Anmeldelse

Efter tre års album­tørke er Spleen United klar med opfølgeren til »Neanderthal«. Og akkurat som på forgængeren bryder bandet igen sin egen succesformel. Der er efterhånden langt fra gruppens mascara-dryppende Joy Division-sortsyn på »Godspeed into the Mainstream« til de opløftende og voldsamplede clubbing-røvrystere, der er at finde på dette tredje opus. På »School of Euphoria« har de håndspillede rockelementer måttet vige pladsen for en betragteligt udvidet maskinpark, og der er i den grad blevet nørdet igennem ved synthesizerne.

Spleen har dog ingenlunde sluppet slutfirserne som dominerende inspirationskilde; med repetitative samples og twistede big beat/techno-eksperimenter giver Bjarke Niemann og hans weltschmertz-kumpaner et vellydende bud på melodisk acid house anno 2012. Det klæder desuden femkløveret at droppe den allestedsnærværende flirt med musikhistoriens vel nok værste parantes: Eurodance.

Og så byder »School of Euphoria« på et virkelig spøjst vokalsamarbejde med Gitte Nielsen (Jep, den berygtede, tidligere fru Stallone), der slipper overraskende fornemt fra nummeret »Misery«. Et andet højdepunkt er »Loebner«, der åbner med hooket fra The Flaming Lips’ »Do You Realize« og budskabet om, at alle, vi kender, engang skal dø. Pointen får lov at ebbe ud i 4 minutters øregangsvoldtagende trance. Tilpas beskidt - man skulle jo nødig få den tanke, at verden er rosenrød.

Udkommer 30. januar (Copenhagen Records)