Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Værker der skævvrider hverdagen

Rose Eken er fascineret af ledninger, som hun blandt andet har brugt som motiver til grafiske tryk. »Som billede synes jeg, at man kan få utroligt meget rytme ind i ledninger,« siger hun. Foto: Flemming Krogh


Værker der skævvrider hverdagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En kærlighed til velkendte objekter er en stor del af Rose Ekens univers. Mød kunstneren bag udsmykningen på den nye Frederiksbjerg Skole, som lige nu er aktuel i en udstilling på Aros.

Sammenrullede forlængerledninger, grønne mælkekasser og en cowboyjakke på en knage - alt sammen ting og sager de fleste af os kender fra hverdagen. Og netop derfor er de interessante, mener kunstneren Rose Eken, der står bag 15 markante værker, skabt til udsmykningen af Frederiksbjerg Skole.
Svensk muserestaurant er blevet kult og tiltrækker hele verdens opmærksomhed

Tilbage i marts 2014 blev hun af Aarhus Billedkunstudvalg indstillet til at være med i konkurrencen om at udsmykke den nye skole på Ingerslev Boulevard.

»Man skulle lave en række værker, lige fra noget meget stort og gennemgribende, til noget småt og finurligt, som man måske først lagde mærke til, når man gik ud af 9. klasse,« forklarer Rose Eken, der vandt opgaven med at udsmykke den indvendige del af skolen.

»Jeg synes på mange måder, at jeg var ret selvskrevet i den forstand, at jeg arbejder i mange forskellige medier, både skulptur, keramik, miniature og broderi, maleri og grafik osv. Jeg har altid haft en ret stor spændvidde i det, jeg laver både skalamæssigt og i form af materialer,« siger Rose Eken.

Aktuel på Aros

Udsmykningen af skolen fordeler sig på fire værkserier. Der er fem værker i bronze, to i keramik, tre vægmalerier og fem miniatureværker. Samlet set er det den største udsmykning Rose Eken til dato har lavet.

Hun havde sin første soloudstilling i 2010 og har siden udstillet på en række gallerier i både ind- og udland.

Lige nu er hun aktuel i udstillingen »No Man is an Island - The Satanic Verses« på Aros, der åbnede 3. september. Det er første gang, at hun udstiller på Aros.

»Det er fantastisk at få lov til at blive vist i den skala. Det kan noget helt andet, end hvad en galleriudstilling i halvanden måned kan, fordi det kommer ud til mange flere mennesker. Og så er man jo blevet indskrevet i eftertiden,« siger Rose Eken begejstret.

De udstillede værker var en del af hendes udstilling »Tableau« med omkring 400 værker af keramik, som blev vist på det københavnske galleri V1 sidste år. Aros købte omkring halvdelen af udstillingen.

Den gule Fjällräv

At det på Frederiksbjerg Skole er skolebørn og ikke gallerigæster, der skal betragte værkerne, har den københavnske kunstner helt klart haft in mente, da hun udvalgte værkerne til skolen.

»Nogle steder har jeg måske skåret lidt af ølflaskerne og cigaretskodderne fra, og så alligevel ikke,« siger Rose Eken og griner, for de små cigaretskodder og fladmaste øldåser i keramik, objekter som hun tidligere har gjort brug af i andre udstillinger, kan også spottes på gangene på den nye skole.

»Jeg har fokuseret på hverdagsobjektet og det velkendte objekt, som omgiver os alle sammen i dagligdagen. Det er i princippet det, jeg gør allerede. Skoletasken er jo oplagt, fordi der vil være hundredevis af skoletasker her. Så jeg syntes, den var sjov at have med. Den står der og kan repræsentere barnet. Man ved ikke, hvem det er, der har ejet den eller efterladt den, eller hvad er der inden i,« siger hun om et af værkerne, en naturtro gul Fjällräven-taske i bemalet bronze, som står forladt på en af skolens bænke.

Gennem flere år har ler været et af Rose Ekens fortrukne materialer.

»For mig er det helt klart stofligheden i selve processen, som jeg elsker. Og så fascinerer det mig meget, at ler har den her spændvidde som materiale. Det er på mange måder et helt vildt dumt materiale. Det er virkelig klodset og klumpet. Der er altid noget, i hvertfald i forhold til den måde, som jeg arbejder med det på, hvor vi bliver mindet om et eller andet, som vi har lavet i 3. klasse i formning,« siger hun og griner.

»Samtidig kan det blive det fineste, tyndeste porcelæn. Så det har en klodsethed og en ynde på samme tid, som jeg gerne leger med.«

Men ler har også en skrøbelighed, derfor er flere af værkerne skabt i bemalet bronze, som er et stærkere materiale.

»Jeg har prøvet at få det til at ligne min keramik så meget som muligt, men har valgt bronze for at det kunne stå frit fremme og ikke skulle bygges ind bag glas i væggen. Det er til at røre ved, hoppe på og spille bold op ad, så det hænger sammen med skolens idé omkring det aktive og det sanselige,« forklarer den 40-årige kunstner.

Opvokset med musik

Rose Eken er født og opvokset i København og bor i dag på Vesterbro efter flere års ophold i storbyer som London, Berlin og New York.

Væggen ind til skolens audio-rum har Rose Eken udsmykket med et stort maleri af pedalboards, en af flere referencer til musikkens verden, som hun ofte gør brug af, om det så er som miniature guitarer og trommesæt fra kendte rockkoryfæer i pap, broderede setlister eller lp'er i keramik.

»Jeg er vokset op med musik. Min mor underviser operasangere, så der har altid stået en eller anden og skreget inde i stuen,« siger Rose Eken med et smil.

»Jeg gik ud af skolen som 16-årig efter 1.g og blev scenetekniker på Caféteatret. Samtidig begyndte jeg at lave lys for bands, så jeg har arbejdet meget backstage og er blevet slæbt meget backstage fra jeg var helt ung,« fortæller hun.

Rose Eken gik på Den Fri Ungdomsuddannelse og tog forskellige kunstkurser, ind til hun kom ind på Edinburgh College of Art i Skotland som 21-årig.

»Efter fire år og en bachelor tog jeg til London og gik på Royal College of Art. Jeg var meget frem og tilbage mellem Danmark og London i flere år. Efter noget tid flyttede jeg til Berlin, og senere flyttede jeg til New York. De seneste tre år har jeg boet her i Danmark,« fortæller Rose Eken, der privat danner par med den århusianske kunstner Søren Behncke, der går under navnet Papfar.

Som kunstnernavnet antyder, har han også en kærlighed til pap.

»Vi har nogle meget sjove referencer fra lang tid før, vi mødte hinanden. Vi har haft en forkærlighed for nogle af de samme materialer, men vi har gjort det på ret forskellige måder,« siger Rose Eken.

Hjemme-atelier

Som en sjov gimmick kan Søren Behnckes signatur-figur »Happy/Angry Face«, et lille, hvidt tegneserieagtigt hoved, ses i miniaturen »Kunstnerens væksted«, som gemmer sig et sted på skolen.

»Den har jeg fået lov til at lave, ellers ville jeg ikke have lavet den. Men han har selv signeret den,« siger Rose Eken og griner højt.

Rose Eken arbejder for det meste hjemme fra sin lille lejlighed på Vesterbro.

»Så sidder jeg og modellerer ude i mit køkken. Faktisk er alle de ting, jeg har lavet til skolen, modelleret her i mit køkken, som måske er fem kvadratmeter,« siger hun og fortsætter: »Der står lerting ud over det hele, så jeg bor nok mere i et atelier end i en lejlighed.«

Rose Eken får værkerne brændt ved en keramiker. Herefter fragtes de hjem i lejligheden igen, hvor hun glaserer dem og fragter dem hen til keramikeren igen til en sidste brænding.

»Der er altid noget, som går i stykker, så jeg er i gang med at prøve at finde et godt sted, hvor jeg kan lave mit eget værksted. Men jeg har altid arbejdet meget hjemme, så der er også en naturlighed i det for mig, selv om det kan godt blive lidt for besværligt nogle gange,« erkender hun.

Rose Eken modellerer typisk de velkendte objekter i størrelsesforholdet 1:1, men i forbindelse med brændingsprocessen skrumper de og bliver 10-15 procent mindre.

»Jeg gør det med vilje, så objektet ikke er helt, som det bør være. Det bliver altid lidt skævvredet og klumpet. På en eller anden måde gør den her skævvridning, at der bliver en åbning, så vi kan få lov at projektere vores egen forestilling om objektet på objektet. Det kommer til at handle mere om essensen af tingen end selve tingen,« siger hun og uddyber:

»Vi har en kollektiv forståelse af objekter, som vi kender alle sammen - mælkekassen, denimjakken eller skole- tasken - men så har vi jo også vores private fortælling eller associationsrække omkring det. Det er i virkeligheden det, jeg er interesseret i at sætte i gang. Jeg kan have en historie, der er min som udgangspunkt, eller nogle forskellige referencer som jeg sætter sammen, og så håber jeg meget, at beskueren gør fortællingen færdig eller animerer objektet på sin egen måde.«

Det må godt være sjovt

Den legende tilgang til omverden er en stor del af hendes virke som kunstner.

»Jeg synes lidt, det er et must som kunstner, at blive ved med at udfordre sig selv, eksperimentere og undersøge. Jeg synes også, at det er ok at have det sjovt, mens man gør det,« siger hun lattermildt.

»Det er også ok, at man synes, at det er sjovt at se på. Det kan også blive for selvhøjtideligt det hele, hvis man bare skal gå rundt og sige »uh« og »neej« og »næææ«. Værkerne må godt have en humor, det kan være en meget fin indgang for folk, så de ikke føler sig afvist,« siger hun og fortsætter:

»Når jeg laver ting, vil jeg gerne have, at folk ser noget umiddelbart, og så kan de måske begynde at læse en masse mere komplekse lag ind, når de har kigget på det - eller de kan lade være. Men de må gerne have en umiddelbar oplevelse. I stedet for at de måske, som nogle kunstnere arbejder med, skal læse en meget lang tekst, før de overhovedet har nogen idé om, hvad der foregår. Det er bare ikke den slags kunst jeg laver overhovedet. I den forstand har mine værker børnetække, kan man sige. Det har de altid haft, fordi der er en spejling, en genkendelse, som man kan forholde sig til.«