Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Hvem har monopol på sundhed?

Foto: Martin Ballund
Foto: Martin Ballund

Hvem har monopol på sundhed?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sandheden om folks sundhed ligger ikke længere kun hos myndighederne, og mange tillægger ikke deres råd den store værdi.

Da jeg for mange år siden arbejde som pædagogmedhjælper hørte jeg meget ofte udtrykket: »Jeg kan mærke i maven, at...« Og så var det naturligvis efterfulgt af en eller anden følelse. Det har jeg (kærligt) grint meget af siden. Og på det seneste har jeg tænkt mere end ellers på det.

Debatten om det postfaktuelle samfund er nemlig allevegne for tiden, og den er dagligt æresgæst i alle tænkelige medier. Den lærer os, at det nu er oplevelser, mavefornemmelser, værdier, følelser og fornemmelser, der tæller. Bænkevarmerne er fakta og evidens. Vi stiller spørgsmål, indtil vi får det svar, vi gerne vil have. Og vi vælger selv sandheden. Vel og mærke den sandhed, der passer bedst til os selv. Lige nu.

Vi ser stigende mistillid og angreb på læger, forskere og andre autoriteter og eksperter. Deres faglighed anfægtes, og det samme gør uvildigheden. Tilliden til journalister og politikerne har nået bundniveauet, og selv ikke de mest indiskutable fakta kan blive emne for offentlig diskussion.
»Min mavefornemmelse siger mig...« eller »Jeg har bare en følelse af...« er ikke længere forkætrede input til en kvalificeret debat. De er respekterede replikker, der ses som seriøse bidrag til debatten.

På den ene side er jeg meget begejstret for, at magtelitens kommunikative enevælde er forbi. Det har blandt andet de sociale medier bidraget positivt til ved, at alle har mulighed for at komme til orde. Det er ikke længere en lille, sluttet og bedrevidende flok, der definerer retningen og sandheden og har monopol på taletid. Det monopolbrud er fantastisk, og det er både med til at nuancere, kvalificere, holde i ørerne og provokere.

Men det er samtidig en kæmpe svaghed. Jeg bliver en smule bange for den mængde af vrøvl, der flyder i det plumrede kølvandet af den postfaktuelle sejler. Jeg er uendeligt træf af den platte, uforskammede og ubegavede tone, der kan være, når kujoner sidder og gemmer sig bag det fedtede tastatur.
Og jeg bliver tung i hovedet ved postulatet om, at »min mening kan være lige så god som din«, når vi nu alle ved, at der ikke altid er lige meget belæg bag en påstand.

Ikke mindst sundhedsvidenskaben er udfordret af denne strømning. Her er der hård kæmp om at blive den, der lyttes til. Og Sundhedsstyrelsen kan sukke længselsfuldt efter de dage, hvor et råd fra dem fik en hel nation til at sige tak og råbe »kostpyramide« i kor.
Men sandheden om folks sundhed ligger ikke længere kun hos myndighederne, og mange tillægger ikke deres råd den store værdi. De er blot én ud af mange, der har et bud på, hvad der kunne være sundt. Og så gælder det ellers bare om at finde noget, der giver mening for en selv.

Min bedste overbevisning er, at eksperterne selv bærer en del af ansvaret. Deres forskning er svær at gennemskue, og den formidles alt for komplekst. Og hvordan vurderer man, om undersøgelsen og kilden er troværdig?
Samtidig er der for stor uenighed. Vi kender alle frustrationerne, når vi den ene dag læser, at rødvin og mørk chokolade er sundt for så at læse det stik modsatte kort tid efter. Her havde det nok været bedre at holde mellemregningerne for sig selv og kun gå ud med grundigt undersøgte og valide resultater.

Samlet set bliver det for svært at navigere i for forbrugerne, der render forvirrede rundt og mangler noget at læne sig op ad. Der er for mange eksperter - også selvbestaltede - om buddet. Og set ud fra det perspektiv kan det ikke undre, at flere og flere stiller spørgsmålstegn ved, om der nu også kun findes én sandhed om sundhed.