Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Rasmus overlevede fald fra 3. sal

Thomas Gjørret, 40 år og Rasmus Kastberg, 33 år, har været venner i 15 år. Nu er venskabet endnu tættere efter Thomas har reddet Rasmus? liv, da han faldt tre etager ned. Foto: Birgitte Krøyer.

Rasmus overlevede fald fra 3. sal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En forstuvet fod og tre sting i knæet. Det er de eneste skader Rasmus Kastberg pådrog sig, da han faldt ned fra tredje sals højde. Hans kammerat Thomas Gjørret greb ham.

En fod, der er blå, forstuvet og dobbelt så stor, som den anden. En rift på knæet, som er syet med tre sting.

Ikke rart, men trods alt billigt sluppet, taget i betragtning, at Rasmus Kastberg tirsdag middag styrtede mellem seks og syv meter ned fra tredje sals højde.

Der er ikke noget at sige til, at den 33-årige tømrer på Facebook retter en dybfølt tak til sin kammerat Thomas Gjørret og gør det igen og igen når de er sammen.

Det er nemlig Thomas' skyld, at Rasmus ikke i bedste fald er dømt til et liv i kørestol eller i værste fald slet ikke ville være i live i dag.

Ville hente nøgle

Tirsdag 24. juli var de to kammerater netop kommet hjem fra tre ugers ferie i Thailand. Efter to døgns hjemtransport havde Rasmus overnattet hos Thomas i Aarhus' midtby og nu skulle Thomas hente sine katte, der var blevet passet af ekskæresten Stine. Hun bor på tredje sal i en lejlighed i Aarhus nord.

»Vi dyttede, da vi holdt foran huset. Det gjorde, at Stine troede vi havde travlt, så hun skyndte sig ned, og kom til at smække døren bag sig,« fortæller Rasmus.

Han skyndte sig at ringe til en kammerat, der er låsesmed. Men han var ikke til at få fat på.

»Så tænkte jeg: jeg kan da godt lige kravle op og ind ad vinduet, der stod åbent. Jeg er jo tømrer og vant til at klatre rundt på huse,« siger Rasmus.

Inde i bilen sad Thomas og holdt øje med kammeraten.

»For helvede Rasmus kom ned derfra. Det går galt,« nåede han at tænke, inden han steg ud ad bilen.

»Jeg stillede mig hen under ham og så faldt han. Det var med ryggen og hovedet først, for han var jo på vej ind ad vinduet,« fortæller Thomas, som instinktivt rakte armene ud, og greb Rasmus, som derfor landede mere eller mindre på fødderne.

»Jeg får fat på hans hoved og hans arm, så han på en eller anden måde lander på benene,« fortsætter Thomas.

»Der var sådan en tap på vinduet, som jeg fik lukket op og så gik vinduet op og jeg mistede fodfæstet,« siger Rasmus.

Hvad han nåede at tænke på vej ned er svært at huske.

»Jeg husker bare, at jeg mærkede hans arme og smerte i fødderne. Jeg tror, jeg tænkte nu er det forbi,« siger han eftertænksomt.

Lægerne: Du er heldig

Derefter gik det stærkt. En ambulance kom. Beboere i huset kom med puder og vand. En skraldemand, der overværede faldet var yderst hjælpsom.

Men alt det husker Rasmus ikke ret meget af.

»Jeg kunne godt huske mit navn, mit personnummer og al den slags. Jeg kan også huske jeg lå i solen og bad om at blive flyttet ind i skyggen og jeg kan huske ambulancen kom. Men ind i mellem var jeg helt væk,« fortæller Rasmus, der kun følte smerter i knæ og ankel.

Inde på sygehuset blev han scannet fra top til tå.

»Lægerne kunne kun sige: Hvor er du heldig. Du har forstuvet en fod og skal have syet tre sting i knæet,« fortæller Rasmus og ser taknemligt på Thomas:

»Det er jo kun takket være ham jeg ikke er kommet mere til. Det første lægerne sagde var, at jeg kunne være enten død eller lam, hvis ikke han havde grebet mig.«

»Mine knæ og arme er fuldstændig smadrede. Det gav et ordentligt ryk i mig, da jeg greb Rasmus. Det er alligevel 70 kg der falder ned. Da jeg skulle op at tisse natten efter kunne jeg næsten ikke komme ud ad sengen. Men det betyder ingenting. Det, som betyder noget er, at Rasmus ikke kom noget til,« siger Thomas.

»Du er en rigtig superhelt,« mener Rasmus.

»Jo. Men man skal bare lige huske at man skal holde en uges tid fri bagefter man har leget superhelt, for det gør lidt ondt,« siger Thomas med et grin.

Nu ligger Rasmus på sofaen og har god tid til eftertanke. Det er ikke rart at tænke på, hvor galt det kunne være gået, for det handler jo ikke kun om ham selv, men også om de to små sønner, Frej på seks år og Malthe på tre.

»Jeg er så sur på mig selv, specielt når jeg tænker på, hvor galt det kunne være gået. Jeg har da også knebet en tåre, når jeg tænker på drengene,« siger Rasmus, der kun tænkte på at komme hjem til sønnerne efter ulykken.

»Da jeg var blevet scannet lå jeg på stuen i tre timer og så ville jeg rigtig, rigtig gerne hjem til drengene. Det endte med jeg udskrev mig selv fordi der gik lang tid inden der kom en læge. Jeg havde det jo fint, så hvis det bare var en forstuvning, kunne jeg jo godt tage hjem til drengene,« siger han.

Rasmus er ikke blevet religiøs efter faldulykken. Men har alligevel en fornemmelse af, at der må være mere mellem Himmel og Jord.

»Jeg ville egentlig have meldt mig ud af folkekirken. Det venter jeg lige med, for man ved jo ikke, hvem der er deroppe. Det kan også være det var god karma, der reddede mig. I Thailand mødte vi hver dag en mand, som ingen arme havde. Ham gav jeg 100 baht hvergang jeg så ham,« siger han med et lille smil.