Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


På rejse til grusomheden

Henrik Kokborg sammen med en af de mange, han mødte i flygtningelejrene på grænsen til Syrien og Irak: »Bare se, hvordan flygtningene bor - de mangler alting. De mennesker har virkelig brug for en håndsrækning.« Privatfoto


På rejse til grusomheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Henrik Kokborg underviser fagfolk, som arbejder med integration, og syntes, det var på sin plads, at han med egne øjne så de vilkår, som nogle af verdens flygtninge lever under.

»Jeg har oplevet så mange grusomme ting, at jeg stadig ikke kan fortælle om det. Ikke engang til min kone.«

Henrik Kokborg er normalvis ikke en mand, der let lader sig ryste, og han sidder da også ganske roligt her på kontoret i sit firma Integrationsinfo i Odder. Men bag ham er væggen prydet af fotos af de mennesker, som har gjort så ufatteligt stort indtryk på ham det seneste halvandet år: Ofrene for borgerkrigen i Syrien og for Islamisk Stat.

Hør Henrik
<ul><li>Søndag 8. marts holder Henrik Kokborg et foredrag om sine oplevelser i flygtningelejrene ved Syrien og Irak. Det sker i forbindelse med et kurdisk kulturarrangement, der har til formål at samle penge ind til flygtninge.</li><li>Arrangementet holdes i Kulturhus Herredsvang, Kappelvænget 2 i Aarhus V, fra kl. 12 til 15.</li><li>Henriks foredrag er programsat kl. 13-14. Forinden er der frokost med kurdiske specialiteter, og bagefter er der kaffe og kage med kurdisk musik og sang.</li><li>Aarhus Zontaklub har arrangeret sammen med kurdiske kvinder i Aarhus. Man kan tilmelde sig på Facebook på adressen <em><a href="www.facebook.com/events/1056704991012966</a>" target="_blank">https://www.facebook.com/events/1056704991012966">www.facebook.com/events/1056704991012966</a> </em></li><li>eller ved at søge på Facebook på »hjælp flygtninge i nød«.</li><li>Pris: 150 kr. Pengene går ubeskåret til flygtningelejre i det kurdiske område.</li><li> .</li></ul>
Find Henrik
<ul><li>Henrik Kokborg har en åben profil på Facebook, sådan at enhver kan se hans opdateringer og billeder. Find ham på www.facebook.com/henrik.kokborg<br /> </li></ul>

Henrik har i mange, mange år bevæget sig indenfor integrationsverdenen som både kommunalt og privat ansat, men for nogle år siden besluttede han at tage skeen i egen hånd og stikke foden under eget bord. Han havde nemlig fået en tanke:

»Der er utroligt mange mennesker, der her i landet beskæftiger sig med integration og med flygtninge og indvandrere, men der er ikke nogen, der underviser fagfolkene i, hvordan man bedst arbejder indenfor feltet, og hvilken kultur flygtningene kommer hertil med.«

Så det gør Henrik Kokborg nu. Og det går strålende. Alt fra Fødevarestyrelsen til dagplejemødre har haft bud efter Henrik, og lige nu er kalenderen fyldt til et godt stykke ind i 2016.

»Men jeg havde længe tænkt, at jeg manglede en brik i mit arbejde. Jeg manglede at se, hvordan flygtningene har levet, inden de kommer til Danmark,« fortæller han over kaffen og wienerbrødet.

Han vendte tanken med sin kone Pernille, der godt ved, at Henrik er en mand, der går med både livrem og seler, så hun gav sin velsignelse.

På flugt uden hjælp

I begyndelsen havde Henrik tænkt sig at rejse til Libanon - til samme område, som journalisten Jeppe Nybroe senere blev kidnappet i - men gode palæstinensiske bekendte i Danmark frarådede ham det, netop på grund af faren for kidnapning. Og derfor endte han med, i sommeren 2013, at drage af sted på sin første tur til det østlige Tyrkiet, hvor en række syriske flygtninge klumpede sig sammen. Han havde allieret sig med nødhjælpsorganisationen Free Syrian Agency for Rescue, der skulle bringe 65 tons containere med nødhjælp til Tyrkiet fra Aarhus.

Henrik blev indlogeret hos en flygtningefamilie, der både hørte til de mest velstillede og bedst uddannede blandt flygtningene, og her kunne han betragte et liv med mange mennesker på meget lidt plads og en døgnrytme, der var vendt om, for der var jo alligevel ingenting at lave om dagen.

»De var oppe hele natten og sov hele dagen, og det var helt normalt at gå på besøg omkring midnat. De havde ingenting at give sig til, og det var meget frustrerende for dem. De var højt uddannede og havde haft gode job og et vestligt orienteret liv, indtil de var nødt til at flygte fra krigen i Syrien.«

To gange var Henrik med på nødhjælpsrejser til det østlige Tyrkiet, men i takt med, at presset fra Islamisk Stat voksede, blev området stadig mere usikkert, og han besluttede sig for at kigge andre steder hen, da han i januar i år atter ville rejse ud. Målet blev irakisk Kurdistan for at se nogle af de mange flygtningelejre, der er opstået spontant i området, og hvor folk hutler sig igennem uden hjælp fra omverdenen.

»Der er mange flygtningelejre langs med vejene, og de hører ikke under en af nødhjælpsorganisationerne, så folk her må klare sig selv. De mennesker, der lever her, er ikke flygtet fra krigen, men fra etnisk udrensning. Det er mennesker, der har måttet rejse over hals og hoved på flugt fra Islamisk Stat,« fortæller Henrik, som manglede en lokalkendt makker til sin rejse. Hvor finder man lige en rejseklar kurder i Østjylland?

Penge med i lommen

»Jeg tog simpelthen til en kurdisk demonstration på Rådhuspladsen i Aarhus og spurgte mig for. Der var nogle, der viste mig hen til Goran Ahmadi, og han var fyr og flamme.«

Goran Ahmadi er iransk kurder og har i 17 år været peshmerga-soldat i den kurdiske hær, som i dag gør en heltemodig indsats for at trænge Islamisk Stat tilbage ved den syriske og den irakiske grænse. I dag er Goran imidlertid bosat i Skanderborg, og han var mere end parat til at rejse med Henrik Kokborg til Kurdistan for at se på flygtningelejre.

»Jeg er ikke en nødhjælpsorganisation, og jeg samler ikke penge ind, men jeg tager nogle af mine egne penge med til at dele ud af, og mens jeg er dernede, er der mange herhjemme, som sender penge til mig over MobilePay, og de penge går direkte videre til flygtningene,« fortæller Henrik, der endte med at fordele 15.000 kroner i den tid, han var i Kurdistan.

»Da jeg var i Tyrkiet og havde uddelt tøj, var der en mand, der sagde til mig, at hvis han skulle vælge mellem at sulte ihjel eller fryse, så foretrak han at fryse. Han var glad for tøjet, men han havde mere brug for penge til mad, og derfor fik jeg den tanke, at jeg kun vil give penge,« forklarer Henrik, der lader Goran om uddelingsopgaven, for »jeg vil ikke optræde som en frelsende messias fra Vesten; jeg vil hellere være en flue på væggen. Det handler om værdighed og næstekærlighed.«

Hvordan vælger man, hvem man skal støtte, når man kommer til en lejr med mange hundrede mennesker, der alle har brug for hjælp? Ja, det viste sig såmænd ikke at være så svært.

»Ved hver lejr blev vi mødt af repræsentanter for lejren, og når vi fortalte, at vi havde lidt penge at dele ud af, viste lejrens folk os selv hen til dem, der havde størst behov for hjælp. Det var som regel familier, der var ramt af sygdom eller havde mistet en forsørger.«

Halshugger småbørn

Henrik har i Kurdistan set elendighed så voldsom, at det er ubeskriveligt. Her lever mennesker, der mangler alt. De har brug for mad, varme, medicin og tætte telte. Og de har ingenting. Mange af dem er splittede familier, hvor nogle af medlemmerne er blevet ofre for Islamisk Stat. Her er bedsteforældre med børn, men uden forældrene, der er blevet slået ihjel. Og her er forældre uden børn og børn uden familie.

»Jeg hørte flere gange den samme historie: Islamisk Stat opsøger en landsby og indsamler alle småbørn. Herefter beder islamisterne om at få alle forældrenes penge. Når forældrene ikke har mere at give af, skærer islamisterne halsen over på det første barn. Og de stopper først, når de er helt sikre på, at de har fået alt, hvad der har værdi i landsbyen. I en enkelt landsby var der på den måde blevet dræbt 40 småbørn på én dag.«

Men sorgen får ikke lov at vinde i Kurdistan.

»Kurderne er et stærkt og stolt folk. De føler sig aldrig som ofre. De tager i stedet kampen op. Og for dem er religion en privatsag. Det betyder intet for dem, om folk er muslimer eller kristne. Her er plads til alle,« siger Henrik, der har fået den dybeste respekt for kurderne.

Men det er et presset folk. Kurderne er 5 millioner mennesker - sådan cirka som danskerne - og de huser lige nu 1,9 millioner flygtninge fra borgerkrigen i Syrien og fra Islamisk Stat. Det kan ikke på nogen måde hænge sammen hverken praktisk eller økonomisk for Kurdistan.

Og derfor er der kun én vej frem, mener Henrik Kokborg:

»Når folk lider nød, vil de begynde at gå. Og hvis vi vil undgå, at de enorme flygtningestrømme sætter sig i bevægelse, må vi til læderet. Vi må give kurderne tilstrækkelig med økonomisk og praktisk hjælp til, at de kan huse og forsørge de mange mennesker på ordentlig vis. Bare se, hvordan flygtningene bor - de mangler alting. De mennesker har virkelig brug for en håndsrækning.«

Hvor har vi det fedt!

Henrik mener bestemt ikke, at det er synd, hvis flygtningene skal blive på deres hjemegn i stedet for at rejse til smørhullet Danmark:

»Min tese er, at folkene har det bedst, hvor de er. Når man er sammen med andre, der har oplevet det samme og er i samme situation som en selv, behøver man ikke forklare, hvorfor man har en dårlig dag. Jeg tror, det er langt værre at sidde i et helt fremmed land, langt væk fra sine fæller, og på lang afstand betragte det, der sker med ens land. Det er bedst at være på stedet og dér få den hjælp, der er nødvendig.«

Selv klarede han sig igennem de rå oplevelser bl.a., fordi han havde et godt filter: Sprogbarrieren.

»Jeg kunne ikke forstå, hvad de sagde, og det gjorde, at tingene måske ikke blev så barske for mig, som de blev for Goran, der brød sammen flere gange. Han sagde til mig, at han hellere ville være ved fronten i bjergene end bare gå rundt og se på,« fortæller Henrik, der ikke desto mindre tog Goran med sig hjem til Østjylland, hvor de nu begge kan glæde sig over:

»Hold kæft, hvor har vi det fedt her i Danmark. Jeg har aldrig været så glad for det danske system som nu. Jeg er ufattelig tilfreds og stolt af det. Det er så sejt, at vi har bygget det her sociale system op i Danmark, og jeg brokker mig aldrig mere over småting. Jeg er blevet meget bevidst om, hvor godt jeg har det.«

Henrik har for længst besluttet, at han to gange om året tager på rejse til verdens flygtninge for dels at blive klogere på det arbejde, han bestrider herhjemme, dels for at sætte fokus på de umenneskelige vilkår, som mange millioner flygtninge lever under.

»Det glemmer vi tit her i Danmark, når vi diskuterer de flygtninge, som kommer til os.«

Han rejser igen til august, atter tilbage til Kurdistan, hvor han denne gang håber at få adgang til den tidligere belejrede by Kobane for at opleve genopbygningsarbejdet efter Islamisk Stats hærgen.

»Jeg ved jo godt, at verden er grum. Historierne, jeg hører fra flygtningene, berører mig, men jeg føler mig ikke personligt ansvarlig. Jeg kan ikke redde verden, men jeg gør, hvad jeg kan, og trods alt gør jeg noget.«