Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Der er kærlighed i kabler

The Baden-Baden Christinen-Stift in Germany, a retirement and nursing home, conducts a two-year study for the use of Paro, the robotic baby seal, at its ward for Alzheimer patients. Paro was developed in Japan and was designed to match Canadian baby seals in appearance and behaviour. Paro is equipped with a language computer; motion sensors make him nod, cuddle and blink with his eyes. The robot manages to evoke familiarity and likes to be touched. The sounds he produces are agreeable and benevolent. Most of the patients affectionately welcome the robot, sing him a song, give him affectionate pet names or just embrace him. During the course of the therapy, Paro becomes their new friend who digs up distant memories of former pets and thus creates a temporary bridge for the patients to come out of their isolation they are trapped in, due to their illness.   In the beginning, Paro's use was denounced as a primitive attempt to replace men by machines. However, the adoption of the robotic baby seal is meant to study new methods that might increase the quality of life of old and sick people. In 2050 every third German will be over 65 years old, the proportion of those in need of care will rise reciprocally. The number of Alzheimer patients alone will increase from today 1,1 million to 2,3 million.
Foto: Silke Wernet

Der er kærlighed i kabler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Maskiner kan i dag gøre ting, som vi forbinder med det at være menneske. Vi kan derfor få følelser for dem og endda begynde at elske dem, mener forskere.

Vi tænker ikke over det til daglig, men mange af vores maskiner er begyndt at efterligne os. De får funktioner, som kan virke menneskelige. Vi kan tale med vores smartphones ved brug af Apples Siri-teknologi. Højteknologiske bamser som den japansk producerede bestseller-bamse My Keepon kan tale og bevæge sig, når man rører ved dem. Navigationssystemet i vores biler kan fortælle os, hvilken vej vi skal køre. På plejehjem kan man finde såkaldte sociale robotter, der er designet til at holde ensomme med selskab.

I stedet for blot at sige biplyde bevæger mange maskiner sig tættere på menneskets måde at kommunikere på, og nogle overtager funktioner, som vi før i tiden skulle bruge mennesker til at varetage. Og dette er kun begyndelsen. Skal man tro en af verdens førende fremtidsforskere Ray Kurzweil, vil vi ikke kunne høre forskel på, om vi kommunikerer med en robot eller et menneske om blot 25 år.

Det er uvist, om denne fremtidsprognose holder, men det ændrer ikke ved, at mennesker ifølge en række forskere er begyndt at knytte stærkere følelsesmæssige bånd til maskinerne. Nogle maskiner kan vi endda elske. Grunden er, at maskiner i stigende grad får funktioner, som vi forbinder med det at være menneske.

»Jeg kender en, der havde et navigationsanlæg i bilen, og navigationssystemet fortalte ham med en kvindestemme, hvilken vej han skulle. Efter et stykke tid, begyndte han at tiltale bilen som en »hun«. Det er et godt eksempel på det, der kan ske, når maskinerne efterligner os,« fortæller internetpsykolog Anders Colding.

Professor Ruzena Bajczy, der har en ph.d. i computervidenskab fra Stanford University, er enig. I dag forsker hun i kunstig intelligens og leder afdelingen for kommunikationsresearch på Berkeley University i Californien. De relationer, som mennesker kan få til deres maskiner, kan sammenlignes med de følelser, vi får til vores husdyr.

»Vi ved, at især singler og ældre mennesker kan blive meget følelsesmæssigt knyttede til deres husdyr, fordi de føler et stærkere behov for selskab. Det samme gør sig gældende med maskiner. Men man behøver ikke at være ensom for at få følelser for maskinerne. I Japan er der blevet ført bevis for, at børn kan blive meget knyttede til legetøj, der kan snakke.«

En af verdens førende forskere i mobilteknologi professor James E. Katz fra Rutgers University i New Jersey mener ikke, der er noget nyt i, at mennesker kan elske maskiner. I mange år har vi eksempelvis givet skibe og biler navne, hvilket symboliserer en følelsesmæssig forbindelse til vores ejendele. Det nye er, at følelserne bliver stærkere.

»Det er helt oplagt, at vi får stærkere følelser for maskiner, der kan snakke til os, eller som har funktioner, der virker menneskelige. I Irak bruger soldaterne robotter, der kan detonere fjernstyrede bomber, kaldet IED-bomber, så de ikke dræber koalitionsstyrker. Soldaterne, der bruger disse robotter, elsker dem, og nogle græder, når de går i stykker, fordi de er så stor en del af deres liv.«

Den amerikanske forsker Sherry Turkle, der har en ph.d. i sociologi og psykologi ved Harvard University, bekymrer sig over udviklingen. Hun mener, at mennesket er begyndt at forvente mere af teknologi og mindre af hinanden. Hun hæfter sig ved, at man på plejehjem er begyndt at bruge kælesælen Paro, en social robot, der kan tale til demente ældre og holde dem med selskab. Ifølge Sherry Turkle giver robotsælen, der også er blevet testet på danske plejehjem, de ældre en falsk illusion om, at den går op i deres liv.

»Vi udvikler i dag sociale robotter, som er designet til at give især ældre og børn selskab. Jeg så en kvinde, der havde mistet sit barn, som talte med robotsælen, og hun følte, at den forstod hende. Den kiggede på hende, trøstede hende. Mange synes, det er fantastisk, men det var et af de mest foruroligende øjeblikke i mine 15 års forskning. Hun prøvede at vinde meningen tilbage i sit liv ved at snakke til en robot, der ikke er empatisk og ikke udviser ægte omsorg, fordi den ikke kender til livet. Den skal jo ikke dø,« fortæller Sherry Turkle.

Professor James E. Katz, der forsker i mobilteknologi ved Rutger University i New Jersey, mener ikke, at det er problematisk, at robotter i dag kan overtage omsorgsjob. Vi mennesker er nemlig ikke helt så forskellige fra maskinerne, som vi går og tror.

»Når alt kommer til alt, så kan mennesker lade, som om de elsker dig uden at gøre det. Er det så forskelligt fra maskiner, der lader, som om de elsker dig, men som ikke kan?«

Det er professor Scott W. Campbell, der forsker i de sociale konsekvenser af mobilteknologi på University of Michigan, enig i. Han synes ikke, at vi skal være bange for sociale robotter eller maskiner, der kan tale til os. Det er nemlig os selv, der sætter maskinerne i verden, og vi udskifter dem, hvis vi ikke mener, at de er værdifulde for os. Præcis som vi altid har gjort med teknologi.

»Hvis du tog en person fra 1950 og placerede ham på fortovet i dag, ville han tro, at maskiner gør en masse ting for os, og vedkommende ville synes, at vores verden så umenneskelig og robotagtig ud. Vi får flere følelser for alt fra smartphones til robotsæler i dag, og det er ikke en dårlig ting, for maskinerne er i sidste ende designet til at hjælpe os. Ikke omvendt.« B