Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kronik. En god historie om 'samskabelse'


Kronik. En god historie om 'samskabelse'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Inge Marie Skaarup, socialrådgiver/sociolog/medlem af Red Barnets Aarhusafdeling
Billede
Debat. 

'Samskabelse' - det er fremtidens socialpolitik, også i Aarhus. Sådan lyder det på samtlige møder omkring udvikling af velfærdspolitik.

Udgifter på velfærds-og sundhedsområder vokser og vokser. Opgaverne skal fordeles på en anden måde. Der skal samarbejdes og samskabes. Alt andet er skruen uden ende, økonomisk set. Vi kan ikke overlade samfundsudvikling, velfærdsudvikling til stat og kommune, lyder det fra alle sider. Det er den økonomiske side af sagen, og den vejer tungt.

Den anden er, at der ligger masser af muligheder og ressourcer i øvrigt, som blot venter på at blive brugt i samarbejdet mellem det offentlige og det civile samfund.

Det civile samfund, det vil sige de frivillige kræfter, har altid været i gang, også i samarbejde med det offentlige. Det kan nogle gange gå godt, og nogle gange stritter indsatserne i alle retninger. Det sidste sker som regel, fordi man netop ikke samarbejder, og fordi man ikke  forstår de andres præmisser for arbejde og for samarbejdet. De kan noget forskelligt.

Mit udgangspunkt er, at de begge er nødvendige. Det offentlige skal sikre, at den retslige ramme for bistand til den enkelte håndhæves. Det er det, vi har en velfærdsstat og offentligt ansatte til at tage sig af.

Så er der alt det udenom det offentlige, os alle sammen, det civile samfund. Med masser af frivillige, dvs. ulønnede, som også udfører mange velfærdsopgaver, som ligger uden for det offentliges domæne. Det, der kendetegner det civile samfund, er det ustyrlige og det anarkistiske, hvor alt kan ske. I modsætning til det offentlige, der er styret af regler og love og med ansatte til at føre dem ud i livet.

Historien om vor velfærdsstats udvikling er historien om frivillige ildsjæle, der af indignation og lyst til at hjælpe, sørgede for basale ting som tag over hovedet, mad og tøj til fattige, syge og handicappede. Mange af de opgaver, vi i dag ser varetaget af det offentlige.

Frivillig og offentlig indsats har således altid opereret i samme felt. Nogle gange i konkurrence, nogle gange i tæt samarbejde. Der er aktuelt et udtalt politisk ønske om det sidste. Budskabet modtages med både iver og skepsis. De frivillige kan være nervøse for, at ideer, visioner, det frie initiativ, det rummelige, med den personlige tilgang som udgangspunkt, drukner i regler og bureaukrati, når der skal samskabes med det offentlige. Og modsat frygter offentlige ansatte, hvad der kan ske med retssikkerhed og effektivitet, og professionel viden, når frivillige kræfter slippes løs. Det tales og skrives der meget om. Men hvad med handling?

Det giver mig lyst til at berette om et konkret projekt, jeg netop har deltage i, hvor samarbejdet lykkedes.

Det drejer sig om en sommerskole for flygtninge på Frederiksbjerg skole i Aarhus en uge i juli. Baggrunden var en folketingsbeslutning fra sommeren 2015 om, at flygtninge på integrationsydelse kommet til Danmark efter 1.9. 2015, ikke har ret til ferie. Advarende røster var fremme om, at reglen ikke var fremmende for integration. Men flygtninge- og integrationsminister Inger Støjberg holdt fast. Flygtninge skulle i arbejde og ikke holde ferie. 

I Aarhus Kommune indledte man i foråret 2017 overvejelser om, hvordan man kunne koble krav til beskæftigelse med aktivitetstilbud til familien. Så man både overholdt lovgivningen til punkt og prikke og samtidig demonstrerede, hvorledes man ved inddragelse af frivillige kunne sikre flygtningefamilierne tid sammen i ferietiden.

Resultatet blev sommerskolen, hvor 20 flygtningefamilier, i alt 70 personer, fik en forrygende uge. Samtlige evalueringer var nærmest overstrømmende glade, citat: "Vi har leget med vore børn, vi har talt med dem og med andre, vi og de har fået nye bekendte, vi har danset og sunget, og spist, og mødt en masse søde frivillige. Vi har talt med jobkonsulenter, der vil hjælpe os med at komme i arbejde. Vi har glædet os til hver dag, i stedet for at sidde derhjemme. Bare det kunne være sådan hver uge, og vi kunne komme af sted til noget som det her."

Familier oplevede, at pligter og aktiviteter gik op i en højere enhed. Det skal understreges, at der ikke blev gået på kompromis med så meget som en tøddel af den lovgivning, flygtningene er underlagt. Med fremmødepligt hver dag, deltagelse i sprogundervisning (med tolk), deltagelse i møder med jobkonsulenter og virksomhedsrådgivere og socialrådgivere fra forvaltningens familieafdeling.

Alt imens sørgede Red Barnets ansatte og 30 frivillige for aktiviteter til børnene. Lige så snart forældrene havde fri, var de en del af madlavning og de helt almindelige sommerferieaktiviteter i skoven, ved stranden, i køkken, på legeplads, ved tegnebord og i læsehjørne. Der var musik og folkedanse, danske og udenlandske. Og til slut stor fest for alle.

Man kan så spørge, hvorfor det gik så godt. Ubekendte faktorer er der selvfølgelig altid, når der tænkes nyt. Men ugens mål og program byggede på solid viden, både teoretisk og praktisk, om hvordan man lærer bedst. Det være sig sprog, omgangsformer, håndværk, madlavning, boldspil, smykkefremstilling, dans, sang, ja alt, faktisk.

Hvor hurtigt det går, og hvor godt det går med indlæring, afhænger bl.a. af to vigtige forhold: Det ene handler om det, man kalder zonen for nærmeste udvikling. Det betyder, at man ikke bare kan skære alle over en kam og tilbyde samme undervisning til alle i tilsyneladende samme situation. Hver enkelt person har sine helt særlige forudsætninger i forhold til læring. Så man skal møde personen lige dér, hvor han eller hun befinder sig. 

Da læring altså er afhængig af, at hver enkelt persons behov mødes af omgivelserne, bliver den sammenhæng, det foregår i, også helt central. Så ikke så mærkeligt, at vi har massivt bevis for, at al læring accelerer med voldsom hast, når det sker i et fællesskab, hvor den, der skal lære, føler sig tilpas og accepteret og mødt på egne forudsætninger. 

Sommerskolen kan således også tjene som eksempel på, hvordan man i andre situationer griber samskabelse og samarbejde an. Man skal naturligvis have et fælles værdigrundlag som nævnt ovenfor. Det kan variere alt efter indsatsens karakter. Man skal arbejde intenst for at få viden om hinandens tilgange. Og ud af processen vokser i bedste fald både respekt for og tillid til, hvad de andre - her de offentligt ansatte og de frivillige - kan.

Sommerskolen viste også, at samskabelse er en proces, og at resultater ikke blot kommer ud af viden, men at det kræver hårdt arbejde, rummelighed og ja, godt humør. Der opbygges viden og erfaring, som rækker ud til andre områder og projekter.

Nogen skal jo tage initiativet og omsætte de mange ord til handling. Så som deltager i planlægning og gennemførelse fra Red Barnet kan jeg kun tage hatten af for alle dem, der turde og knoklede.

Samskabelse er sammenhæng, så alle niveauer skal være med. Fra politiske beslutningstagere til ansatte i forvaltning. Og de frivillige, som i denne her situation var ansatte og frivillige fra Red Barnet, centralt og lokalt. Som jeg indledte: alle taler om samskabelse. Der skal handling til.

Jeg håber, at et eksempel som det her vil brede sig som ringe i vandet.

Gentænk integrationen i Aarhus