Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ud af fars skygge

Jakob Ellemann Jensen er medlem af Folketinget for Venstre. Og så er han Uffe Ellemanns søn, men han vil helst undgå, at blive set udelukkende som det. Alligevel beder han, med et smil på læben, om ikke at blive fotograferet nedefra, ligesom sin far.

Ud af fars skygge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Venstres Jakob Ellemann-Jensen var også flygtet, hvis han havde været den fattige afrikaner. For ti år siden forlod han Venstre i protest mod tonen i udlændingedebatten, nu forsvarer han den. Men kræver stadig en ordentlig tone.

Jakob Ellemann-Jensen
Navn: Jakob Ellemann-JensenAlder: 43 år

Stilling: Politisk ordfører i Venstre

Uddannelse: Cand.merc.jur og reserveofficer i hæren.

Søn af: Tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og fhv. chefredaktør Alice Vestergaard.

Far til to børn på 12 og 15. Fraskilt og har en kæreste.

Da han som halvstor dreng skulle skifte skole, havde han en bøn til læreren.

- Vil du ikke nok lade være med at sige, hvad jeg hedder til efternavn? Bare i starten? Kan jeg ikke bare hedde Jakob?

Det kunne han godt. Den nye dreng i klassen på N. Zahles Skole i København hed bare Jakob og først efter en lille uges tid stillede en klassekammerat det obligatoriske spørgsmål:

- Hvad laver din far?

- Han er udenrigsminister, lød svaret.

- Nå, sagde kammeraten og trak på skulderen.

Så behøvede efternavnet, Ellemann-Jensen, ikke være hemmeligt længere.

- Det var rart at få det forspring, for førstehåndsindtrykket er så svært at ændre. Her fik jeg lov selv at danne indtrykket af mig, siger Jakob Ellemann-Jensen, da vi sidder på hans hjørnekontor på Christiansborg.

Udenfor er det diset. Efter flere dage med flammende himmel, hvor den lavtstående sol gavmildt har badet byens tårne i røde og gyldne nuancer, er der i dag filter på, så både byens tårne og Christiansborgs Ridebane står i et uklart skær.

Indenfor er Jakob Ellemann ved at komme til bunds i bunkerne. Efter halvandet år som politisk ordfører og ofte nævnt som minister-emne, endog også som mulig partiformand eller næstformand i en ikke nærmere defineret fremtid, har han i dag selv indtaget sit navn. Når man omtaler ham alene som Ellemann-Jensen - også til de lidt ældre generationer - bliver der ikke længere automatisk sagt: "Nå, mener du Uffe?".

- Jeg får ellers altid smidt i hovedet, at jeg er blevet politiker, fordi min far hedder det, han hedder. Og ja, jeg er Uffes søn og det er jeg glad for og ja, det kunne have givet opmærksomhed, men det er ikke den type opmærksomhed, jeg gerne vil have, siger Jakob Ellemann.

- Jeg er anderledes end min far og jeg har en anden facon end han havde, da han var i politik. Jeg er mig og det er bestemt godt nok - og så bilder jeg mig ind, at jeg er lidt bedre til at tøjle mit temperament end han var.
Jakob Ellemann-Jensen

Da han slap skolen og den uønskede opmærksomhed, nød han tiden som værnepligtig i Livgarden. Her gør alene bjørneskindshuen det let at skjule sit efternavn, men opmærksomheden var ikke væk. Den dukkede op igen på Sergentskolen i Sønderborg, hvor Jakob Ellemann gik i 1990'erne.

- Det lå der. Både sagt og usagt: "Du er her jo bare, fordi du hedder Ellemann". Det gav mig et behov for at bevise noget ekstra og understrege, at jeg jo ikke kun fik gode karakterer, fordi jeg havde det efternavn, jeg har.

- Og jeg er anderledes end min far og jeg har en anden facon end han havde, da han var i politik. Jeg er mig og det er bestemt godt nok - og så bilder jeg mig ind, at jeg er lidt bedre til at tøjle mit temperament end han var.

Jakob Ellemann kigger lidt spørgende og forventer et nik. Og jo, der er en anden kontrol på junior end der var på senior. Til gengæld kan det af og til aflæses på smilet, som får et lettere satanisk anstrøg, når det skal skærme for et temperament, der er ved at koge over. Det handler dels om selvbeherskelse og selvindsigt på vejen ud af fars skygge.

Men det handler også om noget andet. Det handler om en anden skygge, hans egen skygge. En anden tilgang til politik. For trods den skarpe tunges nådegave er det ikke konfrontationen, der tænder Jakob Ellemann politisk. Det er kompromiset. Det er konsensus fremfor konflikt. Hvilket da også var en af grundene til, at han studsede, da næstformand Kristian Jensen ringede sent i juni 2015 og foreslog ham posten som politisk ordfører.

- En politisk ordfører er jo traditionelt en, der kan gå i haserne på folk. En kvalitet, rigtigt mange af mine forgængere har været rigtigt gode til - også min far - men det kan jeg ikke og det er heller ikke noget, jeg har lyst til.

Så ville Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen have en terrier, var Ellemann ikke svaret. Det ville de så heller ikke, tiden var ikke til konfrontationer i sommeren 2015. Venstre var ikke i opposition. Venstre skulle skabe alliancer og Jakob Ellemann-Jensen skulle være med til at gå forrest.

- Så var jeg ikke i tvivl. Havde han fastholdt den traditionelle rolle som politisk ordfører, hvor du bare skal give dem nogen på snotten, tror jeg ikke, at jeg havde sagt ja. Jeg kan godt give folk et par på skrinet rent verbalt, når jeg synes det, men at gøre det, bare fordi folk synes noget andet end mig. Det er ikke konstruktivt.

Her er vi ved en af Jakobs hassan'er. Tonen i den politiske debat.

- Siger du noget tilstrækkeligt rabiat, er det det, vi taler om. Som da der var én (Kenneth Kristensen Berth, (DF), red.), der sagde, at vi skulle skyde på flygtninge alene af den grund, at de er flygtninge. Et synspunkt, jeg udpræget ikke er enig i og det har jeg givet udtryk for, men en så tåbelig bemærkning kommer bare til at fylde meget i debatten, fordi den stikker ud. Jeg forstår det godt, kender godt den gode historie og anerkender også, at der skal være en konflikt. Det ærgrer mig bare.

- Der ryger da også finker af panden. Da vi havde åbningsredegørelse nummer to lige før jul, blev jeg noget vrippen over den behandling, vores nye ældreminister, Thyra Frank, har fået. Jeg ved godt, at jeg siger, at jeg er bedre til at styre mit temperament end min far, men der blev jeg sgu sur.

- Vi hører ofte, at folk gerne vil have politikere med følelser. Nogen, der ved noget. Ikke bare nogen, der synes noget. Så kommer der et menneske, som i 37 år har haft med ældrepleje at gøre og er blevet berømt på at drive en plejehjem, hvor vi alle sammen gerne vil blive gamle.

- En uge senere bliver hun kritiseret for alt, hvad der er gået galt i ældreplejen i de seneste tyve år! Og for, at hun ikke formulerer sig som en politiker! Det kunne da også være, at det var befriende, at hun ikke gør det. Det kunne da være, at dem, der kritiserer hende skulle gribe i egen barm og kigge på deres eget cv og se, at det ikke indeholder noget som helst. Andet end en eller anden tilfældig ministerpost!

Jakob Ellemann behøver ikke engang at nævne socialdemokraten Astrid Krag. Tidligere sundhedsminister og tidligere SF'er.

- Hvorfor håner vi erfaringen, når den endelig kommer herind? Det skal man lade være med og dem skal vi nok få til at ændre tone.

For knapt ti år siden meldte Jakob Ellemann sig ud af Venstre. I starten af februar 2007. Dagen efter, at det var blevet offentliggjort, at den tidligere socialdemokrat og stærkt indvandrerkritiske Karen Jespersen havde meldt sig ind i Venstre og Venstre-folkene modtog hende med kyshånd. For Ellemann blev det dråben, men følelsen af ikke at høre til længere havde været der et stykke tid. Et voldsomt brud for en mand, der er født ind i partiet og opvokset med dets værdier.

Men der, i 2007, hvor Anders Fogh Rasmussen havde været statsminister i seks år og hvor den udlændingepolitik, som Uffe Ellemann-Jensen havde holdt ud i strakt arm, var blevet en central del af partiet og hvor der blev jublet over at få Karen Jespersen ombord, fik Jakob Ellemann-Jensen nok og meldte sig ud. Stille og roligt. Han var jo blot menigt medlem.

- Der blev talt om og til mennesker på en måde, som jeg ikke synes er rimelig. Som jeg ikke synes er ordentlig. Vi skal tale om problemerne, men vi skal gøre det for at løse dem. Ikke for at puste dem større. Og nej, vi kan ikke rumme hele Verden og ikke tage imod alle flygtninge i hele verden og så videre. Nej, det kan vi ikke.

- Men vi kan tale ordentligt. Både om dem, der kommer hertil og dem, der ikke kommer hertil. Det er mennesker, der flygter fra død og ødelæggelse og krig og det kan vi da ikke bebrejde dem. Eller mennesker, der flygter fra fattigdom. Det kan vi heller ikke bebrejde dem. Men har vi plads til dem alle sammen? Nej? Kan vi forstå dem? Ja.

- Den der forståelse savnede jeg altså lidt.

En anden grund var de store annoncer, hvor den daværende Venstre-regering pralede af, at aldrig tidligere havde der været så mange offentligt ansatte. Det var for at vise vælgerne - og socialdemokraterne - at Venstre ikke ville lægge velfærdsstaten i graven, men for en økonomisk hardliner som Jakob Ellemann-Jensen var det at føre spot til skade.

- Var du uenig med Fogh?

- Jamen, det var jeg jo - selvom jeg også var dybt imponeret over ham. Han havde styr på det.

- Men alligevel gik du?

- Det var i et anfald af irritation, jeg var på ingen måde aktiv i partiet, så det var omkostningsfrit at melde mig ud. Det var vel mit, lidt forsinkede, ungdomsoprør.

Tiden ude af Venstre blev til en kortvarig flirt med Ny Alliance, som Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen dannede i maj 2007. Det brast som en boble og det gjorde Ellemanns medlemskab også. Han nåede kun et enkelt girokort, så var han ude igen. Det var for ustruktureret.

- Jeg meldte mig ind i Venstre igen, da Lars var blevet formand. Det var ikke kun derfor, for jeg er jo Venstre-mand for pokker. Det er det, jeg er opdraget til. Det er helt grundlæggende for mig. Mennesket fremfor systemet. Frihed under ansvar. Udgangspunktet i individet. Tage ansvar.

Det var det, det handlede om dengang i 2009. At tage ansvar. At være med. Nu var Jakob Ellemann-Jensen klar til at gå ind i politik. Som hans farmor, Edith, tidligt, i et efterhånden klassisk citat havde forudsagt, at han ville. Hun, der var gift med en politiker og mor til en, kunne kende den politiske bacille, når hun så den. Selvom den ikke var brudt ud endnu.

Ved valget i 2011, hvor Jakob Ellemann-Jensen blev valgt på Fyn. I farfars, Jens Peter Jensens, gamle valgkreds. Tre år senere, i 2014, skiftede han kreds og flyttede han til Aarhus, i sin fars gamle hood.

Nu er Søren Gade kommet ind på kontoret. Gruppeformanden og den politiske ordfører har kontor næsten side om side og Gade skal lige tjekke, hvordan det er gået med det plastik-granulat, som på mystisk vis er blevet hældt ud på Ellemanns kontor. Vist en særlig form for Venstre-humor. Gade konstaterer med et stort smil, at der stadig er spor af plastik i det skopudsesæt, som ligger på skrivebordet, et rejsesæt fra Fortnum and Masons i London og Gades kropssprog emmer af, at der sandt for dyden ikke ligger den slags ekstravagante sæt inde på hans kontor. Der hænger til gengæld hans jagttrofæer, bl.a. en hovedmonteret moskus-okse. Men det er en anden historie.

- Jeg er grej-freak. Jeg har f.eks. absurd mange rygsække. Pudsegrejet har jeg, fordi man skal se ordentlig ud, siger Jakob Ellemann, da Gade er gået ud igen.

- Jeg går aldrig ind i folketingssalen uden slips. Aldrig. Og jeg har ikke sko på, der ikke er pudset. Jeg vil aldrig troppe op i beskidte sko. Det kommer ikke til at ske. Og jakken er knappet. Når rammen er på plads, kan jeg koncentrere mig om noget andet. Så skal jeg ikke stresse over, hvorfor jeg har taget en orange skjorte på. For det har jeg ikke.

- Hvorfor jeg ikke går i salen uden slips? Undskyld, jeg sidder der som repræsentant for det danske folk. Jeg sidder oppe på første række. Det bliver ikke større, så det mindste jeg kan gøre, er da at gøre mig umage.

Der er ikke bare ti år, men er en politisk verden til forskel fra det unge, menige Venstre-medlem Jakob Ellemann til den politiske ordfører ved samme navn, hvis politiske hverdag er skruet ned i realpolitik.

- Der er mange niveauer af realpolitik. Som politisk ordfører skal jeg ud og forsvare partiets politik, men den har jeg jo også en mulighed for at påvirke. Både i gruppen, i regeringen - men i særdeleshed i måden at kommunikere den på. Det samme budskab kan kommunikeres vidt forskelligt.

- Så når kameraet tænder og der er noget, jeg ikke er helt tryg ved og noget, jeg ikke rigtigt kan stå på mål for, jamen, så kan jeg jo undlade den del, siger Ellemann med et smil.

- Så man skal lytte efter, hvad du siger?

- Ja. Og hvad jeg ikke siger.

Det var Ellemann, der blev vækket tidligt om morgenen i de september-dage sidste år, hvor flygtninge gik på de danske motorveje. Nu var det ham, der skulle sætte ord på.

- Lige pludselig kom det tæt på. Vi kunne se, at det er virkelige mennesker, det drejer sig om. De var lige udenfor vores vinduer. Det gør, at man bedre kan identificere sig med dem. Den negative del var: Hold da fast, nu kommer væltende ude på vejen. Hvornår stopper det her?

- Det giver en naturlig ængstelse hos mange, det følte jeg da også selv. Hvad kan vi gøre, for det her går simpelthen ikke. Hvordan kan vi gøre noget? For de mennesker, der kommer hertil? Hvordan kan vi forklare, at vi ikke kan rumme hele verden? Og hvordan kan vi sikre, at den helt berettigede bekymring og ængstelse, som folk har ude i stuerne, at den italesættes på en ordentlig måde?

- Den polariserede debat, du reagerede på i 2007, har vi jo igen. Med DF og Nye Borgerlige på den ene side og Venligboerne på den anden?

- Ja ja og begge dele har ret i noget og der er nok ikke nogen af dem, der har ret.

Presset er der, debatten er der og 49 gange har Venstre-regeringen strammet udlændingepolitikken siden valget sidste år.

- Jeg er helt enig i, at det er nødvendigt. Skrækeksemplet har vi lige ovre på den anden side af Sundet, som har kørt en så åben politik, at det til sidst væltede dem omkuld. Hvis vi signalerer: Vi tager imod det hele. Wir Schaffen das.

- Derfor handlede det for mig om at finde en balance. Så vi dels hjælper så mange som muligt og det gør vi ikke her. Og dels forhindrer, at de her mennesker risikerer liv og lemmer på Middelhavet og andre steder. Det er mennesker, som af helt forståelige årsager sætter sig i bevægelse.

- Jeg ville gøre nøjagtigt det samme. Det er den del, vi skal have med.

- Vi hører jer bare ikke sige det så meget?

- Nej og det er den del, jeg synes, vi glemmer nogle gange. Det er jo ikke mennesker, der ønsker at rippe vores samfund, men mennesker, der ønsker at give deres børn muligheder i tilværelsen.

- Og det er eddermaneme svært at bebrejde folk, at de vil give deres børn muligheder i tilværelsen. Vi ville gøre det samme og det må vi tage udgangspunkt i. Hvordan kan vi så sikre, at flest mulige får muligheder? Og hvordan kan vi forbedre deres situation? Den forbedring starter altså bare ikke på et asylcenter i Danmark. Fordi så eksisterer velfærdssamfundet her ikke længere.

- Er vi kulturelt truet af flygtninge og indvandrere?

- Truet?

-Udfordret?

- Nej. Den danske kultur er stærk. Den er ikke truet, som det ser ud nu.

- Hvorfor taler vi så om det hele tiden?

- Fordi vores velfærdssamfund er udfordret, hvis ikke vi agerer. Så er vores velfærdssamfund udfordret. Og så kommer økonomien. Som Venstre-mand og uddannet på Handelshøjskolen får jeg hele tiden skudt i skoene, at jeg måler alt i tal og økonomi. Ja, det er let målbart, men hvorfor er det, at vi gerne vil have at der er styr på den der forbandede økonomi? Det handler om muligheder. Om frihed. Om chancer i livet.

- Jeg ved godt, at det lyder meget floskelagtigt, men det er jo det, politik handler om. Tallene er bare en måleenhed. Det handler om, hvor mange vi kan rumme. Hvis du bare åbner sluserne og siger: "Hele verden, kom ind", så er vores kultur, vores sammenhængskraft, vores økonomi, hele vores samfundsmodel - ja, så er den truet.

- Der er vi bestemt ikke endnu. Vi har en årtusinder gammel opbygget kultur i Danmark og den bliver altså ikke truet henover en kort årrække, fordi der kommer nogen mennesker udefra.

- Det er der ellers nogen, der siger.

- Ja, men de tager fejl.

Jakob Ellemanns sekretær stikker hovedet ind og minder ham om, at tiden er ved at være gået. Så vi skal lige nå ham selv og det private. Det går hurtigt, for et liv som politikerbarn har lært ham, at hvis man inviterer pressen med til brylluppet, kommer vi også til skilsmissen. Men jo, der er en lille ny detalje udover de to delebørn på 12 og 15, som han ser hver anden, forlængede weekend. Der er nemlig kommet en ny kæreste ind i hans liv og hun hedder "privat".

Han når også at få sagt, at ja, han vil gerne være minister, at påstå andet ville være hykleri. Og at han har mange gode og nære kolleger i politik, men stadig, udover søster, ligestillingsminister Karen Ellemann-Jensen, kun én, han vil kalde sin ven, nemlig partifællen Marcus Knuth. Som han var ven med i forvejen. Det er et andet råd hjemmefra.

- Du skal ikke blive bedre venner med folk herinde, end at du kan tåle, at de en dag stikker dig i ryggen. Eller at du skal fyre dem.

Nu rykker sekretæren igen, men Ellemann skal lige sige det allersidste. Det er vigtigt.

- Jeg har store politiske ambitioner. Jeg vil noget med det. Og nu er jeg i en position, hvor jeg kan få ting på dagsordenen og være med til at dreje politikken i min retning. Men det er bundet af mine politiske snarere end af mine personlige ambitioner. Dem skal jeg nok få opfyldt, når jeg forlader politik. Lige nu ved jeg ikke, hvad det er. Men jeg skal nok finde ud af det.

- Kunne du ikke opfylde dine personlige ambitioner i politik?

- Det er bare ikke derfor, jeg her her. Ikke for at lyde frelst, men jeg er her på grund af mine politiske ambitioner.

Så går han.

Denne artikel har tidligere været publiceret 25. december 2016.