Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jordnær jazz og syrede orgelklange

»Jeg har ikke skrevet det her musik for at bevise noget«, siger Cæcilie Norby om sit værk »Nat Hinde«, der bliver opført i Aarhus Domkirke under Aarhus Jazz Festival. Foto taget med sangerindens iPhone: Thomas Nygaard.


Jordnær jazz og syrede orgelklange

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sangerinden Cæcilie Norby optræder under Aarhus Jazz Festival med sit værk »Nat Hinde« - en komposition, der strækker sig vidt. Midnatskoncerten finder sted i Aarhus Domkirke.

Det uhåndgribelige. Det uforklarlige. Og alligevel tiltalende.

Akkurat som et enormt kirkerum kan fylde nogle af os med en overvældende og formentlig sund følelse af at være på udebane; ligeså stærkt kan musikkens væsen omfavne os.

Vi sætter stor pris på det. Uden at kunne definere klokkeklart hvorfor.

Sangerinden Cæcilie Norby taler om det mellem linjerne, mens vi sidder side om side på en af bænkene i Aarhus Domkirke.

»Det må være en af de smukkeste kirker i Danmark«, som den 50-årige Norby bemærkede, da vi indledningsvist listede lidt rundt i det imponerende bygningsværk fra 1200-tallet.

Vi er her, fordi hun under Aarhus Jazz Festival, nærmere bestemt 17. juli, opfører sin komposition »Nat Hinde« ved en midnatskoncert i domkirken.

Det sker i selskab med percusssionisten Marilyn Mazur, tangentspilleren Søren Bebe samt bassisten og celisten Lars Danielsson.

Koncerten, forklarer hun, vil bestå af flere dele. Dels af et orgelværk med navnkundige John Frandsen ved roret, og dels af »noget mere rytmisk og jordnært«, der gerne skal mane »en skønsummerspiritfrem«.

»Nat Hinde« blev uropført sidste år i Københavns Domkirke. I år kan det kun opleves denne ene gang.

Trådene til Erik Norby

Du har selv komponeret orgelmusikken, der indgår i koncerten. Hvordan vil du karakterisere den del af værket?

»Romantisk. Impressionistisk. Tolvtonemusik.«

»Det er virkelig et specielt stykke musik, som jeg aldrig nogensinde havde troet ville komme ud af mig. Det er slet ikke lig noget, jeg nogensinde har lavet før,« siger Cæcilie Norby.

»Musikken er blandt andet inspireret af min far (afdøde Erik Norby,red.), som skrev orgelmusik. Det er helt sikkert en reminiscens af noget, der ligger langt tilbage i tiden, for der er klange, der trækker tråde tilbage til ham.«

»Derudover er det inspireret af Messiaen og Bach. Jeg er gået til det med enormt stor ydmyghed«, siger hun med et fast blik og fortsætter:

»Hver en tone er meget nøje udvalgt. Intet er overladt til tilfældighederne.«

»Da jeg spillede det for min mor (Solveig Lomholt, tidligere kongelig operasanger,red.), kiggede hun op og udbrød: Det er jo et værk!«

Cæcilie Norby smiler.

»Hun er meget kritisk med sådan nogle ting. Men hun hjalp mig med at finde frem til den rette organist. Det skulle være én, der før har haft fingrene nede i den type musik før; så hun foreslog John Frandsen, og han er virkelig den helt rette.«

Syret smagsprøve

Cæcilie Norby giver sig omhyggeligt til at forklare, hvordan et kirkeorgel med sine piber kan fremstå som et helt orkester.

»Som med en krydderihylde kan du sammensætte nøjagtig den smag, du gerne vil have; alt efter hvilke piber, du åbner og lukker«.

Præcis hvornår ideen til orgelværket opstod, husker hun ikke.

Men én ting er sikkert: Det er et syret stykke musik - ifølge komponisten selv.

»Vil du høre noget af det?« spørger hun og fisker sin bærbare computer op af tasken.

Hun tænder, leder og klikker sig frem til filen.

Så rækker hun et par slidte høretelefoner frem mod mig.

Lidt efter tårner de brusende toner af umiddelbar disharmoni sig op.

Jeg kigger på hende, hun smiler:

»Du kan godt høre, der er temperament i det, ikke?«

Så afgjort.

»Det fascinerende ved den her type musik er, at man kan bevæge sig rundt i et syret tolvtone-univers; samtidig med, at der er et klart mål,« siger Cæcilie Norby.

»Der er en klar melodi, og der er nogle temaer, der fletter sig ind i hinanden og går igen.«

Et spørgsmål om ærefrygt

»Der er en vis struktur i stykket,« forklarer hun om orgelværket.

»Man skal gå til det med et åbent sind. Lidt ligesom hvis du går ind til en udstilling med værker, der ikke siger dig noget ved første øjekast.«

»Vi ved jo alle sammen, at Picasso var god til at male naturalistisk, men hvorfor er det ikke de værker, der er hans mest berømte?«

»Det er smag og behag, naturligvis, men jeg går ikke selv efter det naturalistiske hos ham.«

Hvilke reaktioner fik du, efter opførelsen sidste år i København?

»Min søster, der er meget inde i den her musik, sagde til mig: I starten virkede det som et alt for stramt strikketøj, som man virkelig skulle arbejde med for at komme videre,« mindes Cæcilie Norby og illustrerer pointen med en sammenbidt mine og to usynlige strikkepinde foran sig.

»Så blev det hele løsnet op«.

Hvad tror du, din far ville have sagt om værket?

»Jeg ville selvfølgelig enormt gerne kunne have spillet det for ham. Jeg har spekuleret på, om jeg overhovedet ville kunne have skrevet det, hvis han var i live. Måske turde jeg ikke.«

Hvorfor ikke?

»Fordi han skrev nogle fantastiske orgelværker. Jeg tror, at jeg ville have haft for meget ærefrygt.«

»Han var givetvis gået meget ind i arbejdet; måske havde han gjort det bedre.«

»Og måske havde det derfor ikke været ligeså meget mig?« spørger Cæcilie Norby.

Til skrivebordsskuffen

Vi ånder kirkerummet ind. Og ud igen.

Så fortæller hun pludselig, at det i sin tid slet ikke var meningen, at hendes orgelværk skulle opføres.

»Den ene tone tog den anden. Det var først, da det var færdigt, at jeg blev enig med mig selv om, at det måske var en mulighed.«

Du havde et færdigt værk, men forestillede dig ikke, at det skulle opføres?

»Præcis«.

Hvorfor dog ikke?

Hun griner.

»Fordi det var så overraskende. Jeg tænkte: Hvem gider at lytte til det her?«

»Der er noget magisk og noget rent forbundet med det. Måske frygtede jeg, at det ville forsvinde«, funderer hun.

Skal ikke bevise noget

Tror du, det er tilfældigt, at det er nu, på dette tidspunkt i dit liv, at du skrev værket?

Hun tænker, lader blikket vandre opad i kirkerummet.

»Jeg tror i den grad, at det har noget at gøre med, at der er gået det her antal år, siden min far døde. Pludselig ramte jeg en lyd, der mindede mig om ham.«

»Jeg tror også, at jo ældre, du bliver; jo mere tager du gerne nogle chancer for at få lov til at spytte det ud, som du nu engang gerne vil.«

»Som yngre lader du dig bremse. Det er jeg fri for i dag. Jeg kan sagtens tåle, hvis der kommer én fra Århus Stiftstidende og sviner mig til,« siger hun og griner.

»Jeg er ikke bange for, hvad folk vil synes om mig eller min musik.«

»Jeg har ikke skrevet det her musik for at bevise noget. Jeg forsøger ikke at lyde som nogen, og jeg kan ikke beskrive med ord, hvad jeg vil med det. For jeg er ikke på en mission for at få andre menneske til at forstå det.«

Hun holder inde.

»Man skal netop ikke prøve at forstå det.«

»Det skal opleves.«

Cæcilie Norby
<ul><li>Sangerinde, født 1964 i København.</li><li>Debuterede i 1982 i bandet Street Beat, hvor også veninden Nina Forsberg var med.</li><li>Brød igennem til den større offentlighed med først jazz-rockgruppen Frontline og siden popbandet One Two, hvis tre albums alene i Danmark solgte i omegnen af 250.000 eksemplarer.</li><li>Efter opløsningen af One Two i 1993, koncentrerede Cæcilie Norby sig om jazzen. Hun har i tidens løb optrådt med et væld af navne, blandt andre Dianna Reeves, Curtis Stigers, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Kurt Elling, Michael Brecker og John Scofield.</li><li>Skrev i 1995 kontrakt med det prestigefyldte pladeselskab Blue Note Records, hvor hun udgav fire albums.</li><li>I 2012 fik hun som den første solist nogensinde tilladelse af David Bowie til at afvikle en koncert udelukkende med hans numre på repertoiret. De to mødte også hinanden; den engelske superstjerne udtalte, at Norby?s version af »Life On Mars?« var helt fantastisk.</li><li>Cæcilie Norby har modtaget talrige priser, blandt andet Ben Webster prisen og IFPI?s Ærespris.</li><li>Hun har senest udgivet albummet »Silent Ways« (2013).</li><li>17. juli optræder hun med værket »Nat Hinde« i Aarhus Domkirke. Det sker som led i Aarhus Jazz Festival. Med sig har hun percussionisten Marilyn Mazur, tangentspilleren Søren Bebe, bassisten og cellisten Lars Danielsson samt organisten John Frandsen.</li><li><em>www.jazzfest.dk</em></li></ul>