Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Prins Henrik. Forfulgt af fortiden


Prins Henrik. Forfulgt af fortiden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Speciallæge i psykiatri, Odense Niels Kjeldsen-Kragh
Billede
Debat. 

 Prins Henriks adfærd har i mange år vakt undren og hovedrysten, og på det seneste har hans begravelsestrusler vakt forargelse. Jeg bilder mig ind, at jeg har visse forudsætninger for at forstå hans handlemåde. For det første har jeg en faglig viden om menneskets psykiske udvikling, og for det andet har jeg kendskab til, hvordan franske børn blev formet i skolerne i 196'0erne, eftersom jeg som 18-årig tilbragte et skoleår på et fransk gymnasium.

Det vides, at Henrik er opvokset i et autoritært og patriarkalsk miljø. Han blev jævnligt slået. Børn, der bliver udsat for vold, er i risiko for at blive brutaliseret og udvikle manglende medfølelse med andre end sig selv. De tvinges til at underkaste sig og bliver tidligt fortrolige med afmagtsfølelse. De venter ubevidst på chancen til at underkue andre, hvorved de oplever en form for oprejsning og revanche. For at undgå nederlagsfølelse og dermed fornyet afmagt udvikler de ofte stivsind og stædighed som voksne for at undgå at komme i den underlegnes position igen. Henrik erfarede, at mænd er mere værd end kvinder, hvilket han også gav udtryk for, da han i et interview sagde, at gifte kvinder ikke er egnede til udearbejde fra 9-16. At være dreng i et patriarkat og senere som voksen blive tvunget til at indordne sig under en kvinde er en prøvelse, der belaster mange mænds selvfølelse.

Mit møde med det franske skolevæsen var en rystende oplevelse. Miljøet var råt, lærerne (med rektor i spidsen) stræbte efter at være uvenlige, udskældende og nedladende. De ældste elever fik betroet ansvaret for at holde opsyn med de yngre, hvilket gav dem lejlighed til at hævne sig på de mindste og dermed forvandle deres tidligere afmagt til magt. Hånlige aggressionsudbrud hørte til dagens orden. Sådan var tonen i 1966. Forhåbentlig har det ændret sig siden.

Henrik har gennem et langt liv i Danmark udvist en adfærd, der er en logisk konsekvens af hans franske opdragelse og skolegang. Han beskrives som en enegænger, der går sine egne veje. Det opfattes ofte som et særligt charmerende fransk kendetegn men er ikke et specifikt fransk fænomen. Det er et træk, man ser hos mennesker, der føler, at de er blevet underkuet som små. Deres overdrevne selvstændige adfærd signalerer: "Det er slut med, at andre skal dominere mig, fra nu af bestemmer jeg selv".

Det ser ud til at være pinefuldt for Henrik at være underlagt en kvinde; og at indordne sig vækker fortidens opdragelsesmæssige ydmygelser til live. Han er beskrevet som en stolt franskmand. Men stolthed og ærekærhed er ikke et fransk særkende. Det optræder ofte hos dem, der tidligt har været udsat for nedværdigelser efter devisen: "de skal ikke få mig ned med nakken igen". Han har som barn oplevet, at hans legemlige integritet ikke blev respekteret; hans krop var en genstand, man kunne slå på, hvilket for ham var et håndfast bevis på, at han var mindre værd end sin voldelige opdrager. Børn, der bliver straffet, bliver tidligt optaget af begreberne retfærdighed og uretfærdighed. Henrik mener tydeligvis, at han er frataget sin mandlige og menneskelige ret, når han ikke bliver udstyret med en værdig titel, som vil bringe ham på omgangshøjde med sin kone. Han evner ikke at se sagen fra andre synsvinkler end sin egen, han er stivnet i sin egen selvretfærdighed, og krænkelsen hindrer ham i at tænke klart. Han er blevet uempatisk behandlet som barn, og nu svarer han ubevidst igen ved at reagere uempatisk overfor familien. Han klager over, at hans kone gør ham til nar, hvorved han gør sig til offer, på samme måde som han som barn var offer for opdragernes uretfærdigheder.

De færreste danskere forstår hans tankegang, men danskere er jo heller ikke opvokset i Frankrig eller gået i fransk skole. Men Henrik er ramt på et sårbart punkt og føler sig udsat for en stor urimelighed og er sikker på, at han har en god sag. Han er en tragisk figur, fordi han er havnet i en kultur, hvor normerne er anderledes og uforståelige i forhold til de normer, han er opvokset med. Han er så fortvivlet, at han kaster det ultimative og næsten uhyggelige kort for at blive forstået af omverdenen og sin kone: "Jeg vil ikke begraves sammen med dig". Han udstrækker jordiske skænderier til evighedens verden. Døden er en alt for alvorligt affære til at blive gjort til kampplads for smålige ægteskabelige problemer. Og helt grotesk bliver det, når han efter alle sine ægteskabelige beskyldninger bedyrer, at han elsker sin kone. Er hans kærlighed til hans kone mere tænkt end følt?

Det er let at fordømme Henrik. Men forsøger man at leve sig ind i Henriks verden, bliver det hele mere forståeligt. Vi er alle ubevidste produkter af vores fortid. Ofte tror vi, at vi handler rationelt og velbegrundet. Men i virkeligheden er vi ofte styrede af barndomsoplevelser ligesom marionetdukker i et børneteater.