Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kronik: Jagten på Grethe Bartram


Kronik: Jagten på Grethe Bartram

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Louis Bülow, historisk skribent, Aarhus
Billede
Kronik. 

Forleden fandt det endelige kapitel om Gestapos berygtede storstikker under besættelsen, Grethe Bartram, sin afslutning, da hun stille sov ind på plejehjemmet i den lille sydsvenske landsby Vessigebro, 92 år gammel.

Selv 72 år efter befrielsen kunne den purunge pige fra dengang give anledning til massiv presseomtale og trække store overskrifter i landets aviser og medier.

Læs også: "Jeg slipper nok ud af fængslet om en halv snes år"

Igennem syv årtier havde hendes dramatiske skæbne og livshistorie trukket spor i vor nationale historieskrivning og kollektive erindring om besættelsen.

Lad os skrue tiden tilbage til aftenen den 4. maj 1945, hvor frihedsbudskabet nåede til Danmark gennem det danske nyhedsprogram på radio BBC.

Hele landet var en sydende heksekedel, en eksplosion af glæde og begejstring. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned, tændte stearinlys sat i vinduerne, man samledes spontant i gaderne, jublede, græd og sang nationalsange til langt ud på natten.

Læs også: Genlæs interview med storstikkeren: Ja, jeg fortryder

Allerede samme aften satte modstandsbevægelsen jagten ind på Gestapos stikkere, håndlangere og værnemagere over hele landet. Den mest eftersøgte af dem alle var den unge Grethe Bartram fra Aarhus, der uden skrupler havde stukket modstandsfolk, familiemedlemmer og gamle venner til tyskerne. 33 af dem blev deporteret til kz-lejre sydpå og ni vendte aldrig tilbage.

Blandt hendes ofre kan nævnes ægtemanden Frode Thomsen, der senere begik selvmord, hendes 21-årige storebror Kristian Bartram og vennen Otto Christensen, der ellers havde taget hendes lille søn i pleje. Mærket på liv og sjæl forsøgte han senere at tage sit eget liv i fængslet.

I de hektiske befrielsesdage i maj 1945 søgte Grethe Bartram tilflugt hos Gestapo i Esbjerg, men da hovedkvarteret var sprængt i luften, lånte hun i desperation en cykel og tog videre til Kolding for at søge beskyttelse dér. Hun havde planer om at slippe med et skib til Tyskland forklædt som Røde Kors-sygeplejerske, men også i Kolding var de fleste tyskere forduftet. På Værnemagtens Kommandantur fik hun i stedet udleveret 25 ekstra patroner til sin Gestapo-tjenestepistol.

Læs også: Hør sjældent interview med Grethe Bartram fra 2010

Hun cyklede videre til Brejning tæt ved Fredericia for at søge skjul hos sin kærestes forældre, men om morgenen den 10. maj 1945 havde en lokal modstandsgruppe held til at overrumple den sovende Grethe Bartram. Under hovedpuden lå hendes skarpladte pistol.

Allerede dagen efter befrielsen var flere aviser i Aarhus begyndt at skrive om den stærkt eftersøgte pige, og den 17. maj 1945 kunne Demokraten fortælle om hendes dramatiske arrestation under overskriften Storstikkersken Grethe Bartram fanget: "Storstikkersken Grethe Bartram fra Aarhus - eller som hendes egentlige Navn er - Maren Margrethe Thomsen, født Bartram - er i Aftes blevet paagrebet i Fredericia."

Den 29. oktober 1946 blev Grethe Bartram dømt til døden ved Aarhus Kriminalret, en dom der senere blev stadfæstet ved Landsret og Højesteret. Højesteretsdommen gengiver Retslægerådets erklæring, der fastslår, at hun var "en amoralsk, selvhævdende psykopat med en vis følelseskulde og med mytomane tilbøjeligheder."

Men hun undgik at blive henrettet, fordi Justitsministeriet principielt ikke mente, man kunne henrette kvinder. Justitsminister Busch-Jensen fremhævede dengang, at "det mere følelsesbetonede moment spiller ind. Over for en kvinde må nåde gå for ret."

Forvandlingen af Grethe Bartrams dødsdom til livsvarigt fængsel afstedkom en heftig offentlig debat, og 41 af hendes ofre og deres pårørende appellerede i et åbent brev til regering og Folketing:

"Den sum af lidelser, det hav af taarer, som enker og faderløse har grædt - og græder endnu - kan ikke maales, de lidelser, som kz-fanger var ude for, til de blev indhentet af døden eller mærket for livet kom hjem, kan ikke loddes. Ingen enkelt stikker i dette land har været skyld i saa meget sorg og saa mange lidelser som Grethe Bartram ..."

Næsten på 10-årsdagen for den første dødsdom - den 26. oktober 1956 - blev Grethe Bartram i al stilhed benådet og løsladt fra kvindefængslet i Horserød. Hun rejste til Sverige, hvor hun slog sig ned i landsbyen Vessigebro for at påbegynde et helt nyt liv.

Overinspektør ved Nationalmuseet, historikeren Henrik Skov Kristensen, nævner i sin bog 'Grethe Bartram - Fra kommunist til Gestapoagent', at danske aviser i slutningen af tredserne kædede Grethe Bartrams navn sammen med det gådefulde mord på Marie Lock-Hansen i Højbjerg, der blev udført med et våben fra besættelsestiden og kunne minde om besættelsestidens stikkerlikvideringer.

Det blev dengang mere end antydet, at den myrdede kvinde i Højbjerg i virkeligheden af gamle modstandsfolk var blevet forvekslet med netop Grethe Bartram, der havde sendt så mange frihedskæmpere til ufattelige lidelser i tyske KZ-lejre. At likvideringen var et hævndrab og den endelige udførelse af den dødsstraf over storstikkeren, der aldrig blev eksekveret.

Læs også: Historien om storstikkeren fra Aarhus bliver filmatiseret

At man i modstandskredse alvorligt overvejede at gøre op med Grethe Bartram, fremgår af Skov Kristensens bog. Modstandsmanden "Frode Laursen", der var med i en likvideringsgruppe i Aarhus, citeres for følgende udsagn: "I tiden efter hendes løsladelse - den var ikke omtalt i medierne - forsøgte man at oprette en gruppe til at henrette Grethe Bartram i Sverige, vi kendte hendes nye identitet."

I årenes løb lykkedes det adskillige journalister og forfattere at finde frem til Grethe Bartram i jagten på den berygtede storstikker, og de blev efterfølgende inviteret indenfor til hyggesnak, kaffe og konditorkage i stuehuset, hvor små tegninger og nipsting prydede væggene.

Helt tilbage i 1976 kunne Erik Haaest som måske den første afsløre hendes tilholdssted, og han beskrev senere sit møde med den gamle kvinde:

"20 års livsløgne falder sammen som et korthus dér på gårdspladsen i den lille svenske landsby, hvor hun har holdt sig skjult siden løsladelsen fra Horserød Kvindefængsel ... Det er ikke mig, hun ser foran sig. Det er fortidens uhyggelige spøgelse ..."