Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kronik: Aarhus Kommune og de handicappede børn


Kronik: Aarhus Kommune og de handicappede børn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Viggo Jonasen, cand.scient.pol., lektor emer. - frivillig rådgiver, tidl. byrådsmedlem i Aarhus, tidl. formand for Aarhus Kommunes Sociale Forbru

Billede
Kronik. 

Aarhus Kommune har konstateret, at flere mennesker i kommunen får konstateret handicap - og at de derfor søger kommunen om hjælp til at mindske generne af handicappet.

Det kaldes "Handicapområdet er under økonomisk pres". Fænomenet har været kendt i flere år. Byrådet har ikke diskuteret, hvorfor flere mennesker må leve med handicap. Byrådet har ikke diskuteret, hvordan man vil hjælpe de pågældende mennesker i livet med handicap. Det økonomiske pres har blot fået de seneste rådmænd (Halvorsen, Medom) til at skære ned på ydelserne til mennesker med handicap, for at overholde budgettet. Eksempel: Borgerstyret Personlig Assistance. Eksempel: bostøtte til mennesker med psykiske lidelser og med hjerneskade. Eksempel: bemanding på bosteder som Tranbjerg og Tilst.

Fænomenet gælder også for området "Familier med handicappet barn". I januar 2015 bestemte rådmand Thomas Medom en plan for økonomisk genopretning på Handicapcenter for Børn (HCB) - der skulle strammes op om, hvornår familier med børn med handicap kunne få hjælp, og hvor meget de skulle kunne få, og om brugerbetaling. "Genopretningsplanen" omhandler en enkelt af de kommunale "siloer".

Forsøget på "økonomisk genopretning" resulterede blandt andet i de berygtede sager om forældrebetaling for handicappede børn i daginstitution - hvor Ankestyrelsen satte kommunen eftertrykkeligt på plads, og hvor man siden bestemte en meget mere socialt acceptabel politik, som forresten lignede den, kommunen havde før januar 2015.

...det er en ret almindelig kommunal praksis at forsøge at bilde folk ind, at en "målgruppeafklaring" ikke er en afgørelse - heller ikke selv om "målgruppeafklaringen" afskærer familien fra det ansøgte

Forsøget på "økonomisk genopretning" har fået Handicapcenter for Børn (HCB) til at beslutte, at en del børn med varige og indgribende lidelser, som f.eks. omfattende spasticitet, "ikke hører til målgruppen" for ydelser efter Servicelovens § 41 og 42 (dækning af handicapbetingede merudgifter ved barnets forsørgelse, og tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som grundet barns handicap er nødt til at tage sig af børnene i arbejdstiden). HCB siger: "ikke vores målgruppe", altså: afslår at hjælpe de handicappede børns familier.

Man oversender så sagerne til Familiecentret, som er en del af samme magistratsafdeling, og som har samme rådmand. I en del sager har Familiecentret snerret: problemet er ikke, at familien ikke fungerer godt - problemet er barnets handicap. Det gælder f.eks. en del familier med børn med svær autisme og børn med spasticitet, endog omfattende spasticitet.

Det er jo ren Knold og Tot at definere spasticitet som et ikke-handicap.

Forsøget på "økonomisk genopretning på HCB" har også motiveret HCB til - i sager, hvor familiens behov for hjælp anerkendes - at foreslå hjælpeløsninger, hvis fælles egenskab er, at de skal betales af kassen i en anden afdeling af Aarhus Kommune. Altså: "økonomisk genopretning for HCB" er at placere udgiften i en anden afdeling. Det gør man også i sager, hvor familiens og andre fagfolks løsningsforslag er dækning af Tabt Arbejdsfortjeneste, så forældrene selv kan løse opgaven. Det er særlig relevant for børn med typer af autisme, hvor det er væsentligt at undgå for mange skift i dagligdagen - da er det ikke fornuftigt at foreslå aflastningsordning eller ledsageordning eller længere tid i skolefritidsordning, som jo indebærer ekstra skift og impulser og dermed yderligere udtrætning for barnet.

Aarhus byråd har engang vedtaget - jeg har såmænd selv været med til at vedtage det - at hjælp fra kommunen til borgerne skal fremstå som en sammenhængende helhed. Når en kommunal afdeling forsøger at skubbe udgiften ved hjælp over til en eller flere andre afdelinger, bliver der IKKE tale om en sammenhængende helhed.

I de mange sager, jeg ser, er der IKKE tale om, at kommunen har set på familiernes tilværelse og problemer som en helhed - man ser på enkelt-aspekter!

En alvorlig virkning af krumspringene for at opnå "økonomisk genopretning på HCB" er lang sagsbehandlingstid og deraf følgende usikkerhed, utryghed for familierne. Syv måneder efter ansøgning om merudgiftsdækning for et 14-årigt barn med autisme og omfattende følge-problemer fik familien besked om, at den "ikke er omfattet af målgruppen" for pågældende ydelse. Men HCB anerkender, at pigen har problemer, hvorfor man oversender sagen til Familiecentret. Hvorefter Familiecentret så antages at påbegynde sagsbehandling. Det fremgår ikke, hvor lang tid Familiecentret skal have til sagsbehandling, eller hvilke "supplerende oplysninger" der er fornødne for dén sagsbehandling.

Og notabene: HCB meddeler også, at familien ikke kan anke "målgruppeafgørelsen", thi den er ikke en afgørelse om en ydelse, kun om sagens behandling.

I min socialretlige lærebog er en afgørelse om, at man ikke tilhører målgruppen for en ydelse, lig med en afgørelse om, at man ikke kan få ydelsen. Det vil sige, at kommunen afslår at bevilge det ansøgte. At kommunen siger, "nogen i kommunen overvejer en anden form for hjælp", kan ikke afmontere det faktum, at man afslår at yde det ansøgte. Dermed bliver afvisningen af at yde klagevejledning en lovstridig afgørelse.

Fra flere brugerorganisationer har jeg hørt, at det er en ret almindelig kommunal praksis at forsøge at bilde folk ind, at en "målgruppeafklaring" ikke er en afgørelse - heller ikke selv om "målgruppeafklaringen" afskærer familien fra det ansøgte.

Det er retssikkerhedsmæssigt dybt betænkeligt, at kommunen - flere kommuner - forsøger at afskære familier med handicappet barn ikke blot fra ydelser men også fra at klage til Ankestyrelsen over, at man afskærer dem fra ydelsen.