Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fagre nye jernalder

Foto: Claus Fisker/Scanpix

Fagre nye jernalder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jernalderhæren ved Mossø vil kunne rokke ved den gængse opfattelse af en tid og bidrage til at udfylde et næsten blankt kapitel i historien.

For omkring et par tusind år siden, omkring det tidspunkt et barn vistnok blev født i Bethlehem, stod et vældigt slag på en halvø langt oppe i det nordlige udstrakte land, de gamle romere kaldte Germania.

Senere romerske historieskrivere som Tacitus nævner ikke bataljen med én eneste linje, hvilket måske skyldes, at den blev betragtet som en intern kasseafstemning mellem germanske stammer, og at den romerske hær i samme tidsrum led et altoverskyggende nederlag til germanerne, som satte en effektiv stopper for romernes planer om at kolonisere landet øst for Rhinen.

Ikke desto mindre var der tale om en blodig begivenhed af en størrelse, der må være gået fra sagn om i den tågeindsvøbte overgang mellem førromersk Jernalder og romersk Jernalder, da de nordlige folkeslag og stater endnu var i deres vorden.

Hvem de stridende parter var, vides endnu ikke. Men sikkert er det, at den indtrængende fjende tabte, og at de lokale sejrherrer lod tabernes lig rådne op i det fri, hvorefter de ofrede deres afgnavede jordiske rester til guderne ved at smide dem i en sø, som i dag er et afvandet engareal ved den østjyske landsby Alken, dér hvor Illerup Ådal munder ud i Mossø vest for Skanderborg.

Det er et gudesmukt oldtidslandskab, som under tørvegravningerne omkring Anden Verdenskrig i stilhed begyndte at kaste sin makabre last fra sig. De lokale skuttede sig ved synet af det, som dukkede op af jorden, og de beroligede deres børn med, at kranierne og lårbensknoglerne stammede fra døde køer. I en enkelt tørvegrav skal der være blevet fundet mellem 50 og 70 kranier, som gik tabt, fordi ingen brød sig om dem.

I dag er tidligere tiders tabu afløst af samarbejde og entusiasme mellem arkæologer og lokale lodsejere, og de slagne krigere dukker nu op igen, knogle for knogle, kranium for kranium, fragment for fragment, lejlighedsvist ledsaget af en lansespids, som endnu sad fast i kødet på de døde krigere, da ofringen fandt sted.