Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klumme: Jeg vil altså ikke giftes med en robot!


Klumme: Jeg vil altså ikke giftes med en robot!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Astrid Vestergaard asves@jfmedier.dk
Billede
Indland. 

I Kina er en ung ingeniør blevet gift med en robot - jamen hallo - hvor er verden på vej hen?

I aviserne kunne man før påske læse en besynderlig nyhed fra Kina. Tænk bare - i Kina er en 31-årig ingeniør blevet gift med en robot, efter at det ikke er lykkedes ham at finde en menneskelig kone. Det skriver South China Morning Post. Jamen hallo - hvor er det liiiige, verden er på vej hen?

Af artiklen fremgik det, at kineseren - Zheng Jiajia hedder han - selv har udviklet robotten, som hedder Yingying og er omkring et år gammelt. Det fremgår også, at robotten kan genkende en række kinesiske tegn og sige få, simple ord, og at robothustruen bar en sort heldragt og et rødt tørklæde, som der er tradition for ved kinesiske bryllupper.

Jamen, man må da undre sig, når man læser sådan en historie! Først tænkte jeg, at det måtte være en aprilsnar, men nej, det var det ikke. Dernæst tænkte jeg, at hvis sådanne bryllupper bliver vejen frem, kan folkekirken se frem til (endnu) en langvarig og fuldstændig absurd diskussion om, hvem der må få hinanden foran alteret i Guds Hus, og hvem der ikke må.

Mig bekendt står der ikke et eneste ord i Bibelen om ægteskaber mellem mennesker og robotter, og jeg håber aldrig, vi kommer til at opleve det her i landet. Jeg er begejstret for alt det, computere kan nu om dage - ikke mindst i sygehusverdenen og i de danske produktionsvirksomheder. Som journalist har jeg desuden fornøjelsen af at følge med i, hvordan man nogle steder i landet arbejder med computerteknologi på plejecentre, hvor en slags robot for eksempel sagtens kan køre med tungt affald, men at gifte sig med en robot - der sætter jeg altså grænsen!

Jeg vil slet, slet ikke belemre Jer læsere med, hvad det gør ved mig som kvinde, når jeg præsenteres for sådan en nyhed - blot konstatere, at jeg regner med, at ham der kineseren kommer på bedre tanker og finder mod til at prøve en "rigtig" kone en dag.

For ja - det kræver mod, og ja, det kan gå galt. Mange ægteskaber ender i dag med skilsmisse, og efter sådan én går man videre hver for sig og prøver at opbygge på ny i konstellationer, som de ældre generationer undrer sig over, og som set udefra også godt kan virke lidt "patchwork-agtige" med dine, mine og fælles børn.

Men det er jo i mødet med andre mennesker, at man udvikler sig, lærer og vokser.

På godt og ondt.

Det gør man ikke ved at forelske sig i en robot, der kun gør de ting, man programmerer den til. Som ikke evner at tænke selv, og som ikke er udstyret med et bankende menneskehjerte med al den passion og ægte lidenskab, der bor i sådan ét.

Vi skal turde elske hinanden. Også selv om det gør ondt, når kærligheden går i stykker, eller ægtefællen dør, og verden synes stor, kold og pokkers ensom.

Tina Dickow synger i en af hendes sange: "Did you ever gamble anything for love?" (Har du nogensinde risikeret noget for kærlighed?) Det spørgsmål bør ham kineseren stille sig selv og indse, at nej, med en robot som kone har han ikke været villig til at risikere noget som helst. Og det er en skam, for det er lige akkurat dér, hvor man tør satse alt for at forfølge en drøm, at livet føles ekstra fascinerende, og det er lige dér, passionen og lidenskaben får mulighed for at flambere hjertet indeni.

Uden et bankende hjerte er vi ingenting.

Kun tomme hylstre som ensomheden ubemærket tager bolig i.