Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


»Danskerne er bange for tomhed«

Den indiskfødte forfatter og engelskprofessor Tabish Khair nyder at betragte dette pudsige nordiske folkefærd, vi kalder danskere. Blandt andet har han observeret en unik og til tider humoristisk angst for fremmede og for tomhed. Foto: Flemming Krogh

»Danskerne er bange for tomhed«

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han er lidt af en spraglet herre den indiske forfatter, professor og journalist Tabish Khair. Han skriver om ludere og lommetyve og politiske digte inspireret af H. C. Andersen. Og så ynder han at betragte danskerne

»Har du set mine bøger?«

Tabish Khair spørger på ihærdigt dansk, mens han peger på en hylde i reolen på Institut for Engelsk ved Aarhus Universitet – hans arbejdsplads gennem de sidste seks år.

»Alle dem har jeg skrevet.« Engelskprofessoren har tydeligvis stadig læren om janteloven til gode.

Han er født og uddannet i Gaya i Indien og har siden vundet priser som All India Poetry Prize. Han skriver for britiske aviser som Guardian og Independent og tidligere for Times of India.

Men trods 13 år i Danmark er hans berømmelse og forfatterskab gået hen over hovedet på de fleste. Meget sigende er kun én af hans bøger oversat til dansk, 'Film – en kærlighedshistorie'. Det er sket på det århusianske forlag EC Edition, hvor hans eksistens er velkendt og endnu en bog på vej. Men ellers skal man ty til wikipedias engelske version for at slå ham op.

Alligevel var det først da Tabish Khair blev skilt fra sin danske kone, at omfanget af den danske fremmedfjendskhed gik op for ham.

»Efter skilsmissen skulle jeg jo ud på datingmarkedet igen, men her blev jeg chokeret. Min hudfarve og accent skræmte nærmest de danske kvinder væk. Det har jeg aldrig oplevet hverken i Tyskland, England eller nogen andre lande,« fortæller han.

Men han nyder samtidig at være en minoritet, for så kan han betragte majoriteten udefra, og det gør han så…hele tiden.

Minoritet eller majoritet
Tabish Khair er inder, men en del af det muslimske mindretal, han taler hindi, urdu, engelsk og dansk og så er han altså indvandrer. Hans kulturelle bagage er med andre ord et spindelvæv af minoriteter og majoriteter.

»Vi vælger selv, hvordan vi vil definerer os selv. Jeg er både inder, farvet, immigrant og muslim. Alle minoriteter som jeg kan vælge at identificere mig med. Men valget kan give både bitterhed og glæde – alt afhængig af, hvordan man betragter ens muligheder og begrænsninger,« siger han og efter en kort kunstpause trækker han en uundgåelig parallel til indvandrerdebatten.

»Men nogle gange definerer vi det ikke selv, så bliver vi i stedet placeret i en kasse. Sådan er det blevet med både danskhed og islam her i landet. Danskere skal opføre sig på en bestemt måde, og muslimer ligeså. Det er blevet alt for snævert.«

Danskere med fremmedfrygt er dog ikke onde, forklarer han. De mener det godt, men handler bare ikke derefter.

Vi skal nok vende tilbage til danskerne og fremmedforskrækkelse senere, men først et kig på Tabish Khairs forfatterskab.

Ludere og lommetyve
Hans seneste bog The thing about thugs handler, som titlen antyder, om en røver. Endda en morderisk en af slagsen. Han rejser fra Indien til London med en engelsk kaptajn til hvem, han fortæller sin livshistorie. Temaet for bogen er det multikulturelle og victorianske London i 1800-tallet, der vrimlede med afrikanere og asiater.

Disse 'kulturclash' går igen i flere af Tabish Khairs bøger. I 'Film – en kærlighedshistorie' er hovedpersonen en prostitueret, der bliver en del af Mombays boomende filmindustri i 1940'erne – forløberen for vor tids Bollywoodfilm. Her miksede et morads af sociale og kulturelle minoriteter som kasteløse, middelklasseborgere, småkriminelle og altså prostituerede sig med hinanden.
Tabish Khair vil nemlig fortælle de historier, andre forkaster.

»I alt for mange fortællinger bliver de fattige overset. Men historien viser, at de vigtigste roller ikke altid blev spillet af de rige. H. C. Andersen var for eksempel søn af en vaskekone – en alkoholiseret vaskekone. For mig er hendes historie lige så interessant som hendes berømte søns,« siger Tabish Khair.

Og så er der bare noget med minoriteter – de har en hel særlig evne til at vende vrangen ud på et samfund.

»Et minoritetsmedlem som en prostitueret er jo en outsider. Hun kan beskrive og beskue samfundet fra en vinkel man ikke kan få indefra,« forklarer han.

Kludder i rækkefølgen
Det er ikke kun persongalleriet i Tabish Khairs bøger, der er alternativt. Også hans sproglige stil har vakt opsigt. De fleste mainstream bøger går fra A til B til C, men hans springer B og C over for at springe til F og tilbage til D for så at tage et kvantespring til S eller T. Umiddelbart fremstår det som noget rod, men det er det ikke. Det er intellektuel stimulans, pointerer han.

»Det er grunden til, at jeg ikke er forfatter på fuldtid. Jeg får gode anmeldelser, men er ikke særlig populær. Jeg vil gerne udfordre læseren og ikke, som de fleste bestsellere, servere et helt åbenlyst plot. Men jeg skriver ikke bevidst svære romaner – jeg skriver dem, som jeg synes, de bør skrives.«

Ved siden af sine romaner skriver han også digte. I år udkom samlingen 'Man of Glass' med flere stærkt politiske nyfortolkninger af H. C. Andersens eventyr. For eksempel bliver 'Den lille havfrue' til 'Immigranten' og indledes med ordene: »Det gør ondt at gå på nye ben: Konsonanternes forbandelse, vaklende vokaler. Og jer for hvem jeg opgav mit kongerige kan aldrig elske den ting jeg var.«

Eller hvad med digtet 'Dem' baseret på 'Det er ganske vist!'?: »Det er en frygtelig affære. Jeg vil ønske, vi ikke lukkede dem ind længere. Jeg kan ikke sove alene i nat.«
Skriv af nød!

Ingen tvivl om, at der er sprængstof i Tabish Khairs skriverier. Men han er ikke drevet af idealisme. Han skriver, fordi han ikke kan lade være, og den grundpræmis, mener han, bør gælde alle forfattere.

»At være forfatter er ligesom at blive forelsket. Du gør dig selv sårbar. Når unge forfattere spørger mig om råd, svarer jeg, at de ikke skal skrive, fordi de har lyst, men fordi du er nødt til det. Hvis du kan lave noget andet og være lykkelig med det, så gør det! For mig er det at skrive en afhængighed.«

Selv begyndte han som syv-årig med små digte. Men selv om forældrene beholdt barneskriverierne, så var der ikke den store opbakning i hjemmet. Tabish Khair skulle jo være læge ligesom sin far, farfar og oldefar. Selv droppede han ud få år inde i studiet.

»I min hjemby var der bare alt for mange historier, der trængte til at blive fortalt på engelsk,« forsvarer Tabish Khair sig.

Han fik dog reddet familiens ære ved at gifte sig med den danske læge.

Åh, det tørklæde
Det var på en rundrejse i Europa, at Tabish Khair mødte sin daværende kone. Han forsøgte at få hende med til Indien, men den gik ikke. I stedet bosatte de sig i Århus og fik siden to børn.

Han er glad for Danmark og har ikke planer om at søge hjem, men han er heller ikke bange for at spidde hykleriet og danskernes forfjamskede forhold til mørk hud og muslimske skikke. Her kommer tørklædet ind i billedet.

»Der er ikke noget i vejen med, at man som individ har vanskeligt ved at acceptere tørklædet. Det har selv jeg. Men det er unfair at lave et forbud med henvisning til, at det stigmatiserer kvinder. 13-årige piger er jo også underlagt en masse dress codes, og jeg kan nævne adskillige reklamer, hvis tøj­stil nedværdiger hunkønnet.«

Han fortæller, at de fleste kvinder fra religiøse familier i hans hjemby ikke kunne arbejde, før de begyndte at gå med slør. Her var det en pragmatisk løsning for at få velstillede middelklassekvinder ud i samfundet.

»Hvis min datter fik valget mellem at gå med slør eller gå på arbejde, så vil jeg fraråde hende, at tage det på. Men hvis valget stod mellem at bære slør eller ikke gå på arbejde, så ville jeg råde hende til at gøre det.«

Tabish Khair frygter ikke tørklædet, men frygter at det bliver til et symbol – et symbol på et helt folk.

Den danske komedie
Ingen af Tabish Khairs bøger foregår i Danmark, men han pusler med tanken. I så fald skulle det være en komedie.

»Jeg betragter ikke Danmark som et specielt tragisk sted. Men det er ret så underholdende, hvordan danskere ser på andre end dem selv. Hvis jeg skulle skrive om dem, ville jeg nok centrere historien om en lærer, der fortæller om landet.« Noget af det mest humoristiske, han har observeret, er danskernes angst for tomhed.

»De er paniske for at holde sig selv i gang. Som om de er bange for at være alene med deres tanker. De sætter sig aldrig ned uden at gøre noget, som at tænde for radioen eller tv'et. Al form for tomhed skræmmer dem.«

Han vil ikke pege på en årsag, omend han hinter i retningen af danskernes arbejdsmoral, der forsager dovenskab.

Angste eller ej, så ønsker Tabish Khair, at hans børn bliver så danske, som det kan lade sig gøre med deres mørke glød. Han spår også, at fremmedfjendskheden vil mildnes over den næste generation eller to, og så får hans søn forhåbentlig mere gunstige vilkår på datingmarkedet.

»Jeg håber da, at min søn får lidt lettere ved at komme tæt på de danske kvinder – eller at kvinderne får lettere ved at komme tæt på ham. Jeg har jo egentlig aldrig haft et problem med det, det er kvinderne, der bakker,« siger han med et stort indisk/dansk/farvet/muslimsk smil.

Om Tabish Khair
Han er født i 1966 i Ranchi, men voksede op i Gaya i staten Bihar i det nordlige Indien.

Efter at være droppet ud af medicinstudiet – til stor skuffelse for faderen – tog han en bachelorgrad i historie, sociologi og engelsk. Gennem sin studietid arbejdede han som journalist og efter endt uddannelse flyttede han til Delhi for at arbejde for Times of India.

Inden da havde han fået udgivet digtsamlingen ‘My World' og kort efter fulgte yderligere to. Herefter gik Tabish Khair i gang med sin første roman 'An Angel in Pyjamas'.

Efter fire år som journalist tog Tabish Khair til København for at tage en PhD, hvilken han færdiggjorde i år 2000.

Afhandlingen, 'Babu Fictions: Alienation in Indian English Novels' blev udgivet af Oxford University Press i 2001. Herefter bosatte han sig i Århus.

Senere fulgte en stribe af romaner og digtsamlinger. I 2010 udkom således ‘The thing about Thugs' og ‘Man of Glass'.
Flere af hans bøger og digtsamlinger er oversat til tysk, italiensk, hindu, kinesisk og dansk ('Film – en kærlighedshistorie) fra engelsk. Den er udgivet på det århusianske forlag Edison.

Tabish Khair er blandt andet blev tildelt the All India Poetry Prize og har været nomineret til den prestigefyldte Encore Award.

Af og til anmelder han bøger for britiske og indiske aviser som Guardian og Independent, og han har tidligere skrevet kronikker i Politiken og Weekendavisen.