Kunsten at fylde »Trine Dyrholm« ud

Der er ikke meget mand over Trine Dyrholm denne formiddag i november. Gravid i syvende måned er hun og iført en koboltfarvet kjole, der fremhæver de blå øjne, omkranset af langt lyst hår.

Men har man fulgt hendes karriere og filmrollerne gennem de senere år, kan man godt komme i tvivl.

I sidste uge var der premiere på »Lille soldat«, hvor hun spiller titelrollen som Lotte, der netop er hjemvendt fra Irak, traumatiseret af krig, og løser sine problemer med knyttede næver.

I en tid, hvor danske skuespillere er slået igennem på stribe i succesrige romantiske komedier og dramaer om familie og parforhold, har Trine Dyrholm styret direkte mod strømmen og spillet den ene mere barske rolle efter den anden.

I dramaet »Forbrydelser« var hun Kate, der havde dræbt sit eget barn. I den politiske thriller »Fluerne på væggen« var hun den kompromisløse dokumentarfilminstruktør My, der ikke skyr nogen midler for at afsløre en korrupt Venstre-borgmester. I »En Soap« er hun den bitchede Charlotte, der indtager den dominerende rolle i forholdet til transvestitten Veronica. Og sidste år viste »Daisy Diamond« en brutal side af Trine Dyrholm, da hendes karakter, en kynisk filminstruktør, forfører en ung skuespillerinde og tager hende bagfra med en påspændt dildo.

De fire Bodil-statuetter og to Robert-priser, hun har kunnet stille på reolen i stuen hjemme i lejligheden på københavnske Nørrebro, vidner om, at hun udfører sine roller med et usædvanligt talent.

Væk fra mødregrupperne

For at værne om privatlivet, som hun de seneste tre år har delt med koreograf og teaterinstruktør Niclas Bendixen, inviterer hun på stempelkaffe med stearinlys i et stort, lyst og lækkert køkken, ikke i sin egen lejlighed, men hos sin agent, der bor i samme opgang.

»Jeg plejer at lave interviews nede på Frontpage, men der kan godt være lidt for mange mødregrupper,« siger hun, tilsyneladende uden tanke for, at hun om et par måneder selv er på barsel.

Siden hun var 14 år, har Trine Dyrholm haft en professionel karriere som skuespiller og sanger, og hendes arbejde er en stor del af hendes identitet.

»Jeg kan mærke, at jeg er ved at sige farvel til den gamle Trine, men jeg ved ikke endnu, hvad der kommer i stedet for,« siger hun og skeler ned mod maven.

»Jeg forestiller mig, at det bliver en udvidelse. Der bliver selvfølgelig nogle nye prioriteter, fordi der kommer et lille nyt menneske, som man har lyst til at tilbringe sin tid med. Men jeg tror ikke, det vil blive noget problem at fortsætte med at arbejde. Jeg er ikke bange for at være en cirkusfamilie. Jeg var selv med som barn, når mine forældre var ude at spille musik, og det husker jeg som en god oplevelse,« siger hun.

Plads til begejstring

Trine Dyrholm blev født i Odense den 15. april 1972, og allerede otte år senere optrådte hun fast på sommerscenen Den Fynske Landsby.

Med en musiklærer som mor og en far, der er musik- og idrætslærer og tidligere elitefodboldspiller, voksede hun op i et hjem, hvor det var en selvfølge, at man dyrkede sine lidenskaber.

»Jeg spillede klaver og skrev sange, som jeg så sang i den lokale børneradio. Stakkels de fynske børn,« siger hun.

Familiens gulstenede parcelhus var indrettet, så der var plads til mange mennesker, og havde Trines og hendes lillesøster mange overnattende venner, blev der hentet en rullemadras fra skolens gymnastiksal, så ungerne kunne sove sammen i stuen.

Til Trines barndomstraumer hører de alt for mange år med sorthvidt fjernsyn og et forbud mod at se »Dollars«, der hver søndag eftermiddag forviste hende til en venindes hjem.

Ellers var det en kærlig opvækst, hvor lysten til at forfølge den personlige præstation blev blandet med det, hun kalder »en pædagogisk opdragelse«.

»Det var frihed under ansvar. Jeg kan huske den aften jeg var en 12-13 år, og jeg første gang skulle drikke. Jeg plejede altid at få halvanden liter sodavand med til fest, men den dag sagde jeg bare, at jeg ikke ville have noget. Vi var fire veninder, der havde aftalt at dele en flaske hvidvin,« siger hun og ruller med øjnene. Men på vej ned til butikken, kom hendes forældre kørende forbi, og moren rullede vinduet ned og sagde: »Sig mig, tror du, jeg er født i går? Hvorfor fortæller du ikke bare, at du skal drikke alkohol?«

Den indstilling er hendes forældre kommet langt med, mener hun, og gyser ved tanken om, at det havde været hende, der skulle stå med en landskendt 14-årig.

»Jeg synes, de klarede det virkelig godt. De havde tillid til, at jeg kunne klare det, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i Melodi Grand Prix sammen med Frans Bak,« siger Trine Dyrholm.

Og det kunne hun.

Med høj hestehale og berberbukser nyligt indkøbt i Berlin placerede hun sig som nr. tre.

Snart pendlede hun til København i weekenderne og spillede med bandet Moonlighters. Og før hun var færdig med gymnasiet, havde hun fået hovedroller i tv-serien »Cecilie« baseret på Steen Steensen Blichers »Hosekræmmeren« og i spillefilmen »Springflod«, som hun i 1991 fik sin første Bodil for.

Hvordan bliver man sig selv?

Men mens karrieren gik glat, dukkede andre udfordringer op.

»Det der med at få en identitet, når man er 14 så er man »Trine Dyrholm« og det skal så fyldes ud,« siger hun og lader forstå, at det var sværere end som så.

»Jeg har været så vanvittigt privilegeret, at jeg nogle gange har været flov over det. Jeg har haft lyst til at gøre mig fortjent til alle de gode ting, jeg har fået,« siger hun og nævner som eksempel, at hun, efter hun blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1995, kom direkte ind på tidens hotteste teater, Dr. Dante, og at hun fik tilbudt rollen som Stine i tv-serien »Taxa«.

Efter hun havde været med i Thomas Vinterbergs »Festen«, var der nogle år, hvor hun havde en del arbejde på teatret.

Men filmrollerne lod vente på sig, indtil hun sagde ja til Tomas Gislasons filmiske eksperiment »POV«, der blev optaget i den amerikanske ørken og baseret på improvisation.

I denne periode fik hun også»taget sin mødom«, hvad angår dårlige anmeldelser.

Det var i 1998, og hun spillede den ene hovedrolle i »Romeo og Julie«.

»Der stod i anmeldelsen, »vi bliver i tvivl om, hvorvidt den kvinde overhovedet har talent«,« siger Trine Dyrholm med et udtryk, der skal illustrere, hvor meget den sved.

»Overskriften var »Hvor er Julie?« Prøv lige at tage den og så gå ind og spille for 800 mennesker hver aften! Hvis du kan blive udråbt som idiot den ene dag og til vidunderbarn den næste, så holder du op med at tro på nogen af delene,« siger hun.

Selv om Trine Dyrholm gentagne gange har ladet sig udfordre på scenen og foran kameraet, har det været en anden type prøvelser, der ind imellem har trukket veksler på hende.

»Der var en periode for nogle år siden, hvor jeg havde arbejdet enormt hårdt med nogle roller på teatret, og jeg var slidt og træt. Samtidig skete der det, at jeg havde sagt nogle ting om at være single i et interview, og det blev pludselig til løsrevne overskrifter i nogle blade. Da følte jeg mig lidt udsat, og efter det tog jeg et halvt års pause,« siger Trine Dyrholm, der slår over i fynsk, når hun taler om følsomme emner.

Fordi hun har oplevet at blive genkendt, siden hun var 14, har hun et særligt stort behov for at blive set for det, hun står for.

»Livet er skrøbeligt, og jeg har da også haft de problemer, de fleste mennesker i perioder har med ulykkelig kærlighed eller ensomhed. Men jeg har en råstyrke som menneske. Selv hvis jeg har ligget nede under gulvbrædderne, har der været en kerne i mig, der har gjort, at jeg kunne trække mig selv op. Det er den fynske pige med de røde kinder, som jeg stadig har i mig.«

Når hun taler om ensomhed og længsel, mener hun et grundlæggende behov for at høre til, som er det gået op for hende aldrig helt forsvinder.

»Jeg har accepteret, at det er et vilkår, man har som menneske. Selv om jeg stadig kan opleve længslen, føles det ikke længere som en ulykkelig længsel. Jeg har været bange for at være den, jeg er, for hvis jeg nu mistede nogen på den bekostning. Men med alderen har jeg oplevet, at det virker modsat. Jo mere man står ved, at man er den, man er, desto stærkere bliver ens relationer til andre mennesker. Jo mere man træder i karakter som menneske, desto stærkere bliver det personlige udtryk. Jeg har mere og mere fundet mit personlige udtryk,« siger Trine Dyrholm.

Af samme grund stod hun pludselig med lidt af et luksusproblem, da hun efter at have lavet »KROP« sammen med veninderne Tammi Øst og Louise Mieritz på Bellevue Teatret, for tre år siden blev kæreste med forestillingens koreograf, Niclas Bendixen.

»Jeg var helt patetisk bange for, at »åh nej, kan jeg nu spille skuespil, når jeg er glad?« På den anden side tror jeg ikke på myten om den ulykkelige kunstner. Det har fyldt meget at møde ham. Jeg føler, jeg har fået en form for fundament i mit liv. Jeg er helt klart grundlæggende mere glad, og jeg har ikke oplevet, at det gik ud over mit arbejde. Tværtimod. Jeg synes, det har frigjort noget energi.«

Meget tyder på, at hun har ret. Tre år i træk har hun modtaget de danske filmkritikeres fineste pris for sine roller i »Forbrydelser«, »Fluerne på væggen« og »En Soap«. Først- og sidstnævnte fik hun filmbranchens Robert for, og med to store dramatiske roller i hele to aktuelle film netop nu Anette K. Olesens »Lille soldat« og det norske drama »De Usynlige«, der havde premiere i fredags lader det til, at hun fortsat træner talentet.

»Mit mantra er, at man ikke altid må gå den lige vej, men blive ved med at udfordre og udvikle sig selv. Og det er jeg glad for konsekvent at have fået muligheden for. Jeg er ikke gået uden om bestemte ting, men jeg har måske sagt nej til noget, hvis jeg følte, at jeg havde prøvet det før,« siger hun.

Det sidste siger hun som forklaring på, at hun ikke spiller traditionelle kvinderoller, men umiddelbart kan hun ikke se, at hun skulle optræde særligt maskulint på film.

»Jeg opfatter ikke, at jeg spiller hårde roller, men stærke karakterer. Min store opgave er at finde det modsætningsfyldte,« siger hun og bruger sin karakter Charlotte i »En Soap« som eksempel.

»Charlotte er helt igennem selvsikker, men så kan hun ikke finde ud af noget så banalt som at vælge gardiner. Det gør hende totalt usikker. Eller som i »Lille soldat«, hvor Lotte er en hårdkogt pige, men på et tidspunkt lægger sig hen over ryggen på sin far, og man mærker hendes længsel efter at være hans lille datter. Eller i »De Usynlige«, hvor Agnes hader den mand, der har myrdet hendes søn, men samtidig er fascineret af ham, fordi han er den sidste, der har rørt ved hendes barn. Jeg går efter at vise sprækkerne i mennesket. Mit arbejde hænger sammen med min måde at tænke på. Det handler om, at livet er modsætningsfyldt. Vi er sammensatte mennesker.«

Når hun ser film, vil Trine Dyrholm se mennesker, der kæmper mod noget.

»Dramaet kommer jo netop der, hvor mennesket forsøger sig, og der hvor modsætningerne opstår. Det er ikke spændende i sig selv at se nogen græde på film, men det kan være spændende at se én, der kæmper mod gråden. På samme måde er det ikke i sig selv interessant at se nogen have sex på film. Men hvis man pludselig opdager, at de i virkeligheden ikke har lyst til det, så bliver man nysgerrig. Der skal være noget på spil,« siger hun.

Forelagt sin egen statistik af roller, kan hun dog godt se, at hun ikke ligefrem har valgt de tøsede roller. Hun kommer i tanker om, at hun, da hun skulle spille hovedrollen i Pernille Fischer Christensens »Dansen«, havde problemer med sin karakter, den søde danselærer Annika, der repræsenterer godheden, som bliver forelsket i Lasse, der er straffet for voldtægt.

»Jeg synes, det var svært at være så mild. Pernille var hele tiden efter mig, fordi jeg ikke måtte vise nogen som helst form for aggression. Jeg fik lange øjenvipper på, så jeg kunne se sådan her ud,« siger hun og blinker med store øjne og påtaget uskyld.

»Det var enormt spændende at lave en så helt igennem feminin karakter.«

Allerede med sin rolle i komedieserien »Langt fra Las Vegas« gik Trine Dyrholm imod stereotyperne. Her spillede hun den velklædte overklassepige Birla, hvis konstante prutten hyler kæresten Casper Christensen ud af det.

»Jeg tror ikke på det klichefyldte. Jeg tror ikke på den pæne pige. Hun findes ikke. Jeg kan godt lide at udfordre pænheden. Det er det, jeg mener med at finde modsætningerne i et menneske og finde det sted, hvor vi alle kan spejle os i noget universelt i karakteren,« siger Trine Dyrholm.

Hun mener ikke, hun hører til dem, der egner sig til at udtale sig om tidsånden. Men så går det egentlig meget godt alligevel.

»Vi har en tendens til, at vi skal leve på en bestemt måde, vi skal gå i noget bestemt tøj, bo på en bestemt måde og være forældre på en bestemt måde. Men hvorfor skal vi alle sammen gøre det samme? Hvorfor skal vi alle sammen male hvidt? Når man ser boligprogrammer eller programmer om børneopdragelse, lærer vi, at der er rigtige måder at leve sit liv på. Men det bliver jo så ensrettet. Hvorfor ikke gøre plads til, at vi kan være forskellige? Det andet handler jo om at skabe sin identitet udefra. Men de temaer, vi som mennesker slås med, er ensomhed og længsel, og det kan man altså ikke kurere ved at skabe sin identitet udefra. Vi kunne godt have brug for at lære, at identitet skabes indefra,« siger Trine Dyrholm, der kan ærgre sig, når hun ser unge i reality shows sukke efter berømmelse:

»Det er ligesom, hvis man drømmer om at blive kendt for at få en identitet men hvad vil du være kendt for? Jeg oplevede at få en identitet udefra, da jeg blev kendt, men man skal jo selv fylde det ud.«

Selv er hun nået til et nyt kapitel om kunsten at fylde »Trine Dyrholm« ud. Til januar, hvor hun har termin, giver det helt sig selv. Forude venter planer om at fortsætte med at få store udfordringer, også gerne i den europæiske art house filmverden. Og så kan det være, det er tid til at overveje en stor feminin rolle.

»Næste gang skal jeg lave noget, hvor jeg er rigtigt pæn. Noget med store kjoler, stort rødt hår og en kæmpe kavalergang. En dronning måske, det kunne jeg godt forestille mig,« siger hun.

Og smiler sit brede smil: »Og så et kæmpe sværd!«