Broder Wandahl blev uddannet teolog i 1965 og har siden 1970 været sognepræst i først Risskov Kirke og derefter fra 1984 i Aarhus Domkirke indtil 2001, da han gik på pension - en begivenhed han på sin sædvanlige lune facon betegnede som sin »løsladelse« med henvisning til, at det i Danmark kun er præster og forbrydere, der bliver »indsat«.
Broder Wandahl vil netop blive husket for sin nærværende og humoristiske sans og ikke mindst sin evne til at lytte til og forstå sine medmennesker, uanset om de kom i kirken eller mødte ham i andre sammenhænge.
Præstekaldet fandt ham allerede i barneårene på Als, hvor familien boede lige neden for Egen Kirke.
En dag var Broder Wandahl tilsyneladende forsvundet til moderens bestyrtelse. Hun frygtede, at han var faldet i brønden, men fandt ham til sidst på en af de bagerste rækker i kirken, hvor drengen fulgte med i en begravelse.
Indtrykkene fra kirken satte sig fast og holdt ved, indtil dagen kom, hvor han endelig var gammel nok til at uddanne sig til præst.
På det tidspunkt havde han for længst fundet sit livs store kærlighed - hans kone Kirsten. De to mødte første gang hinanden som børn, da de knap var gamle nok til at holde balancen på en cykel. Senere udviklede bekendtskabet sig til forelskelse, og de to har holdt sammen hele livet og om nogen levet op til udtrykket »gammel kærlighed ruster aldrig«.
I 2001 viede Broder Wandahl som sin sidste officielle gerning i domkirken den dengang kommende og i dag tidligere Aarhus-borgmester Louise Gade og Ulrik Westring.
Efter sin »løsladelse« fra hvervet som sognepræst tilbragte Broder Wandahl mange timer som ivrig foredragsholder og fortsatte også sit årelange engagement i byens hjemløse og skæve eksistenser - en gruppe han i årtier vedligeholdt et fortroligt og venskabelig forhold til.
Broder Wandahl efterlader sig foruden sin kone, tre børn og syv børnebørn.
seneste kommentarer