Solen er endnu ikke stået op, når Søster Bernadette gør sig klar til døgnets første bøn. Der er syv i alt. Seks i løbet af dagen. En om natten. Allerede kl. fire skal hun være på sin plads i klosterets kirke for at koncentrere sig om det, der er blevet hendes hovedopgave i livet: At bringe hele verdens anliggender frem for Gud i bøn.
Hver nat er det det samme. I to rækker går søstrene op ad midtergangen mod alteret og Kristus, der hænger på korset bag ved. De bøjer nakken i ydmyghed, før de sætter sig ud på bænkene i hver side og reciterer bønnen i sang, som det har været gjort, siden pave Gregor den første i 600-tallet.
De beder for hele verden. De beder for dem, der har det svært. Dem, der ikke sev kan bede. De beder for de syge.
»Ja, det kan selvfølgelig ske, jeg selv bliver syg, eller at jeg er kommet til at slå vækkeuret ihjel og ikke vågner, men ellers er det hver nat. Det plejede at være kl. tre, men vi har flyttet det til kl. fire. Så er der nogle, der vælger at blive oppe og læse til næste bøn kl. halv syv, men jeg plejer nu at gå i seng igen,« fortæller den unge søster.
Hun elsker sin Gud. Men hun elsker ham ikke for sig selv. Hun elsker ham også på vegne af alle dem, der ikke elsker ham. For hende og de andre cistercienserinder er bønnen en uselvisk måde at være til stede for andre på.
Det uvelkomne kald
Sådan har hun ikke altid haft det. I lang tid opsøgte hun kun Gud, når hun ikke kunne undgå det.
Søster Bernadette løfter lidt op i det lange skørt og sender en sandalfod mod en usynlig bagdel. Hendes egen. Hun vil vise, hvordan hun følte det, da hun som barn blev tvunget i kirke mindst én gang om ugen. År ud og år ind. Det var et led i hendes katolske opdragelse at gå i kirke, men det skete bestemt ikke med hendes egen gode vilje.
Hun ler. Det gør nonner i det hele taget meget. Det er, som om glæden i dem fylder så meget, at der skal slippes lidt ud af latterventilen i ny og næ.
»Da jeg mærkede kaldet, mærkede jeg det sådan, at jeg ikke ville mærke det. Mest fordi jeg altid har været glad for børn og ville have mindst seks selv. Og det måtte den mand, jeg skulle have en gang, bare være parat til«.
Men så kom pigen fra Tyskland på ferie på Sostrup Slot ved Gjerrild på Djursland, hvor cisterciensernonnerne i Maria Hjerte Kloster i mange år har drevet kursus- og feriecenter. Især børnefamilier er tiltrukket af det gamle slot, som ligger naturskønt omgivet af marker og skov og ganske tæt på stranden. Den oprindelige gård stammer tilbage fra 1400-tallet, mens den nuværende hovedbygning i tre etager med trappetårn og voldgrav er opført omkring år 1600. Her kan man virkelig fornemme historiens vingesus, og kun fraværet af vindebroen forhindrer, at det blæser op til storm.
Feriegæsterne kan frit gå i nonnernes kirke og deltage i gudstjenesterne, hvis de har lyst. Og for første gang i den tyske piges liv blev kirkegang pludselig en helt frivillig sag.
Det ændrede alt. Hun åbnede sig for Gud og blev langsomt moden til den beslutning, der for 14 år siden sendte hende i kloster i Danmark.
»Man skal være fyldt 18 år. Og før man aflægger sine sidste løfter, går der mindst fire et halvt år til. Det er meget længere tid, end de fleste bruger på at beslutte noget så alvorligt som at blive gift,« påpeger Søster Bernadette alvorligt.
Hun har selv oplevet skilsmisse på allernærmeste hold. Hendes egne forældre er skilt. Det er ikke i orden efter hendes mening. Og præcis som et ægteskab mellem en mand og en kvinde bør vare, til døden dem skiller, så gælder Søster Bernadettes beslutning om at tjene Gud også for evigt.
Betingelsesløst.
Opstramning og foryngelse
Cistercienserinderne har været på Sostrup Slot siden 1961, men i begyndelsen af 80’erne var klosteret nær blevet nedlagt. Der var kun ganske få nonner tilbage på stedet, og de var alle sammen langt oppe i årene og præget af deres slidsomme kamp for slottet og for at få økonomien til at hænge sammen i det hele taget.
Cistersienserordenen gav Sostrup en sidste chance og sendte den unge Søster Theresa til stedet. Dengang boede nonnerne på selve slottet og spiste sammen med feriegæsterne. De havde også et mere åbent forhold til de nærmeste omgivelser, men hvor sympatisk det end kunne forekomme, så stjal det opmærksomhed fra nonnernes egentlige opgave.
Søster Theresa tog initiativ til en opstramning, og i 1992 var situationen vendt. Nye og yngre nonner var kommet til, og de kunne alle flytte ind i en flunkende ny boligfløj med tilhørende smuk kirke opført for millioner af kroner rejst af katolikker i Tyskland og Holland især.
Klosteret blev i 1998 ophøjet til abbedi som det første herhjemme siden reformationen, og redningskvinden, som dengang var 39, blev verdens yngste abbedisse, Moder Theresa.
I dag er der 22 fortrinsvist yngre nonner i Maria Hjerte Abbedi, og det betyder næsten fuldt hus, for der er kun i alt 24 værelser. Mange af nonnerne er i 20’erne og 30’erne, og den ældste ville dårligt nok kunne komme på efterløn, hvis hun levede uden for klostrets mure.
Der er ingen danskfødte søstre for tiden, efter at den ene er død og den anden sendt til Düsseldorf.
Fællesskabet tæller i stedet nationaliteter som tysk, schweizisk, italiensk, tjekkisk og slovakisk, ja, en af cistercienserinderne er helt fra Peru og abbedissen selv kommer oprindeligt fra Holland, hvor hun er uddannet teolog.
Deres indbyrdes sprog er og skal være dansk. Søster Bernadatte lærte det på den hårde måde, da hun lige var begyndt på sin prøvetid.
»Jeg tapetserede sammen med en, som ikke kunne tysk og heller ikke havde nogen intention om at lære det for min skyld. Jeg fik hurtigt lært dansk,« siger hun så godt som uden accent.
Bøn og arbejde
Søster Bernadettes sorte hovedbeklædning signalerer, at hun har aflagt sine sidste løfter og er viet fuldt og helt til Gud. Løfterne, som omfatter lydighed, daglig omvendelse, kyskhed, fattigdom og stabilitas, skal hun overholde for at blev ledt hele vejen til ham, i dette og næste liv.
»Stabilitas betyder, at det er for livet,« præciserer hun nok en gang.
Hendes dag veksler mellem bøn og arbejde. Til daglig har hun hovedansvaret for at passe dyrene, der hører til husholdingen for at gøre søstrenes levevis så nøjsom og selvforsynende som muligt.
Andre søstre laver maden, gør rent i ferielejlighederne, passer den store have eller står for hele administrationen, der knytter sig til udlejningsforretningen. Og de tager hårdt fat.
Det er ikke kun solen, som får sveden frem på panden af de søstre, der bruger en af årets første sommerdage til at vaske de tunge træmøbler, som Sostrups sommergæster skal kunne slå sig hed på i haven.
De har skiftet den langskørtede nonnedragt ud med nogle mere praktiske blå overalls og tilhørende tørklæde. Med et tov sænker de spandene i voldgraven for at fylde dem med vand.
De smiler høfligt til forbipasserende besøgende, men stiller ikke op til fotografering og indlader sig ikke på unødig hyggesnak. De taler heller ikke indbyrdes, de udfører deres arbejde uden et ord, med mindre gerningen gør det nødvendigt at tale.
Tavshed er en regel, de overholder for at kunne være i kontakt med Vorherre døgnet rundt, tale med ham og være sammen med ham gennem bøn, uanset hvad hænderne måtte være i gang med.
Sådan er det døgnet rundt, undtagen den halve time, der er sat af til såkaldt rekreation efter aftensmaden.
Først da en gæst i sjov nævner Arbejdstilsynet til en af nonnerne, der med rumpen i vejret er ved at trække en tung spandfuld vand op af voldgraven, kommer der en rap replik retur: Deres opgaver er underlagt et helt andet tilsyn. Og han bor deroppe. En finger rettes mod den blå himmel.
Abbedissen bestemmer
Hver dags program ligger i faste rammer. Skellettet er døgnets syv bønner. Herudover er der afsat faste tider til måltiderne. Mens nonnerne spiser, læser én af dem op fra avisen eller lignende. Der er også faste tider til selvstudier og undervisning i alt fra teologi til italiensk eller lignende, mens resten af tiden gælder dagens arbejdsopgaver.
Fælles for alle nonnerne er, at opgavernes natur først kendes præcist, når abbedissen, Jesu stedfortræder, har fordelt de pligter, der venter.
I dag har hun for eksempel pålagt Søster Bernadette at tage sig af de gæster, der kun sporadisk lukkes ind bag klostrets mure.
Før Moder Teresas tid kunne nonnerne godt hyggesnakke med gæsterne i Sostrups ferielejligheder og bruge tid på andre, som kom udefra og viste interesse for deres virke. Sådan er det ikke længere, for det begrænser nonnernes mulighed for at koncentrere sig om deres væsentligsted opgave. Fordybelse, bøn og kærlighedsforholdet til Gud kræver både tid og tavshed, og derfor siger nonnerne i dag nej til alle, der ringer for at se klostret.
Og det gælder, uanset om det er teologistuderende, husmoderforeninger - eller pressefolk.
Døren på klem
En af de få muligheder, interesserede har for at få et indblik i den ellers lukkede verden, er at deltage i et af FOF Djurslands to årlige arrangementer, som er kommet i stand takket være skoleleder Lene Fribos gode og mangeårige kontakt til nonnerne.
»Jeg kan mærke, jeg er blevet et andet menneske, efter at være kommet her. Søstrene udstråler en glæde, som kun kan smitte, og så gør det mig glad at vide, de beder for mig,« siger Lene Fribo.
Gæsterne i dag skal have eftermiddagskaffe og kringle serveret i den gule salon på slottet, og så skal de se filmen »Kaldet til glæde«, som fortæller lidt om livet som cistercienserinde på Sostrup.
Arrangementet slutter med vesper, tidebønnen som i den katolske kirke markerer dagens afslutning, men først skal Søster Bernadette svare på spørgsmål så godt, hun kan.
At være i centrum er ikke noget, hun nyder. Hun accepterer det venligt og pligtopfyldende, men beder dog om ikke at blive fotograferet undervejs.
Det opfattes tydeligvis som en unødvendig stillen-sig-an, ingen i klosteret bryder sig ret meget om.
Nogle spørgsmål overrasker tydeligt Søster Bernadette mere end andre.
»Må du godt have en piercing?« vil en ung pige vide.
Hun får en energisk hovedrysten til svar. De opspærrede øjne udtrykker en tydelig afsky, som Søster Bernadette dog ikke udtrykker i ord.
Ingen penge, ingen egen vilje
»Slottet ligger jo dejligt. Kan du gå dig en tur, hvis du får lyst? Ud af porten og ned til stranden,« spørger en af gæsterne interesseret.
Nogle ville blot have besvaret det spørgsmål benægtende. Men for Søster Bernadette er lydigheden, hun har svoret som nonne, også et nej til egen vilje. Det afspejles i svaret, som spørgeren får.
»Vi går tit en tur ned til stranden sammen,« lyder det.
»Hvad med lommepenge?« vil en anden vide.
Med et løfte om at leve i fattigdom siger det sig selv, at egne penge ikke findes i nonnernes lommer.
Først når man giver afkald på at eje noget, er man fri til at søge Gud, hedder det for cistercienserne. Og Søster Bernadette bekræfter, at hun ikke en gang råder over penge til så lille en ting som en is, for eksempel.
»Jeg må bede om alt, hvad jeg har brug for. Hvis jeg får lyst til en is, så gælder det om at overtale abbedissen til at give os alle én. Og så vil hun nok sige, at det har hun ikke penge til,« ler Søster Bernadette.
Permanent pengemangel er et af grundvilkårene på Sostrup Slot. For selv om abbediet driver det som kursus- og feriecenter, så rækker indtægterne dårligt nok til vedligeholdelsen af det fredede slot.
»Det er ikke os, der har brug for penge, det er slottet. Vi er nødt til at leve af almisser,« siger Søster Bernatte.
Lidt for meget urtete
Nonnerne har løbende prøvet at skaffe sig andre indtægtsmuliger, som er forenelige med klosterlivet, men det har vist sig at være et temmelig svær opgave.
På et tidspunkt rejste flere af søstrene til Schweiz for at studere viden om lægeurter og dyrkning af dem.
Det fine urtebed ligger stadig foran hovedindgangen til kirken, som også markere indgangen til klausuren, det aflukkede rum, som er nonnernes bolig.
»Der er ingen penge i det. Om sommeren går salget fint, men resten af året går det i stå. Vi drak urtete hele tiden og fik til sidst nok af det,« siger Søster Bernadette.
Hun siger det ikke, men det mærkes, at hun gerne vil runde af, så hun kan nå over i kirken til kl. 17.
Ikke kun til vesper. Men her i maj hyldes Jomfru Maria særligt. Hun står for naturlig skønhed, som en smuk rose, og den udskårne træfigur i nonnernes kirke er pyntet med friske blomster.
Nonnerne skal synge særlige sange til Jomfru Marias ære, og Søster Bernadette vil gerne være med.
Men så er dagen næsten også slut.
Når aftensmad og den frie samtale i rekreationstiden er overstået, går nonnerne hver til sit. Nogle går tidligt i seng; døgnet begynder jo allerede igen kl. fire.
Andre benytter sig af lejligheden til at øve sig på det instrument, de spiller på. Der må nemlig kun larmes til kl. 20. Det er noget, især Søster Bernadette er afhængig af, for hun spiller trompet.
Men så er hun også træt, vil hun godt indrømme. Hver dag.
Alle dage er de samme. Ferie findes ikke. Men hun savner det ikke.
»Jeg kan holde ferie, når jeg kommer i himlen«.
seneste kommentarer