Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kunst. Urimeligt at hænge mig ud


Kunst. Urimeligt at hænge mig ud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Børge Wagner Engsvinget 47, 5250 Odense SV.
Peter Leth-Larsen
Debat. 

Replik: Kender I det? Man sidder med sin avis og kigger ned over en side, hvor der sådan set ikke står noget særligt interessant, og pludselig springer ens eget navn i øjnene. Sådan skete det for mig onsdag morgen, og så var det oven i købet i en artikel af Dansk Folkepartis kulturordfører: Alex Arendtsen. Det måtte jeg da straks læse. Det skulle jeg ikke have gjort!

Jeg kom hurtigt til den konklusion, at Alex Ahrendtsen må tro, at jeg er afgået ved døden. Ikke at den antagelse på nogen måde kan berettige ham til at skrive noget så usandt, uforskammet og personligt krænkende om en anden person, men han kan næppe have forventet, at offeret - mig - var i stand til at reagere.

Episoden, som Alex Ahrendtsen vælger at indflette i sin klumme om hans syn på kunsten i det offentlige rum, bunder i den kunstneriske udsmykning af Odense Koncerthus, hvor kunstneren havde valgt at trække de indendørs, kunstneriske motiver med udenfor i nogle fliser foran indgangen til koncerthuset. Om materialet i fliserne ikke var solidt nok, eller om fundamentet nedenunder var mangelfuldt konstrueret, husker jeg ikke, men i hvert fald var de ikke i stand til at modstå trykket af lastbilers overkørsler, der havde afstedkommet, at der var brækket hjørner af på flere af fliserne.

De opståede huller kunne nemt forårsage fald, snublen eller i værste fald en forstuvet ankel, ikke mindst efter mørkets frembrud, hvor som bekendt de fleste af arrangementerne i koncerthuset finder sted. Disse faldgruber måtte vi naturligvis sørge for at få repareret, og da der ikke var andre kommunale kasser, der ville påtage sig udgiften, valgte vi i Odense Bys Kunstfond, som jeg dengang var formand for, at betale for reparationen, hvilket var ret naturligt, da fliserne var en integreret del af den kunstneriske udsmykning i koncerthuset.

Så enkel er såmænd den episode, og at Alex Ahrendtsen., som jeg i øvrigt ikke har vekslet ord med i snart otte år, og som jeg ikke mindes at have været på kant med i tiden før det, pludselig vælger at beskrive mig som konservativ på Matador-agtige måde (hvad betyder det mon?) som særdeles ærekær, (den påtager jeg mig) og overbevist om mit eget værd (skal man ikke være det som politiker?), og en person, der sender Alex Ahrendtsen triumferende blikke, tja - fred med det. I hvert fald har jeg læst Alex Ahrendtsens udgydelser for sidste gang.

 

Børge Wagner.