Det var Prins Henriks strenge far, André de Monpezat, der som den første forstod, hvilken hård modstand hans 33-årige søn med årene ville møde i det kolde, våde land højt mod nord. Det fremgår af Stéphanie Surrugues ambitiøse og særdeles læseværdige biografi, »Enegænger – portræt af en prins«, der udkommer i næste uge.
Da Henri, der netop havde takket nej til et enestående tilbud om at blive fransk ambassadør i Mongoliet, i sommeren 1966 tog hjem til familiens slot i Sydfrankrig for at fortælle, at han havde valgt at fri til en dansk prinsesse og nu ville konvertere til protestantismen, fór den gamle Monpezat i flint. Han kaldte alliancen for »en fiks idé« og meddelte Henri, at den danske offentlighed aldrig ville tolerere en franskmand i deres kongehus. Som tidligere avisejer i Indokina vidste André de Laborde de Monpezat om nogen, hvad det ville sige at være »en fremmed« og komme fra en helt anden kulturkreds. I den distancerede tiltaleform, greven foretrak at bruge over for sine mange børn, lød den klare besked til den ældste søn: »De bliver flået levende resten af Deres dage«. Profetiske ord, der også kan læses i Prins Henriks erindringsbog »Skæbne forpligter«, der udkom i 1996.
Gammeldags patriark
Prins Henriks far var den gammeldags patriark med en pisk, som de fleste i børneflokken nåede at smage i barndommen. Ikke mindst den generte, men selvbevidste, diskussionslystne Henri. Da sønnen i 1966 noget famlende redegjorde for den rolle, han skulle fylde som tronfølgerens ægtemand i et lille land, der rummede 4,8 millioner indbyggere, hvoraf kun 29.000 var udlændinge og herunder 621 franskmænd med opholds- og arbejdstilladelse, bøjede grev Monpezat sit råd i neon: »Henri, jeg råder Dem til at få klarlagt Deres position!«
Denne kæp i kærlighedens hjul nyttede dog intet over for den dybt forelskede søn, og præcis som André de Monpezat havde forudset og frygtet, blev Henri en prins med så begrænsede og diffuse beføjelser, at han i Surrugues biografi med et drilagtigt smil betegner sig selv for »Den nye Grev Danner«. Med det mener prinsgemalen, at mentaliteten i Danmark på visse områder stadig er, som den var, da Frederik VII i 1850 giftede sig med grevinde Danner:
»Selv om de var forelskede, og kong Frederik VII insisterede på at gifte sig med denne borgerlige kvinde, blev hun nægtet at blive hans dronning. Hun blev gift 'til venstre hånd', som det hed, og fik titel af grevinde. Man ville under ingen omstændigheder ligestille hende med kongen. Jeg er den nye grev Danner. Men det er jo altså min egen skyld, at jeg ikke forstod mentaliteten, da jeg ankom til Danmark i 1960'erne, hvor man gerne ville bryste sig af ligestilling i samfundet generelt, men ikke på toppen af samfundspyramiden. Det har jeg nu forstået.«
En af vore egne
Alt var dog endnu fryd og gammen i oktober 1966, hvor den eksotiske franskmand, der lignede tidens førende actionhelt, James Bond, tog danskerne og deres medier med storm. Selv Ekstra Bladet jublede ved synet af den kommende prins af Danmark:
»Lige fra det øjeblik grev Henri steg ud af SAS-flyet fra Bruxelles, har han været accepteret af den danske befolkning, for hvem han indtil fredag morgen var fuldstændig ukendt. Nu er han pludselig blevet en af vore egne.«
Noget mere kritiske var man i Frankrig, hvor sladderbladet »Minute« i en stor artikel såede tvivl om Monpezat-familiens adelige rødder, såvel som Henris reelle hensigter, og skrev, at hvad angik hans adelige titler, så var de ikke nær så overbevisende som hans karriere som forfører.
Også den 26-årige prinsesse Margrethe havde været solgt, da den seks år ældre, charmerende og scenevante karrierediplomat med åben grøn sportsvogn i London gjorde stormkur til »Margie«, og snart friede. Dog uden at være nede på knæ, fortæller Hendes Majestæt i Stéphanie Surrugues bog:
»Virkeligheden er jo sommetider banal, når den er allerbedst. Jeg var helt rundt på gulvet, jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Heldigvis, havde jeg nær sagt […] Jeg må nu tilstå, at jeg aldrig har forstået, hvordan jeg kunne sige ham noget. Altså i forhold til, hvad han i dén grad var vant til.«
BIOGRAFI
Stéphanie Surrugue: »Enegænger – Portræt af en prins«. 380 s. Illustreret. 300 s. Politikens Forlag. Udkommer tirsdag 2. september
Du kan se en demonstration af E-avisen her.
seneste kommentarer