Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Elefanten forsvandt fra lokalet

Adam Cohen erobrede utvivlsomt nye, trofaste fans, da han lørdag optrådte i Musikhuset Aarhus med fire dele eget materiale, og en enkelt del Leonard Cohen-materiale. AFP PHOTO/MARTIN BUREAU

Elefanten forsvandt fra lokalet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Festuge. Var de kommet som Leonard Cohen-fans på jagt efter noget, der ligner, gik de derfra med meget mere, end de havde lagt billet ind på. Der var tale om betingelsesløs overgivelse, da Cohen junior udvidede fanskaren i Musikhuset Aarhus.

»Elephant in the room« er en gammel, engelsk metafor for en åbenlys sandhed, der ignoreres.

For mere end 100 år siden satte den legendariske illusionist Houdini sig for at trylle en elefant væk for øjnene af publikum. Det lykkedes, selv om de fleste nok regnede ud, at der var spejle og andet blændværk involveret.

Inden aftenens koncert med Adam Cohen er der tydeligvis også en elefant i lokalet. Han hedder Leonard Cohen og er far til Adam. Og et hurtigt kig rundt i en fyldt sal i Musikhuset Aarhus antyder, at en stor del af publikum allerede var der, lyttede med og købte t-shirten, da han i 1967 debuterede med albummet Songs of Leonard Cohen.

Uden empirisk belæg er det derfor fornemmelsen, at mange er kommet for at høre noget, der smager af fugl, snarere end at de er bekendte med og holder af Cohen juniors egen produktion.

I løbet af knap halvanden time skal der dog blive rettet godt og grundigt op på dette misforhold. Den yngre Cohen formår nemlig på forunderlig vis at trylle elefanten væk fra rummet og presse sig vej til sin helt egen plads i hjerterne af fars fans. Han kan nemlig så rigeligt selv.

Virkemidlerne er ikke spejle, afledningsmanøvrer og et godtroende publikum. Derimod bruger han charme, showmanship og et sjældent nærvær til at tryllebinde og vinde skeptikere over. Udover at se næsten brutalt godt ud, besidder han nemlig også et usædvanligt dragende væsen, hvilket hverken kan købes eller læres.

Men fundamentet udgøres først og sidst af et uomtvisteligt sangskrivertalent og et musikalsk håndelag, som får yderligere vingefang af det fremragende femmandsorkester, han turnerer med. Det består af to multiinstrumentalister, hvoraf den ene også udgør en fjerdedel af en særdeles indtagende strygerkvartet.

Med en ny plade i støbeskeen har han valgt at lufte en del nye sange på denne turne. Det gør ingenting, dels fordi bagkataloget reelt kun udgøres af den ene plade, Like a Man, som han har nået at udgive, siden han endelig fandt sin stemme og sit ståsted i en voksen alder. Og dels fordi kvaliteten af de nye sange utvivlsomt holder.

Den nye Put Your Bags Down testes med en opfordring til publikum om at være ærlig, nu vi allerede kender hinanden så godt.

»Lad være med at klappe, hvis I ikke kan lide den,« siger han.

Vurderet på reaktionen fra salen får sangen en sikker plads på det nye album.

Det må også antages om Don´t Crack, som handler om en mand, der sidder med håndjern på i en bil på vej til Sing Sing-fængslet, fordi han har fundet sin kvinde sammen med en anden mand. Også rent musikalsk har den en murder ballad-kvalitet over sig, og man kunne godt forestille sig Nick Cave synge den.

På den måde stikker Adam Cohen også nye veje ud for sit materiale, der hidtil overvejende har drejet sig om ham selv som den ene part i smukke og smertelige kærlighedsforhold.

Han har kun taget fire numre med fra Like a Man-pladen, hvoraf Beautiful får en historie med på vejen. Den er dedikeret til Adam Cohens seksårige søn, Cassius. Han er opkaldt efter idolet Muhammad Ali, der først hed Cassius Clay. Egentlig havde den jødiske Adam tænkt sig at døbe sin søn Muhammad Cohen. Det syntes rabbineren imidlertid var en dårlig idé, og de fandt et kompromis omkring Cassius.

I det hele taget strør han gavmildt om sig med små røvere. Da han når til det uundgåelige emne om sit ophav, gør han det med en konstatering af, at han er stolt af at være søn af en ret kendt canadier.

»Så lad os fejre min mor, Celine Dion,« spøger han og slår akkorderne an til Leonard Cohens So Long Marianne.

Det er så formentlig det øjeblik, mange er kommet for. Det gør heller ingenting. For selv om det her bliver uomgængeligt, hvor meget han lyder som sin far, gør han det med så megen personlighed og inderlighed, at det ville være forkert ikke at gøre det. Det er gysende nærmere end gyseligt.

Efter stående ovationer vender han også tilbage og slutter med endnu en sang fra faderens skattekiste, Hey, that´s no way to say goodbye. Men der er ingen, der går derfra med den fornemmelse, at de har fået et kort indblik i, hvordan Leonard Cohen lød engang.

I stedet har de fundet sig en ny Cohen at holde af. En Cohen, der har materialet i orden og kan selv. En Cohen, der er helt sin finurlige egen.

Elefanten har forlængst forladt lokalet.

#####¤