Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Også flygler har et indre liv


Også flygler har et indre liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det lyder friskt, når unge tonekunstnere sætter lyd til verden i dag. Aarhus Unge Tonekunstnere inviterede til 50-års jubilæumskoncert med værker af fem komponister, og Aarhus Symfoniorkester anført af stjernedirigent.

Nogle musikere laver tykke scrapbøger. Andre spiller bare.

De hopper ned i lydhavet, ser hvad de kan finde, og kommer tilbage og fortæller os om deres opdagelser.

Som netmagasinet Seismograf i denne uge skriver i et omfattende fokus om AUT, så har den århusianske forening siden sin fødsel i 1966 bevæget sig i forskellige gear. I de sidste fem-seks år har Line Tjørnhøj omdannet komponistforeningen til en produktionsplatform, som ikke vil dvæle men bare vil dykke videre.

Sådan er det at arbejde med samtidsmusik i projektmenneskets tidsalder. Alt er netværk, og det demonstrerede AUT under festkoncerten bl.a. ved at sammenkoble Aarhus Symfoniorkester, en komponist-studerende (Lasse D. Hansen, årgang 1991), en underviser og stjerne på den internationale musikscene (Simon Steen-Andersen) og den verdensberømte schweiziske dirigent Baldur Brönniman.

Og det var ikke bare spændende på papiret.

Med sit værk »Stemning, Applaus« indledte Lasse D. Hansen med at indramme atmosfæren og lyden af et orkester, som stemmer instrumenterne.

Rollerne blev vendt om: Dirigenten vendte sig mod publikum og dirigerede dem til at klappe - og hyssede på orkestret. En fin appetizer til islandske Anna Thorvaldsdottirs »AERIALITY«, som fløj let ind i natten i et overraskende møde mellem en lavinetung mørk sonisk rumlen, dunlette fløjte-forsiringer og percussion-rumsteren et sted i baggrunden.

Et flygels hemmelige liv

Aftenens hovedværk var Simon Steen-Andersens "Piano Concerto", som er bygget op omkring en film- og lydoptagelse af et flygel, som falder otte meter ned, splintres på et betongulv og de lyde, det stadig kan producere.

Overfor Nicolas Hodges ved flyglet var selvsamme pianist projiceret på en flygelformet skærm spillende på det smadrede flygel i en lagerhal.

Under »duoens« spil sås et close-up af Hodges' hænder på det ødelagte klavertastatur. Her stod det klart, at den gamle knark, »master«-instrumentet, som vi troede, vi kendte, stadig kan overraske med sine knirkende hemmeligheder. Steen-Andersen har begået et fantastisk lydværk, som undersøger klaverinstrumentet på alle leder og kanter og også scratcher sig tilbage til romantikkens klaverguruer og forbi futuristernes avantgarde-eksperimenter i begyndelsen af 1900-tallet.Ja, også flygler har et indre liv.

Til anledningen havde Mathias Monrad Møller komponeret en takketale, »Speech« - en politisk-filosofisk refleksion over musikkens væsen, ønsket om at »sætte musikerne fri« og gøre dem til »komponister i eget hus«. Hvorfor musik, når man kan tale, lød det - retorisk - i værket, der var én lang noteret opfordring til at give los, altså ikke at spille det, som stod i noderne. Underholdende med musikere, der filmer hinanden med smartphones eller holder kaffepause. Men også lidt stivt i betrækket. Ikke alle klassiske musikere er fødte performere.

Mini-drama a la Malmros

Forrygende formuleret var Rasmus Zwickis »Sidste Symfoni«, som i tre omgange spændte ben for den dramaturgi, som klassiske symfoniske værker normalt opererer med.

Zwicki har skabt et mini-drama indeholdende cheesy saxofon og »Feel free to dance«-opfordringer fra dirigenten. Et ungt kærestepar begyndte at rumstere i salen, og vi hørte om deres indre følelsesliv. Men følelsesporno blev det aldrig. Snarere smukt-naive kærestesorger som hos Malmros. På et tidspunkt hviskede pigen i mikrofonen:

»Se, de stille blå toner falder langsomt fra loftet.«

Stykket var egentlig færdigt, da en bamse (komponisten selv) bevægede sig gennem salen med en blå ballon i favnen, som han slap, så den steg til vejrs. Det endte med et smukt-syret ballonparty.

Allan Gravgaard Madsen har gjort et stærkt kuratorarbejde - overraskelserne stod i kø. Hvis klassiske koncerter havde bare 20% af denne legende uhøjtidelighed, ville de være så meget sjovere at opsøge, og kærlighedsrelationen mellem den nye musik og publikum så lettere at have med at gøre. Ja, sådan lyder det, når unge tonekunstnere sætter lyd til den verden, de lever i. En turbulent verden, som snurrer løs i forvirrede retninger.

Pyt med scrapbøger. »Vi gør det bare« er attituden hos AUT-folkene. I Mathias Monrad Møllers »festtale« hed det, at musik er lig med action; hvis musikkens væsen virkelig skal udforskes, må vi dykke langt ned i det iskolde hav.

AUT har i sine mange projekter som gadeopera i Jægergårdsgade og musik i Aarhus Lufthavn ikke været bange for at tage en dukkert ned i det ukendte. Sådan var jubilæumskoncerten også. Og samtidig som en varm krammer. Fyldt med humor.Det var lyden af musik, der går nye veje. Tak og bamsekram tilbage.

Aarhus unge kunstere 50

Fredag aften, Symfonisk Sal, Musikhuset Aarhus, Aarhus Symfoniorkester, Baldur Bronnimann, dirigent, Nicolas Hodges, klaver, Kurator: Allan Gravgaard Madsen. Lasse D. Hansen: Stemning, Applaus, Anna Thorvaldsdottir: AERIALITY, Simon Steen-Andersen: Piano Concerto, Mathias Monrad Møller: Speech, Rasmus Zwicki: Sidste Symfoni