Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Hvor længe skal mishandlingen af dødssyge mennesker fortsætte?


Hvor længe skal mishandlingen af dødssyge mennesker fortsætte?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag. og forfatter, Aarhus N
Billede
Kronik. 

Det er blevet alt for svært for syge og invalide mennesker at opnå førtidspension, og forvaltningen af reformlovgivningen om ressourceforløb og førtidspension ligner efterhånden mange steder tortur. Mange parter har et medansvar herfor - og et ansvar for at stoppe mishandlingen.

Reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012 lever nu på femte år. Undertegnede og andre kritikere har beskrevet, hvordan den har gjort det næsten umuligt for selv meget syge mennesker med svære og invaliderende funktionsnedsættelser at opnå førtidspension. Antallet af ny-tilkendelser af førtidspension faldt fra godt 15.000 i 2012 til omkring 6.000 årligt fra 2013 og frem. Og det var en helt bevidst plan fra partierne bag loven (S, R, SF, V, K og LA).

Forvaltningen af lovgivningen om ressourceforløb og førtidspension ligner efterhånden mange steder ren tortur. Det er dødsens alvor. Men ingen af magthaverne vil indrømme, at de har svigtet deres ansvar over borgerne. Alle vasker deres hænder og henviser til, at det er de andre parters ansvar. Ingen griber ind.

TV2 Lorry fortalte den 2. juni 2017 om Vladimira Kristensen fra Københavns Kommune.

Hun er 62 år, har tidligere brækket ryggen i en arbejdsskade, har leddegigt så hun næsten ikke kan gå, har tarmsygdommen Morbus Chrohn, er opereret for lungecancer, er så svækket, at hun ikke kan tåle kemo, og lider af angst og hukommelsesbesvær. Hun har allerede været i kontanthjælpssystemet i 20 år og beskrives af Klinisk Funktion som kronisk medtaget. Man kan ikke, efter at have set tv-indslaget, være i tvivl om, at hun er dødssyg og for længst burde have fået førtidspension.

Men det har Københavns Kommune afvist at give hende. De vil i stedet sende hende ud i et længerevarende ressourceforløb og ignorerer fuldstændigt advarslerne fra Klinisk Funktion.

Vi har set masser af eksempler på vederstyggelig forvaltning af lovgivningens paragraffer om førtidspension og ressourceforløb.

Kommunens beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) forklarer, at det er lovgivningen, der tvinger dem til denne afgørelse. Man skal ifølge loven være terminalpatient for at opnå ret til førtidspension, understreger hun.

Men det er ulovligt kun at tilkende førtidspension til terminalpatienter. Det er ikke formålet med ressourceforløb at dokumentere manglende mulighed for at udvikle arbejdsevnen på en borger, hvor sygdom og invaliditet er så åbenlyst fremskreden. I øvrigt er kvinden jo faktisk terminalpatient, så hvorfor har kommunen så ikke tilkendt hende førtidspension med henvisning til deres egne rigide regler? Allerslevs henvisning til loven er altså blot et skalkeskjul for at spare kommunale udgifter til førtidspension.

En lignende mishandling finder sted i mange andre kommuner. Hvordan og hvorfor er det kommet så vidt, at det er blevet almindelig praksis at mishandle syge borgere?

Mange bærer et ansvar eller medansvar for, at mishandlingen af syge mennesker er kommet så vidt. De har også et særligt stort ansvar for at ændre kursen, så denne systemiske mishandling kan blive stoppet snart.

Det var reformens politiske formål, at den skulle spare samfundet for 1,9 mia. kr. i årlige udgifter fra 2020 og fra 2032 give statskassen en besparelse på 3,5 mia. kr. årligt. Det og en refusionsreform betyder, at kommunerne presses ganske hårdt økonomisk på forvaltningen. Derfor er forligskredsen og alle regeringerne siden 2012 medansvarlige for den mishandling, som sker med baggrund i manglende økonomisk råderum!

Den daværende SRSF-regering byggede blandt andet reformens ressourceforløb på tankegangen fra det fejlslagne forskningsprojekt Tilbage Til Arbejdet (TTA), som handlede om en "tidlig, tværfaglig og helhedsorienteret indsats". Men socialretsjournalist Jesper Tynell kunne allerede inden vedtagelsen dokumentere i P1 Orientering, at daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) slet ikke ville gøre ressourceforløbet til en tidlig indsats. Hun ville derimod gøre det til en indsats på et tidspunkt, hvor alt allerede var afprøvet - altså en absurditet.

I reformlovgivningen er den generelle regel, at syge borgere skal gennemføre et ressourceforløb, inden de kan tilkendes førtidspension. Men de kan undtages fra denne og tilkendes førtidspension uden ressourceforløb, "... hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres", eller hvis det "... er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle ... arbejdsevne." Lovgivningen præciserer dog ikke, hvornår og for hvem noget skal være "åbenbart" eller "åbenbart formålsløst", og hvordan det faktisk ser ud.

Ressourceforløbet har ifølge lovgivningen aldrig skullet tjene til at tilvejebringe dokumentation for manglende arbejdsevne, men alene til at udvikle arbejdsevnen. Men loven er skrevet så upræcist, at mange kommuner alligevel har fortolket den sådan.

Dette til trods har forligskredsen fastholdt, at loven i det store hele er god, og at deres intentioner med den var såre gode. Der er blot behov for bittesmå justeringer af retningslinjerne for ressourceforløb, siger de.

Vi har set masser af eksempler på vederstyggelig forvaltning af lovgivningens paragraffer om førtidspension og ressourceforløb; forvaltning, hvor kommuner har trumfet sociale og helbredsmæssige hensyn og presset mennesker helt ud over kanten med ressourceforløb.

Ofte har disse kommuner handlet således på trods af tunge lægeattester og lægelige advarsler om, at det er direkte sundhedsskadeligt, kontraindiceret, nedbrydende og traumatiserende for patienterne; ja, nogle gange endda trods lægelige advarsler om, at det er livsfarligt, eller trods udsagn fra borgerne selv om, de overvejer at suicidere. Ressourceforløbet er altså heller ikke blevet en tværfaglig og helhedsorienteret indsats.

Mindst 66 personer er afgået ved døden under ressourceforløb siden reformens ikrafttrædelse i 2013. Det er omsorgssvigt, mishandling og tortur, at så alvorligt syge mennesker skal bruge deres sidste tid i livet på den slags ydmygelser, og det er forfærdeligt at være vidne til. Professor i socialret Kirsten Ketscher har advaret om, at der med ressourceforløbene er "åbnet for at pine og plage den sygdomsramte borger i årevis", og at dén praksis er på kollisionskurs med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod nedværdigende og ydmygende behandling (Altinget.dk 28. januar 2016). Institut for Menneskerettigheder har også påtalt mishandlingen i deres status over menneskerettighedssituationen i 2015-2016.

Det har således ikke skortet på eksempler på og kritik af umenneskelig behandling.

Ankestyrelsen har gentagne gange støttet kommuner, der har afvist at tilkende selv dødssyge borgere førtidspension, men sendt dem i ressourceforløb. Den har ovenikøbet indskærpet i en praksisundersøgelse fra 2015 om førtidspension, at den mener, at mange kommuner er for lempelige i deres tilkendelsespraksis.

Desuden skal vi huske, at Ankestyrelsen siden juli 2013 har været eneste klage- og ankeinstans for borgerne. Når den så samtidig manifesterer så hård en linje, så forekommer retssystemet at være beklikket og politiseret. Det sår tvivl om, hvorvidt Ankestyrelsen reelt agerer som dømmende eller lovgivende magt.

Mange bærer et ansvar eller medansvar for, at mishandlingen af syge mennesker er kommet så vidt. De har også et særligt stort ansvar for at ændre kursen, så denne systemiske mishandling kan blive stoppet snart:

LOVGIVERNE har ansvaret for at give kommunerne økonomi nok til, at de mest syge borgere fremadrettet får en førtidspension uden at skulle bruge fem, 10 eller 20 år på at opnå den. Derudover har de ansvaret for at ændre lovgivningen om førtidspension, fleksjob og ressourceforløb.

De bør:

  • Præcisere, hvad der kendetegner "åbenbare" sager.
  • Sætte en klar grænse for, hvor længe en borger må holdes i det kommunale hamsterhjuls venteposition, inden kommunen skal træffe afgørelse om at tilkende førtidspension, fleksjob eller anden indsats.
  • Fastslå, at det ikke må være lovligt at sende en borger på kontanthjælp eller selvforsørgelse efter et afsluttet ressourceforløb, sådan som det sker i dag.
  • Indskrive, at kommunerne skal respektere og prioritere borgernes helbredsoplysninger og lægeerklæringer i sagsbehandlingen, og at de ikke har ret til at overrule speciallægeattester. Det inkluderer et opgør med lægekonsulenterne.
  • Jeg mener på den baggrund også, at de bør afskaffe ressourceforløbene.
  • Og de bør give ret til førtidspension ved en arbejdsevne på op til 10 timer. Det er et alt for stort pres for personer med marginal funktionsevne at skulle tvinges ud i ressourceforløb eller små fleksjob.

De har også indirekte et ansvar for at sikre, at retten sker fyldest. Blandt andet ved at tilstræbe tydelig og præcis lovgivning. Derudover bør de lovgive om, at man skal kunne retsforfølge kommuner for krænkelse af retssikkerheden, og myndighedspersoner skal straffes for at udsætte borgere for psykisk eller fysisk mishandling og skade deres helbred. Der findes ganske vist allerede nogle paragraffer derom i Straffeloven, men politiet tager ikke anmeldelser af denne karakter alvorligt. Den praksis skal lovgiverne sørge for at henstille til at få ændret.

KOMMUNERNE har ansvaret for at følge loven, men også for at udvise professionel faglig kompetence med saglig, etisk og empatisk adfærd over for borgerne. De skal respektere lægeattester og væk fra tendensen med at prioritere kommunens økonomiske interesser over fagligheden og retten.

ANKESTYRELSEN har ansvaret for at lempe forvaltningspraksissen, lovfortolkningen og klagesystemet til en mere human linje. Der skal være vandtætte skotter mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt, og derfor skal Ankestyrelsen sørge for ikke at gå et politisk-økonomisk ærinde, men holde sig til at være dømmende magt.

Det kan kun gå for langsomt med at få stoppet denne mishandling!