Guldet blev hendes skæbne

»Sådan en ikon kan være fuld af fantastiske historier. Se nu kvinderne nede i hjørnet. De hjalp til, da Jesus blev født. Jordemoderen Maja var ikke i tvivl bagefter. Det her var en jomfrufødsel, sagde hun til sin hjælper. Men hjælperen troede hende ikke. Og hvad gør man så,« spørger Else Baden-Jensen ud i luften.

Hun løfter sin højre hånd med fladen opad, samler to fingre og laver en sigende bevægelse fremad, som alle kvinder, der har fået foretaget en gynækologisk undersøgelse vil kunne genkende.

Ikon-maleren vender tilbage til sit værk og peger.

»Prøv at tæl hendes fingre. Da jeg malede ikonen, kunne jeg ikke forstå, hun manglede et par fingre på hånden. Det må være en fejl i forlægget, tænkte jeg og fik malet den ene på alligevel. Bagefter fik jeg historien om den vantro fødselshjælper, som blev straffet af Gud, da hun selv ville undersøge sagen. Og så forstod jeg jo pludselig, at det slet ikke var en fejl«.

Begejstringen får øjnene til at stråle om kap med guldet, Else Baden-Jensen har lagt på sin ikon, efter at det udvalgte træstykke er forberedt omhyggeligt med en blanding af gips og lim og slebet glat som en lydefri ferskenkind.

Ikonguldet er 24 karat. Så rent er ikke en gang tandguld. Og sammenligningen er relevant, for det var et gyldent glimt i munden på barndomshjemmets unge pige, der i sin tid blev afgørende for Else Baden-Jensens karrierevalg.

Da den lille pige så den flotte guldtand, bestemte hun sig på stedet:

»Jeg vil være tandlæge, når jeg bliver stor«.

Familiens voksne gentog udsagnet mange gange i årene efter, både for sjov og i alvor. Og til sidst kom det til at gå i opfyldelse. Else Baden-Jensens mor, som selv var læge, syntes det var en god idé, for så slap datteren for de sure nattevagter, hun selv havde haft.

Mødt med fordomme

»Der var en overgang, hvor jeg ikke var meget for at fortælle, hvad jeg lavede, når nogen spurgte. For det lå lidt i luften, at tandlæge bare var noget, man blev, fordi man var ude på at tjene penge. Men jeg er et håndværksmæssigt menneske, som godt kan lide præcisionsarbejde, og jeg er glad for mit fag, fordi jeg kan kombinere håndværket med kontakten med andre mennesker,« fortæller Else Baden-Jensen.

Ikke desto mindre blev hun på et tidspunkt »inderligt træt« af at være tandlæge.

Hun vendte sig mod andre muligheder og tog en lang række forskellige terapeutiske uddannelser, som kunne give den venstre hjernehalvdel mulighed for at holde lidt fri en gang imellem.

På et tidspunkt valgte hun at sælge sin tandlægeklinik for at koncentrere sig om sin praksis som terapeut, hvor hun blandt andet tilbyder samtale- og kropsterapi, drømmeanalyse og rådgiver om ikke-voldelig kommunikation.

Hun er siden vendt tilbage til sit oprindelige fag, og når hun i dag møder nye mennesker, der spørger hende, hvad hun laver, så afhænger svaret af hvem, der spørger.

Men hvis der skal gang i samtalen, ved hun godt, hvad hun skal sige:

»Jeg er psykoterapeut og underviser, og i min fritid laver jeg tænder. Når jeg siger det i den rækkefølge, er den chokerende virkning størst, har jeg konstateret«.

Det er som om, der sker et sammenstød inde i folks hoveder.

De kan ikke få placeret alt det bløde og varme, som Else Baden-Jensen så umiskendeligt udstråler, i en kølig tandlægeklinik uden at det skaber skabe lidt støj.

Men efterhånden som samtalen udvikler sig, finder de hurtigt ud af, at det hele hænger sammen. Ikke mindst, hvis de hører om hendes engagement i Tandlæger uden Grænser, som tidligere i år førte hende til Philippinerne, hvor hun har lavet tænder på fattige skolebørn.

På lige fod

Som tandlæge har Else Baden-Jensen specialiseret sig i at behandle folk, der er bange for at gå til tandlæge.

Det er ikke noget, der giver ret meget status i tandlægebranchen, måske fordi det kan minde mere om varm omsorg end lægevidenskab.

Der har heller ikke været tradition for at tage betaling for det, men det vil Else Baden-Jensen godt være med til at ændre, så det kan blive opfattet som en helt naturlig del af tandlægefaget.

Hun arbejder kun som tandlæge to dage om ugen, men hun er glad for de to dage, fordi det er noget helt andet end at være terapeut.

»Man møder sin klient på en anden måde som tandlæge. Vi er mere på lige fod, og det var noget jeg savnede i den periode, hvor jeg helt havde droppet tandlægefaget«.

Mens karrierevalget nærmest blev lagt på skinner allerede i barndommen var det meget mere tilfældigt, at Else Baden-Jensen kom i gang som ikonmaler.

Hun begyndte ikke af religiøse årsager, hun ville bare gerne ville male, og derfor meldte hun sig for tre et halvt år siden til et kursus i ikonmaling på et højskoleophold.

Da først hun kom i gang, blev hun fuldkommen grebet af det.

I dag er ikonmaleriet et åndehul, hun nyder, når hun trænger til at slappe af fra alle sine andre aktiviteter.

Så maler hun ikke bare en halv time. Hun sætter en hel dag af til det, fordi det er tager tid at komme i den rette, næsten meditative stemning.

Ånd gør glad

Nogle er fuldt tilfredse med at male yndige blomster eller nuttede dyr på lærred eller porcelæn, men det rykker ikke hos Else Baden-Jensen. Der skal noget mere til. Motivet skal være religiøst.

»Jeg er ikke selv katolsk, og jeg er heller ikke sådan én, der brænder lys ved Jomfru Maria. Men jeg kunne ikke blive lige så begejstret for at male billeder uden åndeligt indhold. Jeg har meget glæde af at male ikoner, og når jeg forærer en ikon væk, kan jeg også mærke, de fleste bliver berørt af det. Men jeg forærer dem selvfølgelig heller ikke til totalt areligiøse mennesker«.

Hun beskriver sig selv som troende. Men ikke fordi nogen siger det. Blikket over brillekanten lyner kortvarigt.

»Jeg vil sige det sådan, at de dimensioner, folk tillægger det religiøse, har jeg en levende kontakt med. Jeg kan godt finde på at gå i kirke, men det er ikke, fordi jeg er protestant. Jeg har en forholden mig til det. Og der er noget ånd ved de billeder, der gør én glad«.

Hun vil godt indrømme, at hun kan finde på at bede en lille bøn, hvis hun har problemer med en streg undervejs.

»Så går det nogle gange lidt bedre. Det, jeg oplever, er en tilstand i mig, hvor jeg er i kontakt med glæde, tillid, en velbehagelighed, ja, kærlighed, hvis jeg ellers turde bruge så stort et ord«.

Den særlige tilstand indfandt sig også, da hun malede sit livs første thangka, tibetanernes buddhistiske variant af ikonmaleriet. Efter at have drømt om et siddende samleje flere nætter i træk, tog Else Baden-Jensen til sidst affære og malede sit drømmesyn tilsat myriader af små, fine detaljer.

Thangkaen er også kommet med på udstillingen, som Else Baden-Jensen netop er blevet færdig med at hænge op på klinikvæggene. Man finder den lige til højre for indgangen. Ikonen med den vantro fødselshjælper, som har taget ni måneder at male, har til gengæld fået hæderspladsen i forkontoret.

Man skal tæt på dem begge for at få nogle af alle de detaljer med, som betyder så meget for ikonmalerens egen glæde.

Thangkaen indeholder oven i købet nogle selvkomponerede elementer i kanterne, hvor originalen har været for slidt til at kopiere nøjagtig. Det er ikke alle ikonmalere, der tillader sig selv den slags friheder. Men Else Baden-Jensen gør.

Dyrebare ikoner

»Jeg har heldigvis haft en dygtig lærer, Inge Larsen-Ledet, som har en meget pragmatisk tilgang til det. Nogle mener, man skal kopiere forlægget ned til mindste detalje. Også forlæggets eventuelle fejl og farver, man måske ikke bryder sig om. Men hvis man nu har lyst til at lave en blå kjortel rød, hvad skulle det gøre? Prøv da og se, hvad der sker«.

Selv om hun efterhånden har styr på teknikkerne, tager hun stadig kurser for at lære nyt og blive bedre. Hun har også været på kursus i Grækenland, hvor hun købte kufferten fuld af forlæg, der en gang skal føres ud i livet og ende på en væg i Danmark.

»Vi sad en flok kvinder og malede ikoner, da der kom en præst forbi dernede. Han blev så glad og taknemmelig, for i Grækenland er der ikke mange ikonmalere tilbage til at holde håndværket i hævd. Vores engagement gav ham tydeligvis håb,« fortæller Else Baden-Jensen og henter en af de mindre ikoner, hun er særlig glad for. Hun lader pegefingeren glide hen over milde udtryk i madonnaens ansigt.

»Det har noget at gøre med den der kombination af softness og de præcise detaljer. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag. Nogle ikoner er kedelige. Andre er bare grimme og har forkerte proportioner, så selv om de er nok så rigtige og malet af en græsk eller russisk ortodoks troende, som foreskrevet, så ville jeg aldrig lave sådan én«.

Endnu har Else Baden-Jensen ikke solgt nogen af sine ikoner, men det er heller ikke meningen. På et tidspunkt havde hun ganske vist et par stykker til salg i boghandelen knyttet til den katolske kirke i Århus, men hun satte prisen så højt, at hun næsten kunne være sikker på ikke at få dem solgt.

»Og skulle det alligevel være lykkedes, så ville jeg i hvert fald vide, at det måtte være fordi, der var nogen, der elskede dem så meget, at de ville have dem uanset hvad,« griner hun.

Interesserede er velkomne til at se ikonerne i klinikkens åbningstid.