke fortrudt. Han kører til Hospice Søholm en dag om ugen for at hjælpe til i fire timer. Det kan være gåture med patienterne, holde i hånd, være stille sammen eller samtale om livet og døden. Han er også vært ved middagsmaden og serverer maden.

»Det giver tit en god dialog. Både med patienterne og med de pårørende, for det er vigtigt, at man også kan omgås de pårørende.«

Om eftermiddagen kører han rundt med kaffevognen med alskens lækre sager. Hjemmebag fra køkkenets kok, portvin, chokolade, kaffe og te.

»Mange spørger, hvordan jeg dog kan holde til det. Nogle af dem, man er sammen med den ene uge, de er døde, når man koster den følgende uge. Men jeg må sige, at jeg føler mig beriget. Det er altid dejligt at kunne yde noget for andre. I tilgift møder jeg mange spændende mennesker, der fortæller mig om et spændende liv eller om deres sygdom, hvis de har brug for det. Jeg er jo ikke psykolog, men jeg kan lytte og være til stede.«

Har du haft problemer i forhold til det faglige personale, sygeplejerskerne, om kompetencer eller andet?

»Intet. Vi har en fantastisk ledelse, og de frivilliges styregruppe holder jævnligt møder med lederne. Jeg synes, sygeplejerskerne er gode til at aflæse os. De kender vores kompetencer og bruger dem de rigtige steder.«

Sværest kan det være, når der er tale om et ungt menneske, der må dø fra sine små børn. Det sørgmuntre bindes sammen, for hvad skal man svare, når en lille dreng imponeret betragter sin mors elevationsseng og udbryder: »Må jeg få den, når mor er død?«

Poul Møller blev ham svar skyldig.