Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Veteranen er endelig vendt hjem


Veteranen er endelig vendt hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den hårdeste kamp for Peter Suárez Bjørndal blev ikke den han kæmpede på Balkan for 20 år siden, men den han stadig er i gang med for at få sit liv tilbage.

Våbnene har været medicin, sygemeldinger og lange rækker af psykologsamtaler. Men først da han gennemgik et mindfulnessforløb fandt han sig selv, sit liv og sin familie igen.

Lige siden soldaten Peter Suárez Bjørndal forlod Balkan i midt 90'erne, har der kørt en film for hans indre. Den handler om farer, angst og ubehagelige oplevelser. Den har i årevis fyldt det hele og blandt andet fået veteranen til at springe ind i nærmeste opgang og gemme sig, når han var ude for at gå en ellers fredelig tur i Aarhus.

Den indre film har også forhindret ham i at sidde med ryggen til vinduer eller for tæt på døre. Til at mærke efter. Til at lytte. Og til at huske.

»Jeg havde aldrig ro, orkede ikke noget og var et møgubehageligt menneske,« siger den milde og smilende mand om sig selv.

Han er så rolig og venlig, at det er svært at tro ham.

»Jeg har flyttet mig meget. Det har været en kæmpe åbenbaring for mig at møde de andre veteraner i mindfulnessforløbet og opdage, at de havde det ligesom mig. Jeg var ikke alene,« siger han om de otte uger, han har gennemgået på Center for Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitet.

»For første gang skulle vi ikke sidde og fortælle igen og igen, hvad vi har oplevet. Vi skulle i stedet tale om, hvordan vi havde det. Ingen dømte sig selv eller hinanden. Der var fuld opbakning, og vi var helt trygge,« fortsætter han, der i dag igen kan køre bil på mørke veje og sidde med ryggen til et vindue.

»Samtidig lærte vi noget så simpelt som at trække vejret, at ligge på en måtte og mærke efter. Det er jo helt utroligt, at det er så simpelt. Men det er den største succes, jeg har haft, siden jeg kom hjem,« supplerer 47-årige Peter Suárez Bjørndal.

Han kæmpede sig gennem de første 15 år ved hjælp af medicin og psykologsamtaler. Men han var aldrig rigtigt til stede. Det gik op for ham, da hans 10-årige søn en dag sagde: »Far, jeg er sulten.«

»Så tag noget mad,« svarede faren.

»Jamen, der er jo ikke noget i køleskabet,« sagde drengen opgivende.

Og da gik det op for Peter Suárez Bjørndal, at han ikke aner, hvor længe det køleskab har været tomt. Han brød sammen og kom igen i et psykologforløb og i kontakt med veterancenteret. Det hjalp, men han var stadig på konstant overarbejde.

Måske af samme grund var han og de andre veteraner temmelig skeptiske, da de mødte mindfulnessinstruktørerne, overlæge Lone Fjorback og psykolog Tua Preuss. Mændene var ikke meget for yogaøvelserne, men den millitære disciplin fornægtede sig ikke, så de gik i gang, da de - godt nok ganske frivilligt - blev bedt om det.

»Jeg kan stadig bruge vejrtrækningsøvelserne og den guidede meditation til at komme ned på jorden til alle jer andre. Tænk at man kan lægge sig ned, lytte til en stemme, trække vejret og så få fred,« siger han, der nærmest modvilligt blev skubbet ud i forsøget af sin mor, som havde læst om det i Århus Stiftstidende.

»Hende Tua viste sig at være en trylle-trold. Hun lyttede længe og sagde ikke så meget. Men det, hun bad os om, det virkede. Hende og Lone fik os voksne mænd til at gå på græs med bare tæer,« griner han.

Peter Suárez Bjørndal fik det så godt i det otte ugers mindfulness-forløb, at han valgte at smide medicinen.

»Hvor er det dejligt at være fri for. Mindfulness har hjulpet mig 1000 gange bedre. Og den eneste udgift til det var, at jeg fik fri 10 fredage for at deltage. Samfundet har sparet masser af penge,« fastslår han.

»Flere i gruppen har tabt sig og er blevet bedre til at passe deres job. Alle synes, at det var en kæmpe hjælp. Det kan kun være en god ide at tilbyde mere af det,« siger veteranen, der lige nu er kommet til en korsvej et år efter forløbet på universitetet.

»Jeg er nået et punkt, hvor det er blevet rigtig svært. Jeg overvejer at tage medicin igen, men jeg vil helst være fri. Jeg mangler noget støtte. Jeg ville ønske, at vi havde et soldaterhjem med et rum kun til mindfulness. Det skal ikke fyldes op med veteraner, der mangler et sted at bo. Det kan nemlig hurtigt ske. Jeg ved, de er mange derude, som trænger til hjælp. Og en stor del af dem vil kunne bruge mindfulness, hvis bare man får fat på dem,« mener Peter Suárez Bjørndal.

Han ønsker sig brændende, at politikerne vil støtte både veteranerne og alle andre soldater ved at give dem muligheden for at arbejde med mindfulness.

»Der er masser af tilbud om mindfulness derude, og lige nu vælter det ind fra alle sider med tilbud på vores hjemmeside, fordi pressen har skrevet om vores forløb. Men det skal være veluddannede instruktører som psykologen og overlægen fra universitetet,« mener han, der er glad for, at forsvarminister Nicolai Wammen (S) har vist interesse og besøgt projektet.

»Han var oprigtigt interesseret og sagde tak til os, fordi vi har været ude og kæmpe for Danmark. Det varmede virkelig. Nu håber jeg, at han også sender nogle penge,« ønsker soldaten.

Veteranen er også overbevist om, at det ville have været en afgørende hjælp, hvis alle soldater var blevet tilbudt den træning af sindet, som mindfulness er, inden de skulle af sted, og da de kom hjem. Ingen af dem havde lært at håndtere stress.

»Så der blev begået mange fejl. I årevis var jeg rasende på en bestemt kollega, fordi han pressede os ud i farlige situationer ved tage forkerte og dårlige beslutninger. Jeg har brugt uanede mængder af energi på at ønske, jeg kunne slå ham ihjel. I dag er jeg fuldstændig ligeglad med ham og har fokus på det, jeg kan gøre for mig selv og mine nærmeste,« forklarer Peter Suárez Bjørndal, der begyndte sin millitære karriere med noget så fredsommeligt som at være i Livgarden.

Den gang var der plads til sjov. Soldaterne lavede konkurrencer med hinanden på nattevagterne. Kunne man nå ned i Nyhavn og drikke en øl og så tilbage uden at blive opdaget? Kunne man sende sit gevær af sted som stafet rundt om slottet og få det igen uden at blive stoppet?

Det gode kammeratskab fik den unge version af Peter Suárez Bjørndal til at melde sig til det danske FN-beredskab, og da han blev sendt ud første gang, var det på et hold, hvor alle kendte hinanden og samarbejdede godt.

Det var i sammenligning med udsendelse nummer to en ren badeferie. Anden gang blev han nemlig sendt ud, fordi en anden blev sendt hjem, og den efterhånden 27-årige soldat havnede sammen med en gruppe 18-19-årige, der troede, de skulle i krig. De havde ikke forstået det fredsbevarende perspektiv.

»Det var simpelthen så svært at være i. Jeg kunne næsten ikke holde det ud og søgte selskab på køkkenholdet og blandt telegrafisterne, der ikke var krigeriske,« siger veteranen, som bliver meget tydeligt påvirket, når han tænker tilbage og har virkelig svært ved at huske årstal og faktuelle ting.

»Jeg har glemt hele min 13-årige søns barndom. Jeg kan se billeder og intet huske. Det er sgu tragisk. I dag er jeg begyndt at sige til ham: Far er syg. Det siger jeg, når jeg laver underlige ting som at stoppe brat op på gaden, fordi jeg hører lyde. Han bliver bare så ked af det,« ryster Peter Suárez Bjørndal på hovedet.

»Fra nu af skal jeg huske at huske. Trække vejret. Leve livet. Men det er ufattelig svært. Send mere mindfulness,« smiler han humoristisk med en karakteristisk ironisk distance til sig selv og det svære liv som veteran.