Nik & Jay er tilbage

Nik & Jay er tilbage. Men noget har ændret sig siden sidst. Fremfor damer og bling bling, er det de åndelige tømmermænd, der fylder nu. Efter snart ti år som dansk musiks måske eneste superstjerner, har de mærket berømthedens pris. Begge har de været gået ned med flaget - og klaret det hver især. Derfor stiller de også her for første gang op til interview hver for sig. Mød Jay uden Nik.

J.B. Thomsen står der på dørtelefonen i den bygning i København, der engang var en skole, men som nu er ombygget til luksuslejligheder. Nedenunder står der N.G. Petersen. Jannik Brandt Thomsen og Niclas Genckel Petersen. Jay og Nik.

Læs interviewet med Nik aka Niclas Genckel Petersen her

Ovenpå hinanden, nedenunder hinanden, ved siden af hinanden. Musikalsk, privat - og forretningsmæssigt.

Jay svarer med det samme, da jeg ringer på. Han er kendt for at være den del af duoen, der er mest tjekket i forhold til at overholde aftaler.

»Jeg kommer ned,« siger han. Og står der så, alene. Klædt i sort, med en lille, sort hue på hovedet og et par briller over næseryggen. Solen rammer byen, men der er ingen stråler, der reflektere i ham. Da jeg mødte ham for fem år siden, hvor duoen udgav »Fresh:Fri:Fly«, var hans øreflipper fyldt til kanten med store diamanter. De er væk nu. Er et overstået kapitel. I hvert fald der.

Nu sidder de i et smalt armbånd og en halskæde, nedtonet og uden for solens rækkevidde som hele hans attitude.

Vi sætter os ind i hans sorte Audi. Synker ned i de beige lædersæder.

»Skal vi køre til Værløse og gå en tur ved Søndersø, som jeg plejede at løbe rundt om, da jeg boede hjemme? Jeg tager stadig ud og løber der, fordi det er fredeligt.«

Han er 29 år gammel - og den ene af Danmarks største popstjerner. Den anden er Nik.

Lagt sammen er de et popfænomen uden lige i hjemlig musikhistorie. De tordnede ind på hitlisterne i 2002 med en lyd og en attitude, der - som friværdierne - varslede fede tider med hip hop inspirerede popsange fyldt med tro på sig selv, kærlighed, fester, lækre damer, store biler, større smykker og dyr champagne serveret i deres ærlige rap-linjer.

De dannede skole for en ny scene og var i mange år genstand for lige dele had og kærlighed. Men uanset hvilken side man var - eller er - på, er det mest markante ved dem nok, at de er svære at undslippe at have en mening om. For de er her stadig, musikken er her stadig. Endda »stærkere end nogensinde«, som Jay udtrykker det.

Der er dog sket noget siden sidst. Og det er ikke kun finanskrisens skyld.

Det lader sig tydeligt høre i teksterne på deres fjerde album »Engle Eller Dæmoner«, der udkommer 26. april. Det indeholder 12 sange, tre af dem på engelsk, der stadig er Nik & Jay’ske, men der er færre damer og mindre fest.

I stedet er det de åndelige tømmermænd, der fylder. Der er nu mere melankoli, selvironi - og flere linjer med temaer som dette:

»Mit hoved er fyldt til randen/tingene kører rundt & rundt/mit legeme er på krydstogt/ude hvor jeg ik’ ka’ bunde/mayday... (..) Men jeg vil lege igen/lege med ord/lege med toner/jeg er træt af business/træt af at lege med millioner«.

Linjerne er fra intro-sangen »Mandag d. 7. juni«, som Jay har skrevet. Som altid rapper Nik og Jay det, de hver især har nedfældet. I omkvædet mødes de, samler sangen og hinanden. For deres linjer er mere forskellige end nogensinde før. Det siger Nik senere. Måske fordi de har gennemgået hver sin udvikling, som de har måttet ordne hver for sig.

Hvad er der sket, siden I var her sidst?

»Jeg kunne godt lide ideen om Nik & Jay Aps. Vi skulle være over det hele inspireret af sådan nogle som Jay-Z. Udgive plader, skrive andres, lave ure, tøj, investere i ejendomme. Vi havde en periode, hvor vi følte, at vi virkelig var verdensmænd. Men vi nåede til et punkt, hvor gejsten forsvandt. Vi havde holdt fest i otte år, men pludselig var det ikke det samme mere. Nik havde sine grunde, jeg mine.«

Hvad var dine?

»Det var af en blanding af flere ting. Vores forældre og venner omkring os havde sagt længe, at vi skulle kigge os omkring, for det liv, vi lever, er ikke normalt. Pludselig kunne jeg se det. Det er som små ringe i vandet, der samler sig. Forventninger, pres, folk, der behandler én ondskabsfuldt, mens andre slikker én i røven. Den ene dag står man på scenen, og folk jubler. Den næste er det mandag, hvor vi så havde gang i en masse ting, der handlede om business. Jeg stiller enormt høje krav til mig selv om, at jeg skal være den bedste inden for det, jeg laver, samtidig med, at jeg skal være cool. Men jeg gabte over for meget, og pludselig fangede jeg mig selv i at være, jeg ved ikke, hvad man kalder det, stresset. Eller i hvert fald kørt død.«

Vi ankommer til Søndersø i Værløse, hvor Jay og Nik er opvokset. Der, hvor de mødte hinanden, da de var 13 år og voksede sammen til Nik & Jay ud af en fælles interesse for amerikansk hip hop og den »blærerøvs« livsstil, der følger med den.

For Jay var deres koncert på Skanderborg Festival i 2009 skelsættende. Der, hvor tingene aldrig bliver »det samme mer’«, som han også siger det i sangen.

Vi spillede nogle koncerter før Skanderborg, hvor jeg ikke havde lyst til at gå på scenen. Jeg hældte rom i min te hele tiden, fordi jeg tænkte, at hvis jeg bare drikker noget mere, går det nok over. Men det skete ikke, tværtimod. Det kan enhver psykolog fortælle, men jeg anede ikke, hvad der var galt. Jeg elsker jo at optræde. Nu ved jeg, at det er en form for sygdom, men dengang vidste jeg ikke, hvad det er symptomer på, når ens vejrtrækning føles besværet, når man ikke kan sove. En ven trak mig til side og sagde, at jeg ikke så ud til at have det godt. Jeg talte med ham om det, og han hjalp mig på vej. Ellers fortalte jeg det ikke til nogen. Heller ikke til Nik. Han var holdt op med at drikke på det tidspunkt, men jeg ved ikke, hvordan han havde det. Jeg havde for travlt med at finde ud af, hvad der skete med mig selv.«

Før de gik på scenen på Skanderborg Festival foran 30.000 mennesker, drak ingen af dem for første gang alkohol før en koncert.

»Det var en dejlig dag, men jeg havde slet ikke lyst til at gå på scenen. Det er virkelig mit livs mest nederen koncert. Jeg havde kun fokus på at levere 100 procent ordentligt, så ingen kunne se, hvordan jeg havde det. Efter koncerten sagde en af os: »Jeg kunne ikke mærke noget«. Måske var det mig, fordi sådan havde jeg det.«

Efter koncerten gjorde de også noget, de ikke havde gjort før. De tog direkte hjem hver for sig. Jay spiste en burger og drak en mælk. Forsøgte at sove og vidste, at noget måtte laves om. Selv om han ikke selv syntes, at han havde et alkoholmisbrug, havde han det statistisk set. Alkohol havde for både Nik og ham altid været en del af »festen« - for at sætte sig op til den og komme ned igen.

Samtidig måtte han sande, at hans drøm om at brede brandet Nik & Jay ud var en opgave, han ikke kunne løfte. De måtte ansætte folk med forstand på den slags.

»Jeg indrømmer, at det gjorde mig vred, irriteret og bange, at jeg havde det sådan. Men mest, at jeg ikke havde lyst til at være på scenen.«

Hvad var du bange for?

»Jeg tænkte: »Hvad fanden skal jeg så lave? Jeg havde jo lige fundet ud af, at jeg ikke kan alt det der med lejligheder og revisorer. Det eneste, jeg kan, er at skrive sange.«

Kun ænderne i søen forstyrrer stilheden. Vi er enige om, at de er søde.

»Efter turneen i 2009 besluttede vi os for at lukke alt ned i en periode. Jeg fortalte Nik lidt om, hvordan jeg havde det,« siger han og tilføjer:

»Men det er alligevel sygt, at jeg nu fortæller dette til en landsdækkende avis. Dengang sagde jeg til alle, at de ikke måtte sige det til nogen.«

Følte du dig svag?

»Ja«

Som Jay eller Jannik?

»Som begge. Jeg troede bare ikke, det kunne ske for mig. Men også fordi det hele ikke skal handle om, at vi gik ned. Vi er stadig også det, vi var før, vi har bare flere lag nu.«

Jeg spørger jo kun ind til disse ting, fordi flere af jeres nye numre handler om det.

»Det er selvfølgelig rigtigt nok.«

Nik & Jay var væk fra hinanden et par måneder. Jay havde behov for at ryste sig fri af at være Nik & Jay og den opmærksomhed, der følger med det.

»Jeg husker ikke så meget af det, jeg lavede i den periode, for jeg havde det dårligt. Jeg boede hos en ven, fordi jeg ikke kunne være alene med mig selv. Jeg lavede mest ingenting og lagde så mit liv helt om. Tænkte, hvordan griber en elite sportsmand det hele an. Han er også under et vildt pres for at præstere. Så jeg holdt op med at drikke, begyndte at spise sundt, træne hver dag, og jeg får det helt klart bedre i hovedet af at det. Det er også meget spændende at vende alting 180 grader i sit liv, og det har hjulpet mig til at fokusere på det, der er vigtigst: musikken. Selv om jeg stadig er i en proces, føler jeg, at jeg er kommet videre. Nik og jeg har været igennem vores største prøvelser i vores karriere nu, og jeg har lært, at man ikke skal tage noget for givet.«

Vi er nået hele vejen rundt om søen. Fem en halv kilometer. Da vi har sat os i bilen med retning mod København, siger han:

»Jeg glæder mig bare til, at den her evige søgen efter noget holder op, så man kan puste lidt ud. Jeg tror, det forandrer sig, når man får børn. Jeg ved jo godt, at det egentlig er det eneste, der betyder noget. At man har nogen at dele sit liv med.«