Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Historie. Onkel Ludvig blev soldat to gange


Historie. Onkel Ludvig blev soldat to gange

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Ove Pedersen, forfatter, foredragsholder og pensioneret lærer, Visbjerg Hegn 230, Mårslet
Billede
Debat. 
Han fandt soldatertjenesten som spild af tid, når man alligevel ikke tog det danske militærs nødvendighed alvorligt. Rigsdagen havde nemlig nedsat værnepligtstiden til et minimum, og man ville nedlægge Københavns befæstning.

Onkel Ludvig blev født i Thisted i 1887 som tredje barn i en børneflok på otte. Han var foretagsom og eventyrlysten og syntes ikke, at den lille købstad med ca. 6000 indbyggere kunne give ham den fremtid, han ønskede. Derfor rejste han som ung til Odense, hvor han fik arbejde på Thomas B. Triges fabrik. Her lærte han forskelligt, som han mente kunne være nyttigt fremover.

Jobbet blev afbrudt af den værnepligtsordning, som dengang gjaldt alle raske, unge danske mænd. Han kom til at ligge som soldat på Bådsmands Strædes Kaserne på Christianshavn - det, der nu er blevet til fristaden Christiania.

Opholdet blev ikke efter hans opskrift. Han fandt soldatertjenesten som spild af tid, når man alligevel ikke tog det danske militærs nødvendighed alvorligt. Rigsdagen havde nemlig nedsat værnepligtstiden til et minimum, og man ville nedlægge Københavns befæstning. Det stemte efter hans overbevisning ikke med den fare, som den tyske stat i syd udgjorde. Sønderjylland tilhørte jo stadig fjenden efter nederlaget i 1864, og den danske forsvarsvilje forekom ham at være en farce.

Forholdene som soldat var sådan, at man lønnedes med 85 øre om dagen, fik et rugbrød hver femte dag og ellers selv skulle klare den fornødne madforsyning. Ville den danske rigsdag ikke tjene det danske folks sag, måtte man tage skæbnen i sin egen hold. Han og en anden værnepligtig fra Thy lagde derfor planer for en bedre fremtid.

I et brev hjem til sin mor skrev han, at hun ikke skulle blive bange, hvis hun ikke fik brev fra han i længere tid. Men dette forsøg på at berolige hende gjorde hende bange, for det måtte vel betyde et eller andet alvorligt, når han ikke gav nogen begrundelse for årsagen dertil.

Lang tid gik uden at Ludvig sendte brev, da bankede det en dag på døren. Ind kom to uniformerede betjente, som bad om at tale med hendes søn Ludvig.

- Han er ikke hjemme. Han er soldat i København, sagde hun.

- Er De sikker på det?

- Ja.

- Hvornår har De sidst set ham?

- Det er længe siden. Der er vel ikke sket noget med ham?

- Det ved vi ikke. Han og en kammerat er ikke på kasernen. Ved De, hvor han befinder sig?

- Nej, det har jeg jo sagt.

- Vi bliver nødt til at undersøge Deres lejlighed.

Betjentene gik alle rum efter og sagde, inden de gik: "Hvis han skulle dukke op, skal De melde det på politistationen. Han er deserteret, og det er strafbart."

I flere uger var min bedstemor og hendes øvrige børn urolige for, hvad det kunne være sket. Men så kom der brev fra USA, hvori stod, at Ludvig sammen med kammeraten Villiam Madsen var rejst til Oslo og havde taget med en amerikadamper til New York, hvor de nu befandt sig. Senere kom han til Chicago, hvor han fik arbejde på Pullmans fabrik, hvor de lavede togvogne af alle slags - luksus-, sove-, spise-, og salonvogne. Pullman var død, men fabrikken levede stadig. Han havde ladet bygge en hel bydel, hvor hans arbejdere kunne få en lejlighed, og det fik Ludvig også.

I Europa trak mørke skyer op. Den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand blev skudt af en ung serber i Sarajevo. Den østrigske regering benyttede lejligheden til at gøre Serbien ansvarlig for mordet og stillede et ultimatum, som skulle besvares inden 48 timer. Kravene var uantagelige, og Serbien søgte derfor støtte hos Rusland. England og Frankrig forsøgte at afværge en krig, men det lykkedes ikke. Tyskland støttede Østrig-Ungarn og erklærede Serbien og Rusland krig. Tyskland og Østrig-Ungarn havde mobiliseret og stod klar til krig, mens de andre lande var uforberedte.

De tyske tropper invaderede Belgien for at komme ind i Frankrig. Det fik England til at gå med mod Tyskland, så i august 1914 var syv lande indblandet i krigen. Rusland regnedes af Tyskland for et let bytte og satte derfor den største styrke mod Frankrig, men kampene udviklede sig til en skyttegravskrig.

Til søs kæmpede den engelske flåde mod tyske undervandsbåde, som forsøgte at forhindre transport af forsyninger til England, og i maj 1915 sænkede den tyske ubåd U20 passagerskibet Lusitania syd for Irland. 1200 mennesker druknede, hvilket fremkaldte stor vrede i USA, da mange af de druknede var amerikanere.

I 1917 trådte USA ind i krigen mod tyskerne, og her meldte Ludvig sig som frivillig til den amerikanske hær, selv om han var fyldt 30 år. Han har følt, at Tyskland også var Danmarks fjende, og i 1918 blev han sendt til Frankrig, hvor han indgik i US Armys 128. Engeneer Company B. Han blev såret, kom på lazaret og senere på rekreation i Sydfrankrig. Jeg har arvet et postkort med billede fra Pyrenæerne, som han sendte til sin søster Harriet 17. februar 1919, altså efter at krigen var slut.

Inden Ludvig tog tilbage til Chicago igen, fik han lejlighed til at rejse til Danmark og hilse på sin mor og søskende i sin fødeby Thisted. Nu viste det sig, at nogle af den lille købstads beboere virkelig var smålige. Det var ikke gået i glemmebogen, at han i sin tid deserterede, og en dag bankede det på døren hos hans mor, og et par uniformerede betjente forlangte, at Ludvig fulgte med til politistationen, fordi han var deserteret fra dansk militærtjeneste.

Ludvig fulgte med og blev sendt ind til politimesteren. Hvordan den nøjagtige samtale lød, ved jeg ikke, men Ludvig fik sagt sin mening om det danske militær og fol fortalt, at han havde været med i krigen mod Tyskland og nu var amerikansk statsborger. Jeg tror, at politimesteren har været enig med ham i meget og måske ment, at han i stedet for straf fortjente en medalje. Afhøringen endte med, at sagen blev erklæret for forældet, og at han i øvrigt som amerikansk statsborger ikke kunne straffes.

Efter Anden Verdenskrig besøgte onkel Ludvig mange gange Danmark, og da traf jeg ham og tante Helen, en svensk-amerikansk pige han var blevet gift med. Han var en venlig mand, men han fortalte aldrig noget om sin deltagelse i krigen. Den side af sagen var et lukket kapitel.