Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kronik: En kulturhovedstad uden grimme og fattige mennesker tak!


Kronik: En kulturhovedstad uden grimme og fattige mennesker tak!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jonathan Løw, iværksætter og foredragsholder
Billede
Aarhus. 
Uanset hvad så vil jeg opfordre Strøgets formand til at pakke sin fine kulturhovedstad ned i sin dertilhørende småborgerlige kuffert og åbne hjertet op i stedet.

KRONIK: Jeg vil gerne dele en oplevelse med jer.

Den fandt sted mandag 13. marts ved 15-tiden, da jeg gik en tur ned ad Strøget i min hjemby igennem 38 år - Aarhus - og iagttog mennesker, butikker og stemningen i det hele taget.

Omkring midt på Strøget sad en ældre dame og tiggede. Hun havde ikke andet end lidt tøj og en rygsæk, og hendes øjne så forpinte ud. Der var tårer i dem.

Den ene side af mig sagde: 'Du bør give hende noget. Hun lider, og du har nok'.

Den anden side svarede: 'Ja ja, men du kan jo ikke hjælpe hele verden, og hun arbejder sikkert for nogen. Hun er nok en del af den organiserede industri, som Stiften har skrevet om flere gange'.

På den anden side er det også bare så nemt at påstå og antage. Hun må i så fald være en fremragende skuespillerinde, og jeg kan huske, at jeg fik kvalme, da jeg for et lille års tid siden læste Lars Svendsen, formand for Strøgets gadeforening, udtale følgende til samme avis:

"Vi modtager klager fra Strøgets brugere. De synes, at det er frygteligt ubehageligt med de tiggere. Strøgets gæster er trætte af det, og det er vi kede af. Folk skal have en god oplevelse på Strøget ... og det ser ikke pænt ud."

Jeg gik lidt længere ned ad Strøget, og jeg kunne mærke, at jeg ikke ønskede at være en del af den slags folk, som Lars Svendsen mener er trætte af det menneskelige affald på hans fine strøg.

Sikke da også noget, at vi pæne århusianere skal se på sådan noget menneskeligt gris på gågaden. Det er ikke rart for vores æstetiske shoppesans, og det er i særdeleshed ikke dansk 'hygge'.

Da jeg 100 meter senere kom forbi en hæveautomat, sagde noget derfor i mig, at jeg burde hæve 100 kroner og give til hende. Jeg klatter immervæk ofte sådan 100 kroner af på cafébesøg, biografture og lignende. Min bankkonto overlever nok.

Da jeg gik tilbage til dér, hvor damen havde siddet og tigget, var hun imidlertid væk. Jeg gik lidt længere ned ad Strøget, men hun var som sunket i jorden ... indtil jeg pludselig fik øje på hende, i helt langsomt tempo, gående den modsatte retning af mig på gågaden.

Det føltes grænseoverskridende blot at gå hen til hende med pengene, så jeg gik med museskridt bagved, indtil hun fandt et passende sted på Strøget og igen satte sig for at få penge til at klare livet i rendestenen.

Jeg gik hen til hende, og hun kiggede mig i øjnene. Jeg puttede de 100 kroner i hendes papbæger, og jeg ville skynde mig videre, for det er ærlig talt ikke nogen heltegerning at give 100 kroner til én, der lider, når man selv har så rigeligt.

Hun tog imidlertid fat i min hånd, kyssede den, kiggede mig i øjnene og sagde noget på et sprog, jeg ikke forstod. Hun smilede med øjnene.

Jeg gik derfra med en følelse af, hvor godt noget ikke selvisk kan føles for selvet. Det føltes hundrede gange bedre end de hundrede andre gange, jeg havde brugt hundrede kroner på ét eller andet ligegyldigt i min hverdag.

Jeg tænkte dernæst, om jeg burde dele denne oplevelse? Skrive om den.

Vil folk tænke, at jeg bare vil vise, hvor godt et menneske er? Tænker de, at jeg slår plat på den stakkels tigger for at fremhæve mig selv? Eller vælger de at trække kynisme-kortet og skrive, at hun sikkert er en del af en østeuropæisk bande?

Jeg aner ærlig talt ikke, hvordan I vil reagere på historien, eller om I overhovedet vil reagere. Jeg håber, at I vil reflektere over det, inden I farer i blækhuset i hvert fald.

Jeg kan blot konstatere, at jeg ikke mener, at den ældre dame "misklæder byen", som Lars Svendsen udtrykker det. "Det kunne lige passe, at vi som kulturhovedstad skal have østeuropæere til at stå og tigge."

Kære Lars Svendsen og kære medborgere i Aarhus, der måtte dele dette ønske om en æstetisk skøn kulturhovedstad: Hun er et menneske af kød og blod. Hun sidder med hovedet bøjet, og hendes øjne lyser op, når man hjælper hende. Hvis hun har en skummel bande bag sig, så er hun i hvert fald en fremragende skuespillerinde.

Uanset hvad så vil jeg opfordre Strøgets formand til at pakke sin fine kulturhovedstad ned i sin dertilhørende småborgerlige kuffert og åbne hjertet op i stedet.

Det er ikke butikkernes strøg eller by, og jeg vil skide på, om det skader deres omsætning. Der er flere bundlinjer i livet end den, strøgbutikkerne åbenbart gør livet op i.