Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Les Mis med klicheer i kø og kompetente stemmer

Foto: Axel Schütt.

Les Mis med klicheer i kø og kompetente stemmer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det flotte barmhjertighedsbudskab i »Les Miserables« trænger ikke overbevisende igennem ? det gør derimod musicalens flotte sangstemmer med suveræne Stig Rossen i front.

Salen kogte af begejstring - men min ledsager fnyste og forlod Aarhus Teater efter endt forestilling med kommentaren: »Sikke en gang Familiejournal!«

Så forskelligt kan man opleve »Les Misérables« - musicalen som har spillet verden over - i mere end 43 lande, på 22 forskellige sprog og for over 65 millioner mennesker.

»Les Misérables« bliver ud over fantastisk musik slået op på en gribende historie - en musical som har en anderledes indholdsmæssig substans end for eksempel en Broadway-musical. Vel er der ganske store ting på spil i musicalen som bygger på Victor Hugos 1200 sider lange roman fra 1862. Budskabet er et kærlighedsbudskab. Et budskab om Guds miskundhed, om at vi som mennesker skal lære at tilgive - da kommer vi i Paradis, og at vi skal tro på det bedste i mennesket, om at forandring er mulig og om, at alle har ret til et værdigt liv.

Men indrømmet jeg må give min ledsager ret i, at som musicalen udformer sig på scenen. står klicheerne i kø. De vælter ud og bliver ganske grundigt og meget tydeligt udtrykt og »bagt ind i« religiøs retorik og referencer.

Scenografisk svæver en gigantisk tornekrans i loftet over scenen forestillingen igennem. Den udgør scenografiens blikfang - sammen med to billedrammer - en kæmpestor forgyldt i baggrunden som oplyses undervejs og en mindre som kun ses delvis og har en flig af et iturevet billede hæftet til sig. Og i sangtekster og dialog vrimler det med henvisninger til Jesus, Gud, helgen, frelse, nadver, sjæl m.m. Men desværre må jeg give min ledsager ret. Musicalen nåede slet ikke ud over scenekanten til mig. Dertil var den som helhed alt for floskelagtig.

Storladen og sentimental

Tre timers musical hægtet op på hovedpersonen Jean Valjean som løsladt efter 19 års liv som straffefange (straffet som brændemærket fange nr. 24601 for at have stjålet brød og for flugtforsøg) efter at have mødt Guds miskundhed (via en biskop som redder han fra igen at ryge ind ved at sige, at det stjålne sølv var en gave til Valjean) beslutter sig for at leve et liv i ærlighed med fokus på næsten og tilgivelse overfor den ordensmagt (personificeret ved Javert) som vil ham til livs.

I den nye livsførelse lukker Valjean en ung fattig ugift mor, som dør tidligt, ind i sit hjerte med et løfte om, at han nok skal tage sig af hendes datter Cosette, som tugtes hos plejeforældrene Thénardier, i modsætning til deres egen datter Eponine, som de forkæler. Det »fader«-løfte holder Valjean uden at fortælle Cosette hvordan tingene hænger sammen.

Vi følger »far« og »datter« flygte sammen. Hvordan Cosette forelsker sig i den ung Marius. Hvordan Marius - med Valjean som tro beskytter - kæmper og overlever folkets frihedskamp i Paris. Hvordan Javert styrter sig i Seinen, efter at Valjean undlader at sende ham i døden, da han får muligheden for det. Hvordan ulykkelig forelskelse kan tage sig ud og ende.

Og hvordan Valjean som et godt menneske bliver taget op til Gud, og der møder dem som han har gjort gode gerninger for.

Romanens kvaliteter fornægter sig ikke, men som musical transformeres de til banaliteter, som forløb der mestendels savner mellemregninger og nuancer.

Glansbilleder

Herudover generede det mig, at den nød, de kampe og den fattigdom og død som musicalen handlingsmæssigt fortæller ikke fremstår med troværdighed - men med glansbillede-look.

De fattige prostituerede ser usædvanlig renvaskede og uhærgede ud. De frihedskæmpende franske studenter, som står i røg og damp på barrikaderne uden at blive bare antydningsvist beskidte, falder alle som én bortset fra Marius og stykkets helt, Valjean, der endda står allermest ubeskyttet.

Men så håndfast og realismefokuseret skal man nok heller næppe forholde sig til en musical ? Er det væsentlige - det som er musicalens fortrin og styrker ikke de store sceneoptrin, de flotte sangpartier hvor alle synger til og de imponerende solopartier? Dem var der bestemt mange af med Stig Rossen i front som Valjean.

Flotte optrin og stor sang

I flotte velordnede optrin kan man sangmæssigt nyde Rossens stemmevolumen og kapacitet. Om man bryder sig om, at Rossen også synger falset er nok et spørgsmål om smag.

Peter Jorde, Jeppe Gondolf, Thomas Høj og Anders Bircow synger også flot på herresiden som ordensmagt, biskop, Marius og Hr. Thénardier. Mens Christina Elisabeth Mørkøre, Isabel Schwartzbach, Jenny Asterius Persson, Mercedesz Csampai og Maria Brøchner ligeså på kvindesiden som Fantine, Cosette, Fru. Thénardier, Eponine og Cosette som lille pige.

»Les Misérables«
<p>»Les Misérables« en musical af Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg, baseret på Victor Hugo?s roman. </p>

<p>Iscenesættelse: Georg Malvius. </p>

<p>Scenografi og kostumer: Ellen Cairns. </p>

<p>Koreografi: Igor Barberic. </p>

<p>Kapelmester: David Firman. </p>

<p>Lysdesign: Palle Palmé. </p>

<p>Lyddesign: Caspar Ravn. </p>

<p>Medvirkende: Stig Rossen, Peter Jorde, Anders Bircow, Isabel Schwartzbach, Mercedesz Csampai, Thomas Høj, Christina Elisabeth Mørkøre, Jenny Asterius Persson m.fl. </p>

<p>Premiere på Aarhus Teater, Store Scene 21.3.14 kl. 19:30. </p>

<p>Spiller t.o.m. 24.5.14. Hverdage kl. 19:30, lørdag kl. 16:00.</p>