Det er pengene som styrer alt. Dine såkaldte bedste venner og mest intime forbindelser er til fals for moneter. Hvis klejnerne byder sig til, bøjer venskabet og kærligheden af. Budskabet i Brechts klassiker ”Laser og pjalter” er krystalklart. I den co-producerede opsætning som pt. spiller på Svalegangen er den tillige tilsat en grundig gang Brechtsk Verfremdungseffekt og lige så meget Ole Sørensen'sk lune. Den sønderjyske instruktør har listet drillepindehumor ind hist og her udsatte steder, hvor menneskets grådighed får et kritisk rap over nallerne.
Spillerne skal lige i gang. De er – med den intenst spillende pianist Bent Lundgaard i midten – placeret ovenpå, nedenfor og rundt om det rå stillads, som er forestillingens scenografiske grundstamme. En rigtig typisk Gitte Kath rumløsning. Råt og slidt skal det være. Som livet i sit usminkede, ærlige udtryk. Men sindigt sniger forestillingens pausefyldte pendulfart mellem Brechts replikker og Kurt Weills sange sig ind under huden på en. Eller skal vi mere rettelig sige ind under hjerneskallen – for det her er jo et Verfremdungsspil, der ikke appellerer til psykologisk indlevelse.
Castet er fint. I ensemblespillet kan man dvæle ved Connie Tronbjergs skønne matrone af en mor til den unge Polly, der har giftet sig med byens gangsterboss, Mack the Knife. Når hun hæver sine klovnesminkede øjenbryn og slår ud med sine bildækbrede hofter slår man oplevelsesantennerne ud. Det samme sker når Mei Oulund syngende smyger sig rundt om Mack the Knifes fængselstremmer som Lucy, luderen Mack the Knife besættende gerne kravler ind under bordeldynen til. Når Henrik Ibsen finder den dybe bas frem som Pollys far, tiggerkongen Hr. Peachum. Når Marius Bjerre Hansen med klar røst træder ud af rollen som en i gangsterbossens slæng og agerer historiens fortællerstemme. Når Robert Parr giver den som den korrupte politichef Tiger Brown. Når Henrik Steen Larsen lader sig bestikke som fængselsvogter. Når Marie Vestergård Jacobsen som Polly synger Weill på trappetrinnene. Og når Klaus Andersen som Mack the Knife løfter sine kriminelle bryn og svinger sin våbenfyldte stok.
Der er mange små Brechtsk fiktions-demonstrative detaljer i opsætningen. Og der er virkningsfulde enkle sceneløsninger, fx muliggjort af Gitte Kaths to mobile trapper, der vakst kan danne fængsel og gangbro.
Med replikker som ”Når man har de fornødne penge, så bliver enden gerne god” og ”Dem i lyset ser man let, mens de andre ikke ses” klinger forestillingen ud i en anden akt, som med en fin rytmik og masser pointefyldte handlingsoptrin knytter fint an til første akts indledningsreplikker om magtens blodighed og det at menneskene gøres følelsesløse, og som får første akts lidt tunge trav til at fortone sig i glemslen.
Om stykket er farligt nok i forhold til en fremvisning af den menneskelige utilstrækkelighed og af vor tids magtspil og den raffinerede, ofte gedulgte pengegriskhed? Jo, jeg synes det kommer fint frem. Især i anden akt, hvor alt det spillet har vist fortættes i stroferne ”Hvad lever mennesket af? Forbrydelse det lever mennesket af”.
seneste kommentarer