Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Allan Olsen tegner nye tidsbilleder af politiker-løgne, identitets-druk og fraværet af empati

Medierne kæmper om at være først og størst med det mest voldsomme fremfor at koncentrere sig om kvaliteten, lyder kritikken blandt andet fra Allan Olsen, som netop nu er aktuel med dobbeltalbummet "Hudsult". Foto: Axel Schütt

Allan Olsen tegner nye tidsbilleder af politiker-løgne, identitets-druk og fraværet af empati

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sangeren og sangskriveren er aktuel med et nyt dobbeltalbum. "Hudsult" revser blandt andet medierne og politikernes roller i en tid, der med den 61-årige veterans ord er præget af kollektiv apati.

Allan Olsen
Sanger og sangskriver, født 18. marts 1956 lige syd for Frederikshavn.

Albumdebuterede i 1989 med "Norlan". Siden har han udgivet i alt 16 albums.

Netop nu er han aktuel med dobbeltalbummet "Hudsult", der ligesom foregængeren "Jøwt" (2013) er udgivet på hans eget selskab Zoobaba.

Udsendte i 2013 sine foreløbige erindringer i form af bogen "Tilfældigt Strejfet".

Allan Olsen og hans band giver henover sommeren en del koncerter i hele landet, blandt andet på Smukfest, i Den Fynske Landsby og på Tønder Festival.

Læs mere: www.allanolsen.dk

MUSIK: Allan Olsen nikker på vej op ad trappen. I favnen har han en papkasse propfyldt med sit nye dobbeltalbum "Hudsult".

Hundredevis af plader skal bæres op på førstesalen i lejligheden i Aarhus midtby, hvor hans manager Misja Blix bor. Skiverne skal signeres og derefter sendes ud til de mange, der har forudbestilt et eksemplar.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt, mumler Allan Olsen med snerten af et smil på læben.

- Lad os gå over til digitalt med det samme!

Lidt efter rækker manageren som aftalt et eksemplar af "Hudsult", frisk fra trykken, ud til undertegnede. Nogle gange er lektielæsning bare sjovere end andre.

Dobbeltalbummets ene plade rummer ni nye sange; den anden består af liveoptagelser fra Allan Olsen og hans bands efterårsturné i 2016.

"En blandet flok af roots, rock og ballader", lyder det samlet om materialet, der lander fire år efter det stærkt kritikerroste og prisvindende album "Jøwt".

Sikkert er det i hvert fald, at den 61-årige sanger og sangskriver fortsat deler de syrligste stikpiller ud til såvel pressen som politikerne.

Martha Wainwright på vej til Aarhus

At nærme sig det helstøbte

Dagen efter mødes vi på Vesterlauget - en madbodega ikke langt fra Mølleparken og det gamle hovedbibliotek, der, efter opførelsen af Dokk1, nu står ensom og kigger tomt frem for sig.

Allan Olsen placerer sin medbragte tedåse på bordet og taler oplagt løs om det farve- og detaljerige omslag til "Hudsult".

- Den har fået hele armen; der er ikke blevet sparet på noget, bemærker han og drysser teblade ned i koppens skoldhede klare vand.

- Man drømmer jo altid om at lave et album. Ikke bare en plade, men et album. Det vil sige, at der gerne er sket noget med dig, når du har hørt sangene igennem.

- Det eneste album, der er lavet i Danmark, er Kim Larsens "Værsgo". Der var selvfølgelig også Burnin Red Ivanhoe, da de havde Povl Dissing indover, siger han med "6 Elefantskovcikadeviser" i tankerne.

Han rører rundt i teen med en brillestang og fortsætter:

- Men "Værsgo" er klart et album. Det er ikke en stor plade; det er en sjusket og lidt hurtigt lavet plade, der er indspillet på nogle få dage, men den indfanger en stemning, hvor tingene går op i en højere enhed. Den gør stort indtryk, og den dør aldrig. Den er tidløs.

- Jeg tør godt at påstå, at min seneste plade, "Jøwt", kommer i nærheden. Det er noget med, når tingene er helstøbte. Hvor det kommer til at betyde mere for lytteren, end bare at sætte en plade på.

- Men man ved selvfølgelig aldrig, om magien er der, når man går i gang. Så om "Hudsult" er et album; det må tiden vise.

"Vi vælger selv"

- Du skriver et sted, at du ville gøre brug af titlen, "før det er for sent" - hvad mener du?

- Begrebet hudsult dukkede jo op for nogle år siden og blev brugt flittigt; det var faktisk nomineret som et af årets ord. Men så forsvandt det lidt igen. Hvilket må være tegn på, at der er ved at være styr på den sociale sektor og diverse behandlingstilbud - og for alt, hvad der i øvrigt relaterer sig til hudsult.

- Vi må i hvert fald håbe, at vi ender dér, hvor der ikke er grund til at bruge begrebet længere. Når vi får produceret robotter med englehud på fingrene. Eller når sælerne, de får på plejehjemmene, ikke længere er syntetiske, men ægte, siger han med henvisning til en for år tilbage så omtalt robot-sæl, der skulle give demente livskvalitet.

- Så er dét jo løst. Mon ikke det er meningen?

- Hvordan er prognosen for, at det skulle lykkes?

- Af alt hvad beslutningstagen oppefra og ned angår, skal vi huske, at vi ligger, som vi har redt, siger Allan Olsen i et lidt formanende tonefald.

- I Danmark er vi så privilgerede, at vi mere end nogen andre har det land, vi vil have. Det kan man ikke altid være sikker på, at man har i for eksempel Nordkorea. Men her hos os har vi - i princippet i hvert fald - den største grad af med- og selvbestemmelse blandt borgerne. Vi vælger selv.

- Jeg skal ikke gøre mig til profet omkring, hvordan tingene kommer til at gå. Det øjebliksbillede, jeg skriver ud fra på den nye plade, er nedfældet over en relativ kort periode - tæt på, hvor vi er nu.

- Det er sådan set bare, hvordan jeg fra mit syge hjørne af sofaen ser mine omgivelser, konstaterer han med et lille skuldertræk.

Allan Olsen med Band på scenen i Store Vega 10. november 2016. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2016)
Allan Olsen med Band på scenen i Store Vega 10. november 2016. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2016)

Sange undfanget i baggården

- Når du fortæller, at sangene blev til på relativ kort tid, vil det så sige, at de kom nemt til dig?

- Det er svært at svare på, siger han og tøver lidt.

- Jeg hader processen med at skrive sange. For hvis det mislykkes, har jeg jo ikke noget som helst. Det skal opfindes ud af ingenting.

- En sang begynder altid med et indfald, en indskydelse - i hvert fald for mit vedkommende. Så begynder jeg at lege med det, hvilket er det allervigtigste, for det driver mig fremad.

- I det øjeblik, jeg begynder at kede mig i processen med at skrive en sang, ved jeg, at der sandsynligvis er tale om en blindgyde. Så er det ikke en sang; så er det noget, der foregiver at være en sang. Det er bare en idé. Og så dør det.

- Det er en foster-historik, hvor du kan have en sang, der er henne i femte måned. Du begynder at håbe, at den bliver til et væsen. Og så aborterer man alligevel.

- Andre gange får du tvillinger. Undfanget i en baggård et sted - parate til at blive nogle meget levedygtige væsener, som du har med dig på landevejen i 30-40 år.

- Der er også de unger, man laver som sange, som man kan have store ambitioner med. Ligesom jeg synger på "Ung Mands Blues" (fra "Hudsult", red.), hvor de gav knægten hele fire navne i stedet for at nøjes med to; der er store forventninger på afkommets vegne. Og så bliver de til noget skravl, der alligevel ikke kan noget.

Naturligt rastløs

- Selve processen med at skrive materialet er timelig og iøvrigt i meget dårlig overensstemmelse med min naturlige rastløshed, fortsætter Allan Olsen og slår fast:

- Jeg er ikke god til at sidde stille ret længe ad gangen. Men denne gang var der alligevel ikke de store problemer med at rime og fylde teksterne ud. "Kejthåndet Slugger" skrev jeg for eksempel på ti minutter. Den knaldede jeg bare af.

- Hvad er afgørende for, om du er tilfreds med sangene?

- Når vi forlader studiet, og pladen er færdig, er jeg tilfreds. For ellers forlader vi det ikke.

- Til gengæld hører jeg aldrig pladen igen. Aldrig nogensinde. For processen er forbi, og sangene begynder at få sit eget liv; de er på en måde ikke mine længere. Det eneste, jeg ville få ud af at høre dem, er, at jeg ville gøre nogle ting om, men det er jo ligesom for sent.

- Det kan du gøre live...

- Præcis. Det er det næste liv, sangene får. Og de kommer til at forandre sig utallige gange. Nogle bliver aldrig gode at spille live, andre vil vi kunne lave om - mens vi står på scenen. Og dét er fedt.

Træt af eksperter

Vi taler videre om mediernes, eksperternes og politikernes rolle anno 2017.

Især ansporet af skæringen "Kejthåndet Slugger", hvori det lyder:

"Kombattanterne rødmer for at få ret - at kombattere er de talendes hobby/

De snakker og docerer, men de spytter kun sjældent/

De klassefri som ingen skoser/

For hellere drukne i sit eget mundvand/

End synke, hvad der har svøbt disse hellige gloser".

- Det, der er problemet, når man skriver kontemporære sange, altså sange, der forholder sig til noget her og nu; det er jo, at man altid får det revet i næsen bagefter. Og når det er sange, der forholder sig til samfundet, ender man hurtigt med at lyde som én, der er på vej ind i kommunalpolitik. Det er jeg nu ikke, siger Allan Olsen med streg under "ikke".

- "Kejthåndet Slugger" udtrykker min umiddelbare følelse af, hvordan det er at være borger midt imellem medier og konkret politik. Armslængdeproblematikken mellem medier og politisk journalistik her til lands har sat befokningen af. Den har ikke alene politikerlede, men også medielede.

Han slår over i en "mærk-dig-mine-ord" tone:

- Det værste ved det hele er, at vi forlængst er holdt op med at høre efter. Vi gider ikke længere at se eksperterne sidde og gætte forkert i prognoserne.

- Og når det politiske system på for eksempel skatteområdet bryder helt sammen - og de ansvarlige politikere stadig er de toneangivende af sin slags - det er kun lige Bjarne Corydon, der er smuttet, fordi han tjener bedre penge andre steder; så er det jo forfærdeligt, at nationen har opgivet at følge med og er ligeglade.

Skamplads til politikerne

- Vi er opdraget til at være trofaste borgere, som går ud fra at vi kan regne med politikerne og stole på medierne.

- Da jeg voksede op, var der altid respekt på kryds og tværs af de politiske fløje; der var en vis gentleman-omgangsform. Min far, der var på kanten af at være glødende kommunist hele livet, respekterede trods alt Hilmar Baunsgaard og selv Poul Schlüter, for de var ordentlige mennesker. Han var ikke enig i deres synspunkter, men han havde en opfattelse af, at det politiske system tog sig af os.

- Sådan er det jo ikke længere.

Allan Olsen spytter en flig af et teblad ud.

- Kirsten Birgit fra Den Korte Radioavis har foreslået, at der bliver etableret en skamplads, hvor man stiller buster op af de forskellige politikere, der har foretaget sig diverse uhyrligheder inden for den seneste periode. Så kan man gå hen og skælde ud på dem.

- Hvad synes du om det forslag?

- Det lyder da ganske udmærket. Hvordan kan man have en minister siddende lige nu, som helt og åbenlyst har fyldt os med løgn? Det kan man da ikke. Det var ikke gået for 20 år siden - så var det ud af klappen. Det var heller ikke gået i en fodboldklub i Hinnerup. Måske i AGF, det skal jeg ikke kunne sige.

CNN-effekten

- Der er - uanset hvad - opstået en apati, siger Allan Olsen.

- Også globalt. Den første Golfkrig, hvor CNN's journalister og fotografer stod på landjorden og stak mikrofonen op i ansigtet på de amerikanske jagerpiloter - netop landet efter endnu et bombetogt - dér skete der noget. Fra dét øjeblik indtraf den her "CNN-ficering" af medierne.

- Man skal være først og størst med det mest voldsomme i stedet for at være sidst med det vigtigste.

- Der er med andre ord et kvantitativt kapløb frem for et kvalitativt.

- Hvad gør det ved os?

- Ja, når vi gennem en lang periode over efterhånden flere generationer bliver udsat for det, sker der noget med vores empati. Med vores naturlige medfølelse, som jeg på Rousseau-niveau mener, at vi har; vi er gode mennesker, vi vil gerne hjælpe og være næstekærlige.

- Men det kan du ikke over for en hel verden. Det er vi ikke genetisk gearede til. Og når man ikke kan gøre noget, hvad gør man så? Så vender man ryggen til.

Han læner sig forover og taler langsomt og direkte ned i diktafonen på bordet:

- Og så danner man dét, jeg kalder em-patisk ar-væv.

- Vi får arvæv på vores empati, fordi vi hele tiden får snittet små flænger af sorg i kroppen og sjælen af alt det, vi ser. Det bliver til arvæv, der stivner og gør, at vi ikke er i stand til at være fleksible i vores evne til at sortere i, hvad der er vigtigt og uvæsentligt.

Hovedet oppe i røven

- Hovedsagen er: Mediebilledet, vi har fået, gør os blinde og døve over for alt, hvad der foregår omkring os. Når der bliver snakket henover hovederne på os i "Deadline", og vi ikke fatter en meter; så lader vi det bare lige, siger Allan Olsen.

- Akkurat som når vi har en regering siddende, hvor halvdelen er taget i lodrette løgne; så lader vi dem sidde alligevel.

- Fremmedgørelsen, vi er havnet i, når det gælder medier og politik, gælder også vores sprog. Når du bruger et ord som hudsult, står folk pludselig og glor på dig med spørgsmålet: Hvad er dét?

- Så svarer jeg: Har du glemt dit dansk så meget, at du ikke kan sætte de to små ord sammen? Ét på tre bogstaver og ét på fire. Hud og sult. Det danner billeder. Hvad kunne du forestille dig, at det betyder?

Han griner lidt for sig selv.

- Der var én, der spurgte mig, om det betød trangen til flæskesvær. Så måtte jeg forklare, at det altså er en sult efter hud.

Vi taler længe om Aarhus, der, i kraft af at være en universitetsby, "har hovedet oppe i røven", som Allan Olsen formulerer det. Den selvoptagede facon blandt de unge er kun naturlig, men hvad ville der mon ske, hvis Aarhus ikke havde universitetet, funderer han.

- Er det så bare Horsens om igen? Aarhus' opgave er at være et alternativ til de unges selvforelskelse. Og at præsentere sig som en kultur, som den her ungdomstilstrømning kan læne sig op ad.

Allan Olsen med Band på scenen i Store Vega 10. november 2016
Allan Olsen med Band på scenen i Store Vega 10. november 2016

Identiteten og lykken

Vi kredser også i en rum tid om baggrunden for sangen "Vi Drikker Fordi", der især har fået næring efter Allan Olsens sene aftenture i det centrale Aarhus. Her skræver han til tider henover skræmmende påvirkede unge uden kontrol.

- Jeg har aldrig selv været bange for at tage fra - og det kan godt være, at jeg bare er et gammelt røvhul, men jeg synes virkelig, at der er sket en voldsom udvikling i den fordrukne tilstand, som nattelivet er i.

- Jeg tror, det skyldes, at mange tilflyttere har opgivet den identitet, de kommer fra. Det er i sig selv ikke noget at komme fra Ikast, Thisted eller Sønderborg, når man er ung i Aarhus. Man forsøger at finde ind i en flok, og det sker via enorme mængder spiritus.

- Det er altid, når man er identitetsløs, at man har brug for at dope sig. For man ved ikke, hvem man er. Og det gør mennesker ulykkelige. De fleste overlever heldigvis, men der ryger også nogle i åen.

Han kigger ned i det tomme tekrus. Griber fat om sin pakke tobak og lader mellem linjerne vide, at tiden for hans skyld godt kan være gået.

På vejen ud bemærker han om livepladen, der er inkluderet i det nye dobbeltalbum, at han i tidens løb har lyttet til mange tåkrummende liveoptagelser af sig selv. Og at han aldrig har kunnet holde ud at lytte til sin egen stemme.

- Det er banalt, men lyden af os selv er jo noget, vi har inde i hovedet. Når du hører dig selv på bånd, kan det lyde fremmed.

- Men det her er jo ikke ligefrem din første plade?

- Nej, det kan man ikke sige, men jeg tror alligevel aldrig, at jeg bliver tilfreds med dén del af det. Også fordi, jeg kommer fra en kultur, hvor man kan snakke sig fra det meste. I hvert fald på scenen.