Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nattens uregerlige puls

Cæcilie Norby sluttede med sangen ?And It?s Supposed To Be Love? fra en netop indspillet duoplade med bassisten og ægtemanden Lars Danielsson . Foto: Axel Schütt


Nattens uregerlige puls

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ringe lyd udviskede detaljerne i Cæcilie Norbys opførelse af ?Nat Hinde? i Domkirken.

Musikalske genrer er ikke noget, Cæcilie Norby går så meget op i. Da hun i midthalvfemserne begyndte sin bevægelse over i den improvisatoriske musik og etablerede sig som en af de vigtigste jazzsangerinder i sin generation, fulgte hun bare sin indbyggede nysgerrighed, og har i de senere år fortsat med at koblet forskellige musikalske verdener sammen. Det er denne konstante søgen efter nye udtryk, som adskiller hende fra andre vokalister på den danske musikscene

Da Norby i 2014 (hvis mor var operasangerinde og faren klassisk komponist) opsøgte komponisten og organisten John Frandsen med et nyt værk for jazzkvartet og orgel, var det blot et naturligt skridt på hendes vej i det crossover-land, som er hendes komfortzone.

Koncerten, spillet af Sebastian Studnitzky (trompet), Lars Danielsson (cello, bas), Marilyn Mazur (trommer, percussion), Søren Bebe (keyboards) og Aarhus Domkirkes organist John Frandsen var den eneste gang, "Nat Hinde" har været spillet siden uropførelsen i Københavns Domkirke sidste år.

Værket består af tre dele: "Præludium", "00.00" og "Postmidnat". Rejsen imellem dem foregik i et 75 minutters forløb, hvor musikken bevægede sig frem og lansomt bredte sin udtrykspalette ud.

Det egentlige startskud var den Maurice Ravelske "The Dead Princess" (fra pladen "Arabesque"), som havde den smeltende blødhed fra den globale musik, som Cæcilie Norby i de senere år har dyrket intenst. Orgelpassager med små temaer, der summede rundt i fugaagtige mønstre, dukkede frem, blev opfanget af Marilyn Mazur, som kommenterede dem med sit arsenal af percussion. Romantisk tonesprog og tætte clusters i orglets nederste register vekslede med en Olivier Messiansk svævende lethed, som poppede op som pludselige solstrejf i efterårsskumringen. Ofte manglede en egentlig grundpuls, indtil et fast beat vendte tilbage, for eksempel med knips fra Danielssons forstærkede cello.

Cæcilie Norbys sang i to mikrofoner og stemmeforvrænging skabte et hemmelighedsfuldt sprog. I en påkaldelse af solens lys og vandring gennem jungleskove af mørke uvisheder gik hun fra operasang til scat.

I stedet for et egentligt narrativt musikalsk forløb, skaber værket mere en tilstand i rummet. De forskellige numre er små stationer eller åndehuller, der pulser og lever i den meget luftige og stramme struktur, som udgør "Nat Hinde". Værkets serier af karakterskift er flettet sammen som timerne i et døgn.

Desværre fløj detaljerne forbi dem, der sad i den nedre del af kirkerummet, hvor en mildest talt ringe lyd ødelagde oplevelsen.

Koncerten sluttede med et intenst groovende nyt nummer, "And It's Supposed To Be Love", fra en netop indspillet plade (udkommer sidst i august) med titlen "Just The Two Of Us".

Cæcilie Norby "Nat Hinde", Aarhus Domkirke fredag kl. 23