Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Når hverdagen er hverdag igen

Foto: Martin Ballund
Foto: Martin Ballund

Når hverdagen er hverdag igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi har så ondt af os selv, at hverken en mor, et plaster eller en trøstekrammer hjælper.

Åh, hvilken lykke. Forløsende, brusende, boblende. Ferie! Tilværelsen har slugt en forvandlingskugle. Fra stram stilet til barfodsindianer, fra klokketyranni og deadlines til hippie happy hour og hva´så. Og fra madpakke-skiftetøjs-forældreintra-leben til easy living.

Det er familietid; morgenmad, der vokser sig til brunch, cykelture, der først finder sit formål undervejs, strandture uden udløb, lange nætter under tæpper og åben himmel foran udepejsen. Ingen farveller. Ingen jeg skal bare liiige... Bare tid. Alt på slow, hvis man vil.

Altså, hvad er det med den sommer og den ferie? Alene ordet »sommer« smager godt. Mmm... Varmt, sjovt og frit. Og alt smager bedre om sommeren. Tomater, meloner, kød fra grillen, vinen i glasset og isen fra strandkiosken. Som var der drysset et magisk pulver over duksene i kalenderåret. Tankerne og minderne er måske til tider mere idylliske og solbestrålede end virkeligheden selv. Men hvor vi dog elsker dig, sommer. Du, vores paradis i klipklapper og hængekøje.

Og så. Hårdt klip. Til vækkeur, tomt køleskab, fyldt mailboks, lidt for sent i seng og lidt for tidligt op. Og til farvel-kram, og »jeg vil savne dig«. Og til lidt for dårlig kaffe. Og til lidt for meget to do.

Avs. Hverdagen er hverdag igen. Hvert eneste år kommer det bag på os, at det kan føles som en post ferie-depression af middelsvær karakter, når den sidste søndag i frihedens idyl oprinder, og de mørke skyer begynder at samle sig som gutter omkring et fadølsanker på en festival.

Er det VIRKELIG det her, jeg vil med mit liv? Hvor langt er jeg nået, og har jeg udrettet noget? Det spørger vi os selv om på den mest melodramatiske vis. Vi har så ondt af os selv, at hverken en mor, et plaster eller en trøstekrammer hjælper.

Så vi slæber os af sted og sukker - sammen med kollegerne. Tænker at livet er slut, og alt det sjove forsvundet. Kan det her virkelig passe, og hvornår er næste ferie?
Man tænker, at noget må laves om. Nu skal der ske noget nyt. Vi sælger huset og alle ejendele og flytter til Tibet og trækket dybt ned i maven. Eller noget. Men så pludselig...Det viser sig, at en lille solstråle finder vej ind på kontoret. Grillen kan faktisk tændes, selvom ferien er slut. Der er mere vin i køleren. Man må stadig kysse sine børn til de bliver (næsten) hudløse.

Man kommer i tanke om, at man stadig kan gå sent i seng, fordi man alligevel ikke kan andet, selvom man faktisk forsøger. Der er plads til en udflugt - den begynder bare lidt senere. Og sådan næsten umærkeligt flyver den ellers for en kort stund pauseramte ja-hat ned fra knagen og finder sin vante plads på knolden. Man er kampklar igen. Det hele bliver godt. Det hele ER godt. Livet giver mening. Taknemmeligheden finder vej igen.

(Men hold da op, hvor jeg glæder mig til, jeg har ferie igen!)



.services-box, .subscription-ad, .localclub-ad, .article-f2, .article-related, .mjm-most-read-article {

display: none;

}