Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kronik. Den ubekvemme sandhed: Ulighed er en vækstdræber og måske noget værre


Kronik. Den ubekvemme sandhed: Ulighed er en vækstdræber og måske noget værre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Christen Sørensen, fhv. overvismand, folketingskandidat S, Århus Nord
Billede
Kronik. 

Det er desværre ikke nyt, at der gås efter budbringeren, når der ikke er argumenter mod budskabet. Det seneste markante eksempel herpå er kravet om at få nedlagt Folketingets økonomiske konsulenter efter fremlæggelsen af deres notat fra 31. marts, hvor de sammenfattede de seneste analyser fra OECD og IMF af en eventuel sammenhæng mellem indkomstulighed og økonomisk vækst.

Vreden mod Folketingets økonomiske konsulenter er udløst af, at notatet gav ønsket om topskattelettelser et grundskud. Hovedargumentet for topskattelettelser har jo været, at dette ville øge den økonomiske vækst - og derfor også være til absolut fordel for personer med lavere indkomster. Dette skulle kompensere for den øgede ulighed, som ville følge af topskattelettelser.

Men i 2015 udgav OECD en dybtgående analyse af sammenhængen mellem ulighed og vækst i rapporten "In It Together: Why Less Inequality Benefits All", hvori det påvises, at øget ulighed har været en signifikant vækstdræber. Et hovedresultat i OECD-analysen er, at den stigende ulighed i en række OECD-lande i perioden 1985-2005 har medført en næsten 5 pct. lavere produktion i OECD-landene, nemlig 4,7 pct., i årene 1990-2010. I tilknytning hertil konkluderes, at øget ulighed har en både stor og signifikant negativ indvirkning på den økonomiske vækst i et lidt længere perspektiv. I konklusionen på analysen anfører OECD (fra side 79, dog i min oversættelse): "Den økonometriske analyse, der bygger på sammenlignende data over de seneste 30 år fra OECD-lande, viser, at indkomstulighed har en betydelig og statistisk signifikant negativ virkning på væksten, ligesom omfordelingspolitik, som sigter mod større lighed i fordelingen af den disponible indkomst, ikke har negative virkninger på den økonomiske vækst."

Det er måske ikke mærkeligt, at en så klar konklusion ikke er velset blandt de, der har stærke ønsker om topskattelettelser.

Hvis man primært har fulgt debatten om topskattelettelser og ikke har haft kendskab til den mangeårige debat herom mellem økonomer, kan det virke overraskende, at øget ulighed fører til lavere vækst.

Lige uddannelsesmuligheder er en af de vigtigste forudsætninger for opnåelse af mere lige økonomiske vilkår. Samfund, som i udgangspunktet både har en ulige indkomstfordeling og brugerbetaling på uddannelsesområdet, vil få meget svært ved at opnå en lige indkomstfordeling med heraf følgende negative følger for væksten. Under disse vilkår får alt for få en tilstrækkelig god uddannelse. Dette fremhæves også og dokumenteres meget klart i OECD publikationen fra 2005. Heri vises, at dette - manglende uddannelsesmæssige kvalifikationer - kan være et betydeligt problem for hele de 40 pct., der ligger i den nedre ende af indkomstfordelingen.

OECD anfører, at det er vigtigt, at denne befolkningsgruppe foruden til uddannelse får lige adgang til bl.a. sundhed og bolig. Det er ikke mindst den engelske epidemiolog Richard G. Wilkinson, der lige siden begyndelsen af 1970 har påpeget, at ulighed medfører en række alvorlige sociale problemer. Hans mest kendte værk er "The Spirit Level: why more equal societies almost always do better" fra 2009, som han skrev sammen med Kate E. Pickett. Heri påvises det, at befolkningen i mere lige samfund altovervejende har bedre helbred, færre sociale problemer i form af vold/kriminalitet, narkomisbrug, mentale problemer, vægtproblemer mv., ligesom den generelle samhørighed er bedre. Og det er de negative konsekvenser, som større ulighed har for den alm. befolknings sociale liv, der ligger bag, at OECD nu også har dokumenteret de negative konsekvenser heraf for den økonomiske vækst.

Stig dog ned fra topskattelettelsestræet, Simon Emil Ammitzbøll
Hovedargumentet for topskattelettelser har jo været, at dette ville øge den økonomiske vækst - og derfor også være til absolut fordel for personer med lavere indkomster. Dette skulle kompensere for den øgede ulighed, som ville følge af topskattelettelser

Når jeg her alene har taget udgangspunkt i OECD-publikationen, hænger det sammen med, at IMF-analysen inddrager data fra en række lande udenfor OECD, hvorfor den er mindre relevant i en dansk sammenhæng.

Det følger af ovenstående, at det ikke kan udelukkes, at Danmark kunne være et særtilfælde blandt OECD-landene, hvor større ulighed kunne føre til større økonomisk vækst. Men bevisbyrden herfor må ligge hos de, der argumenterer for topskattelettelser. Det er beskæmmende, at der gås efter budbringeren af det modsatte resultat, og at der ikke i stedet forsøges med en tilsvarende dansk analyse, der kunne udfordre OECDs meget klare resultater. Man merkt die absicht und wird verstimmt.

Debatten om topskattelettelser bør ses i relation til den stigende ulighed, som i sammenhæng med internationaliseringen har kendetegnet den vestlige verden i de seneste 30 år - og også Danmark. Piketty dokumenterer i sit store værk, "Capital in the Twenty-First Century", at uligheden også steg meget markant i den periode, hvor verden tidligere oplevede, at internationaliseringen slog igennem, nemlig fra 1870 op til 1. verdenskrig. Og han viste også, at uligheden i flere lande nu var nået op på niveauet umiddelbart før 1. verdenskrig. Det var krig (1. verdenskrig), krise (den store depression i 1930'erne), atter krig (2. verdenskrig), men også aktiv fordelingspolitik med bl.a. gennemførelse af en meget progressiv indkomstbeskatning (I USA blev høje indkomster således i mange år efter 2. verdenskrig marginalbeskattet med mere end 90 pct.), hvorved magt- og formuekoncentrationer blev ødelagt eller modvirket, som førte til en periode med en markant reduktion i uligheden og høj vækst. Men det er jo, for at sige det mildt, ikke en metode, der i hvert fald for de tre første led bør gentages.

Ikke mindst i dette perspektiv er det relevant at spekulere over, hvordan en evt. kommende reaktion mod den igen meget høje ulighed vil manifestere sig. Verdensbanken har analyseret konsekvenser heraf i publikationen "Polarizaton and Populism" fra november 2016. I denne analyse ses fremvæksten af dårlige job - midlertidige job og deltidsjob uden sociale rettigheder i form af adgang til sundhedsydelser og pension mv. - og den stigende ulighed, som alvorlige faresignaler for de vestlige demokratier. Foreløbigt har dette bl.a. givet sig udslag i vælgerflugten bort fra de sædvanligvis regeringsbærende partier og ud til partier på yderfløjene. Og hvad kan følge?

Det er helt tydeligt, at de store internationale organisationer - OECD, IMF og Verdensbanken - er blevet meget nervøse overfor den aktuelle udvikling med fremvæksten af dårlige job og stigende ulighed, som betyder, at store befolkningsgrupper ikke kan identificere sig med udviklingen. Derfor er der meget på spil - og svaret er ikke at lukke munden på Folketingets økonomiske konsulenter.