Hun er ung, velplejet, velklædt og velformuleret. Hun er godt selskab. Har let til latter, udtalt humoristisk sans og ironisk distance til sig selv og sin mani denne dag, hvor hun er mødt op på Stiften for at fortælle sin historie.
Men det er egentlig ikke en særlig sjov fortælling. Den handler om mobning i skoletiden, masser af løgne, svigt, bedrageri, stor gæld, separation, selvmordstanker og psykisk kaos. Men det er dejligt befriende, at Anne ikke kryber langs panelerne, når hun fortæller om alle de håbløse ting, hun har gjort.
Hun er afklaret med sit narkotiske forhold til indkøb og har i dag sjældent mere end 50 kroner i lommen. Til gengæld har hun ro i hovedet og vil gerne forklare os, hvordan det er at være shopaholic:
»Jeg reparerede ubehagelige følelser med indkøb. Men det virkede kun nogle ganske få minutter, for jeg var sjældent glad for det, jeg havde købt. Suset var, når pengene røg over disken, og varen var min. Men det var dampet af, før jeg nåede hjem,« forklarer Anne.
»Du kender sikkert selv tilfredsheden, når du har gjort et godt kup. Gang den med en million. Sådan føles det for mig, når jeg køber noget – også selv om det ikke er et kup, en god handel eller noget, jeg har ønsket mig længe,« uddyber Anne.
Mobbet i skolen
Anne er blevet mobbet i hele sin skolegang uden egentlig at fortælle det til nogen. Hun var en stille, usikker pige, der bare trak sig. Suset fra et køb fik problemerne til at forsvinde – en kort stund. Købemanien tog til i takt med, at hun blev ældre.
»Som teenager bestilte jeg tøj i udlandet for 12.000 kroner. Pakken var godt nok stor, da den kom, og min mor undrede sig. Jeg løj for hende, men hun vidste godt, at noget var galt. Mit værelse bugnede af tøj og dullegrej. Det væltede ud af skabet. Der var fyldt op under sengen.«
Når Anne kom hjem med indkøb i poser, gemte hun dem udenfor under vinduet til sit værelse. Så kunne hun i diskretion hente dem ind gennem vinduet uden nogen så det.
Betinget dom
Helt galt gik det første gang, da Anne havde et job i en butik ved siden af sine HF-studier. På det tidspunkt var hendes købemani taget voldsomt til, og hun stjal af kassen for at finansiere sit misbrug.
Det blev naturligvis opdaget, og Anne fik som 18-årig en betinget dom.
»Jeg ramte jorden for alvor, da jeg stod i retten. Det var et wake up call som fik mig på rette bane – i en periode.«
Med et godt job og lækker lejlighed var den charmerende pige igen klar til at leve livet. Først på billige pastaretter, så lønnen kunne bruges på tøj og på at gå i byen. Siden blev hun selvstændig i skønhedsbranchen, og så var den gal igen. Denne gang tog hun af sin egen kasse og måtte lukke sin virksomhed med en gæld på små 200.000 kroner.
»Jeg købte sko for omsætningen og kunne slet ikke styre det,« husker hun.
Denne gang blev hun reddet af sin nye kæreste, som hun flyttede sammen med. Hun solgte sin lejlighed og kunne lige dække tabet. Kæresten accepterede, at hun gik ind i forholdet og deres fælles hjem uden en øre på lommen.
Nemme kreditkort
Anne begyndte et nyt liv – troede hun. Men heller ikke en sød kæreste kunne holde hende fra shoppe-suset. Hun handlede meget på nettet og skaffede sig nemt kreditkort, afbetalingsordninger og hurtige lån. En gang imellem brændte det sammen for hende – og så var kæresten redningsmanden.
»Jeg har flere gange brændt et acceptcard på 20.000 kroner af på tre dage.«
»De første gange troede han jo, det virkelig var et uheld. Men efterhånden blev han fortvivlet over det. Talte med store bogstaver. Jeg lovede bod og bedring hver gang. Jeg blev ulykkelig, men jeg kunne stadig ikke indse, at det var noget helt galt. Jeg skulle helt ned og ramme bunden hårdt, før jeg kunne gøre noget ved det. Det er da utrolig, at jeg skulle så langt ud,« undrer hun sig i dag.
Blev mor
På mange måder havde Anne et velfungerende liv. Hun blev gift, og for tre år siden fik hun en søn. Men købemanien fyldte mere og mere. Manden sagde stop, og Anne blev alenemor.
»Da jeg kom til at bo alene, gik det helt galt. Det væltede ind ad døren med pakker – ting jeg købte på nettet. Jeg betalte ikke husleje eller el. Jeg shoppede ikke bare i fritiden, men også i løbet af arbejdsdagen. Jeg kunne nemt bruge 5000 kroner i min frokostpause.«
Anne begyndte at misbruge sin fraseparerede mands navn, når hun handlede. Hun optog lån, hun ikke betalte og måtte i et tilfælde på kommunen for at få hjælp, da elselskabet tog strømmen. Det skete tre-fire gange.
»Jeg havde min søn at tage vare på. Han var hos mig ni ud af 14 dage, så selvfølgelig skulle der være lys i vores hjem. Jeg snoede mig ud af de pinlige situationer. Og selv om jeg ikke kunne lide dem, blev jeg bare ved med at købe ind for penge, jeg ikke havde. Jeg traf de mærkeligste beslutninger.«
Trods kaos i Annes hoved og økonomi formåede hun at være en god mor og en god medarbejder på den arbejdsplads, hvor hun stadig er.
»De to ting betød meget for mig. Jeg er lykkelig over, at jeg i det mindste kunne holde hovedet klart i forhold til dem.«
Shoppede sig næsten ihjel
Annes hoved var ellers hele tiden fuldt af købekaos. Hun kunne godt sidde i et selskab og være fraværende, fordi hun tænkte på sin næste handel. Mange af veninderne var også glade for at shoppe, og så derfor ikke omfanget af problemet.
Annes familie derimod mente, hun havde brug for hjælp, men vidste ikke, hvor den fandtes. Hendes mor ringede på et tidspunkt til Ringgården på Fyn, et behandlingssted for ludomaner, men det var for år tilbage, før ordet købemani var opfundet, så heller ikke det hjalp. Hen over årene overtalte moderen Anne et par gange til at gå til psykolog. Det hjalp ikke, for ingen af dem så, hvad problemet egentlig er.
»Sidste år begyndte medierne at skrive om shopaholics, og min familie pressede mig hårdt til at gå i behandling. Men først da jeg sad ensom i en mørk lejlighed, jeg snart måtte flytte fra, fordi jeg ikke havde betalt husleje, var jeg klar. Jeg overvejede faktisk selvmord, fordi jeg ikke kunne se nogen vej frem.«
Når det ringede på døren, var det ofte fogeden, der stod udenfor. Anne havde sagt sin lejlighed op for at undgå at blive smidt ud. Hun vidste ikke, hvor hun skulle bo. Hun havde en gæld på 300.000 kroner og havde i den grad løjet og bedraget alt og alle – ikke mindst sin fraseparerede mand. Hun havde næsten shoppet sig selv ihjel.
Hun greb telefonen og ringede til Århus Behandlingscenter.
»Det var en kæmpe lettelse. Søren (Søren Skensved, behandler, red.) forstod alt, jeg sagde, og han fordømte mig ikke. Det er dejligt at møde andre i samme situation, og det er især godt, at min familie og min mand, som jeg igen bor sammen med, får familiebehandling.«
seneste kommentarer