Tv-vært Hans Pilgaard: Nu er jeg bare Hans

Hans Pilgaard og hans mand, 37-årige Henrik Torp, træder ind ad den smalle dør til cafeen Balans, midt i den engelske hovedstads mange teatre i den kunstneriske bydel Soho, London. Cafeen er velplaceret rundt om hjørnet fra lejligheden, hvor parret lige har forlænget lejekontrakten med to år. Ingen tager notits af ham.

»London er et åndehul for mig. Her er jo ingen, der ved, hvem jeg er. Tjeneren her på caféen spurgte mig sidste år: »Are you someone famous?« Nogle danskere, som havde været herinde, havde sagt til ham: »Her kommer mange kendte mennesker, hva?« »Hvem?« spurgte tjeneren. »Ja, ham derovre er kendt hjemme i Danmark,« havde de sagt. Det var jo sjovt,« fortæller 47-årige Hans Pilgaard.

»Det er rart bare at gå rundt herovre og være Hans fra Danmark. Nogle gange føles det, som om alle mennesker kender én hjemme i København. Men det er selvfølgelig også en eller anden form for cadeau og anerkendelse af mit arbejde, når danskerne henvender sig til mig med, som oftest, positive bemærkninger,« siger Hans Pilgaard.

Han kigger ud ad vinduet. Flytningen til London i februar sidste år har været en drøm, der gik i opfyldelse for ham. Et positivt »break« i livet.

»Den ro, jeg er ved at finde herovre i London, gør mig lykkelig. Roen giver mig luft til at leve mere i nuet,« siger han.

Han er kendt for sin hang til at slutte »Hvem vil være millionær«- programmerne med en håndfuld lommefilosofi. Med et stænk af koncentreret eftertænksomhed. Og det kan vi opleve mere af, når den nye sæson af TV2-quizzen på mandag for fjerde år i træk ruller over skærmen med ham som vært. Programmet har i gennemsnit over 1,1 millioner seere. Privat taler han også gerne om de dybe elementer af livet - om »break« og breaking points - for dem har der efterhånden været nogle stykker af i hans liv.

Ikke længere lykkelig

Første gang var i 1995. Han var ansat som journalist på TV2 Nord. Havde et godt job. En karriere. En kæreste. Men han var ikke længere lykkelig.

»Jeg havde brug for, at der var stille. Helt stille,« siger han.

Han sad tre uger alene i en hytte oppe i Norge. I Norge var der ingen støj, ingen mobiltelefon, ingen strøm, intet rindende vand, ingen radio, tv eller musik. Intet. Kun pejsen, bøger, sne og langrend.

»I Norge tror jeg, at jeg opdagede det sværeste ved at være i nuet: Jeg mærkede pludselig, hvad der var det rigtige at gøre. Det var ikke let. Det, jeg mærkede, var, at jeg skulle skilles fra ham, jeg var sammen med, og sige mit job på TV 2 Nord op,« fortæller Hans Pilgaard.

Efterfølgende tog han tre måneder til Skotland - også alene, hvorefter han blev ansat på Nordisk Film.

»Opholdene i Norge og Skotland er det vildeste, som jeg nogensinde har gjort - men også noget af det stærkeste, jeg har oplevet. Jeg tror, at det er det samme, der sker for folk, der går i kloster. »Pludselig kommer de der tanker væltende i ensomheden. Den indre stemme. Man skal sgu finde en at dele livet med - hvis ikke en kæreste, så en ven. Ebbe Kløvedal har engang sagt: »Venner er vidner til dit liv« - det er måske meget rigtigt. Det er vigtigt at have vidner. I hvert fald for mig,« siger han med et af samtalens mange citater.

Hvad er der med dig og citater?

»Jeg synes nogle gange, de siger så meget mere end andre ord, altså, fra... Et af mine yndlingscitater er af Peter A.G: »Elsk mig, når jeg allermindst har fortjent det, elsk mig, når jeg vender mig væk«. Er det ikke et fedt citat?«

Anden gang, han sagde stop, var i 2006.

»Var det ikke C.V. Jørgensen, der engang sagde: »Selv Solen går til psykolog?« siger han og fortæller om sine egne ture til psykolog. De startede kort inden, han i 2006 opsagde sin stilling som vært på TV 2-programmet Go’aften Danmark, hvor han var vært i seks år. De tunge personhistorier i programmet havde tæret på ham.

Var »Falck-redder«

»Min psykolog sagde til mig, at det, jeg havde været igennem, svarede til, jeg havde været Falck-redder gennem en længere periode, fordi jeg havde en del bagage fra programmets historier og skæbner i mig,« fortæller han.

»Jeg har haft gæster inde, der brød sammen efter interviewet, og hvor jeg efterfølgende har siddet og snakket med dem i timer. Det var aldrig bare et arbejde for mig.«

Bruddet med Go’aften Danmark skabte overskrifter. Mange medier var optaget af, om Hans Pilgaard var brudt sammen, fordi han ikke kunne holde til presset. Han blev så træt af at læse overskrifterne, fordi de efter hans mening forenklede tingene alt for meget. På den ene side kunne han læse bladenes simplificerede udgave, der skrev, at han var slidt, brugt op og på kanten af et nervesammenbrud - og på den anden side havde han venner, der sagde: »Hvor slemt kan det være?«

»Sandheden var nok et eller andet sted imellem,« erkender Hans Pilgaard. »Jeg er bestemt ikke flov over, at jeg har gået til psykolog,« siger han og konstaterer, at han nok altid vil være en søgende sjæl.

»Jeg bliver lagt i graven som en søgende sjæl. Det tror jeg,« siger han. »Til lyden af »Tramps like us, baby we were born to run«. Fra Springsteens album »Born to Run«. Der er mange af hans citater, som er gode,« tilføjer han, inden latteren bryder løs.

Søger du efter meningen med livet?

»Er der en mening? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er ikke sikker på, at der er andet end…,« siger Hans Pilgaard, inden han afbryder sig selv med en henvisning. »Jeg er en stor fan af den franske forfatter Albert Camus. Af hans filosofiske værk, Sisyfos-Myten fra 1960. Det er det tætteste, jeg har været på at forstå meningen med livet. Og den bog er det tætteste, jeg kommer på religion og en bibel. Fuck, hvor er det rigtigt, det der står i den. »At leve eller ej«. Nogle gange er livet sgu meningsløst,« fortæller han i hastigt tempo hen over bordet.

»I bogen skubbes en sten op ad bjerget. Og når du toppen, kan du nå at nyde udsigten, inden stenen triller ned igen. For den bliver aldrig liggende deroppe,« siger han.

»På en fjeldside i Skotland oplevede jeg ni minutter, hvor jeg pludselig forstod alt. Alt. Men det sjove ved den situation var, at mens jeg sad der, kunne jeg ikke se nogen, ingen huse eller noget tegn på civilisation eller mennesker. Jeg kunne kun se det store værk. Der forstod jeg alt.«

Hvad forstod du?

»Det kan jeg ikke sige. Det vil ikke give mening, hvis jeg siger det. Meningen er nemlig ikke verbal. Den er mental. Helt herinde. Min sandhed. Ikke andres. Og jeg har ikke brug for, at den bliver bedømt. Det er ikke sikkert, jeg overhovedet kan sige meningen med livet i en sætning, og at andre ville bryde sig om den.«

Hvor er du henne på bjerget nu?

»Jeg har vel nydt udsigten på toppen af bjerget i 7-8 minutter nu, og jeg kan da godt være bange for, de ni minutter er gået snart, så jeg skal ned ved foden af bjerget og kravle, skubbe og ase mig op ad bjerget igen med stenen. Dog føler jeg stadig, at jeg står på toppen. Jeg har bevilliget mig selv lov til at nyde det. Her i London sammen med Henrik.

Men jeg tænker stadig: »Hvad så efter, at »Hvem vil være millionær«-kontrakten om et år udløber? Hvad så?

Der ligger vel en eller anden form for latent rastløshed i mig. En usikkerhed. For måske at opdage, at kampen er gået i gang, uden at jeg er med. Et tryghedssøgende menneske som jeg kan også have brug for et eventyr. Og nu kan alt jo ske. Det er fedt,« svarer han, og griner højt og tilføjer:

»Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har siddet alene i en eller anden hytte i naturen.«

Han læner sig tilbage i stolen, og taler til tjeneren på caféen, hvis øjne flere gange har fundet den medbragte diktafon på bordet.

»It’s an interview about how clever I’am - that’s why it’s done in two minuts,« siger han henkastet med et grin til tjeneren, mens popmusikkens insisterende rytmer næsten toner samtalen ud.

»Han aner ikke, hvem jeg er, og hvad jeg laver,« siger han efterfølgende og læner sig tilbage ind over bordet.

Han fortæller, at der er ting ved Danmark, han ikke savner. Det ærgrer og bekymrer ham, at Danmark er ved at få et ry for at være et land, der lukker sig om sig selv. Om ytringsfrihed, om at den politiske journalistik er blevet sovset ind i spørgsmålet om, man overhovedet må stille spørgsmål, om tvivlen på magthaverne, uanset partifarve, når de har siddet for længe, og om ikke at gide være talerør for homoseksualitet.

»Jeg er træt af at tale om min seksualitet. Hvis nogen kan bruge det, at hele familiens Danmarks hyggeonkel, eller hvad fanden de kalder mig, er bøsse, så helt ok med mig. Men jeg gider ikke være ugens glade homo,« siger han.

Lad os tale om kærligheden. Kan vi det? Hvis ja, er du lykkelig?

Han tøver et øjeblik, hvorefter han straks taler videre.

»Ja, det kan vi sagtens. Ja, det synes, jeg er. Grunden til, jeg tøvede et øjeblik, var, fordi jeg altid bare siger ja. Jeg tænker aldrig over det. Fordi jeg ER lykkelig. Steffen Brandts udtryk »nærmest lykkelig« er genialt. For lykke er ikke en permanent tilstand. Lykke er en tilstand i glimt. Det er øjeblikke. Momenter. Det er derfor, det er så vigtigt at være til stede i nuet, ellers kan du ikke nå at opleve lykken, inden du opdager, at her var du lykkelig,« siger Hans Pilgaard.

»Lykken er de der glimt, det blik, det øjeblik, den fornemmelse, den hånd, som bliver lagt, og man bliver trykket i hånden på det helt rigtige tidspunkt. Den berøring og den kærlighed i øjeblikket. Jeg havde tidligere oplevet begær ved første blik, men aldrig kærlighed ved første blik oveni. Det skete, da jeg mødte min mand for otte år siden,« fortæller han. Med et grin påpeger han sin egen generthed.

»Jeg tror og håber, vi bliver gamle sammen. Og det jeg kan sige sådan helt nede i maven og mellemgulvet. Men ikke for enhver pris. Hvis han finder en anden, eller der sker noget, eller vi bliver ulykkelige sammen, så ser jeg ikke nogen mening i at gennemføre det projekt bare for at kunne sige, at det holdt, til vi blev gamle,« siger han.

Lige nu handler forholdet mere om Henrik end om Hans.

»Det er jo Henriks drøm herovre. Her udlever han sin drøm som makeup-artist på Londons teatre. Med succes,« siger han.

Mens manden »breaker«, nyder Hans Pilgaard sit »break«.

»Derhjemme har det handlet mere om mig. Nu er det mig, der kommer til Shakespeare premiere i West End, og åbningen af playboy-klubben forleden sammen med Hugh Hefner på grund af Henrik - her var jeg ikke kommet med, hvis Henrik ikke havde været der. Herovre er jeg the boyfriend, the man next to, og her vender de ryggen til mig og taler med Henrik. Det er sgu lidt befriende en gang imellem,« siger han, alt imens han rejser sig op og retter det stilrene, sorte jakkesæt og inviterer til en lille rundvisning i lokalområdet. Teatret, hvor Henrik arbejder. Caféen, hvor de sælger verdens bedste milkshake. Hjemmeadressen. Baren, hvor han for et par uger siden dansede et par sekunder oppe på disken efter Henriks lidet opmuntrende kommentar: »Det er du da alt for gammel til«. Og til sidst spørger han i den lokale biograf, om der går en film i aften, som man enten elsker eller hader - »det er nemlig de bedste,« forklarer han. For i aften er han alene, og det er helt ok med ham.