Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stor holdpræstation med Rossen som ydmyg general

Umiddelbart før tæppet gik for premiereudgaven af Les Misérables på Aarhus Teaterfredag aften fik Kulturpatruljens medlemmer mulighed for at hilse på en Stig Rossen, der allerede var sminket til kamp. Fra venstre er det Nønne Svalholm, Chadi Abdul Karim og Hanne Trap Friis. Foto: Flemming Krogh

Stor holdpræstation med Rossen som ydmyg general

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stor ros til Rossen og Co. efter premieren på »Les Misérables« fra en kulturpatrulje, hvor to var rørt til tårer. Den tredje overvejer at vende tilbage.

Fredag aften var den røde lygte igen i brug på Aarhus Teater. Musicalen »Les Misérables« trækker i de kommende uger fulde huse, og vi bad derfor en kulturpatrulje bestående af danseren og koreografen Nønne Svalholm, teaterinstruktøren Hanne Trap Friis og skuespiller og filminstruktør Chadi Abdul Karim om at kaste kritiske øjne på Stig Rossen og Co.

Sidstnævnte havde aldrig før oplevet en musical, og selv om han havde svært ved at følge den røde tråd i handlingen, blev hans musical-jomfrudom taget i en sådan grad, at han faktisk overvejer en gentagelse - dog vil han lige se filmudgaven af musicalen først i håb om at få lappet de huller, som musical-udgaven efterlod. De to andre måtte overgive sig til tårerne og til en suveræn Stig Rossen i glansrollen som straffefangen Jean Valjean, der efter at have mødt barmhjertigheden i skikkelse af en præst, som han har stjålet kirkesølvet fra, slår ind på en ny livsbane som borgmester, velgører og protegé for den forældreløse pige Fantine.

Du har aldrig oplevet en musical før, Chadi. Hvordan var det så?

Chadi: Det var meget anderledes og krævende.

Hvordan?

Chadi: Jeg følte virkelig, at jeg skulle lytte meget meget mere, end jeg plejer. Måske fordi det er en musical, som man på forhånd ved, er stor, og som har et vigtigt budskab. Man bruger så meget krudt på at lytte. Men jeg havde meget svært ved at følge med i handlingen, og det irriterer mig meget. For jeg havde virkelig lyst til at gå om bord i den.

Gjorde den noget ved dig?

Chadi: Nej, og det er jeg faktisk ked af. For jeg har brugt næsten tre timer af mit liv på at ville opleve den, og især når Hanne ved siden af mig sidder og tuder og klapper, så mine ører er ved at sprænges. Så tænker jeg: hvorfor kan jeg ikke? Hvordan kan hun blive så rørt over det, når jeg ikke kan?

Og hvorfor bliver du så ikke rørt?

Chadi: Jamen, jeg bliver også vildt irriteret på mig selv, fordi jeg ved jo, hvad det vil sige at stå på den scene og give så meget af sig selv. Jeg vil gerne have det maksimale ud af det, som de prøver på at give. Og så bliver jeg ked af det, når jeg ligesom ikke kan få det hele med. Jeg følte, at man var nødt til at kende handlingen på forhånd for at få noget...i hvert fald mere ud af den.

Hanne, du var rørt til tårer. Kom det bag på dig?

Hanne: Ja, det kom bag på mig, at jeg blev så rørt. Stig Rossen spiller hamrende godt, og det samme gjorde Peter Jorde som politimesteren Javert. Helt fantastisk. Da Stig Rossen sang »Bring ham hjem« blev jeg enormt rørt over hans stemme. Den gik bare rent ind i mig. Alt mit forsvar forsvandt. Den høje stemme og den helt vidunderlige sang, det rørte mig. Og så rører det mig altid, når mennesker kæmper. Jeg var i fuld gang med at drage paralleller til frihedskampen i sydamerika, og så begynder der at dukke ting op med mennesker der kæmper for at overleve, og fattige der dør. Og det bliver jeg simpelthen så ked af at tænke på. Jeg er meget sensitiv og kan godt lige patos og store følelser.

Nønne, du har set musicalen før - også i udlandet. Hvordan placerer Aarhus Teaters opsætning sig i forhold til, hvad du tidligere har set?

Nønne: Det her er den bedste version af Les Misérables, som jeg nogensinde har set.

Hvad er det, der gør den til det?

Nønne: Jeg tror det har noget at gøre med, at den her bliver sunget på dansk, og at alt fra musik over scenografi til lyssætning bare er fantastisk. Alt er virkelig gennemtænkt i den her opsætning.

Hanne: Jeg vil sige, at den blev bedre og bedre, som forestillingen skred frem. Ikke at den havde en svag start, men det var som om, niveauet bare blev ved med at stige. Man kunne mærke, at de gav mere slip og gav sig hen. Jeg er dybt imponeret over Stig Rossen. Der var en ro over det hele, når han var på scenen.

Chadi, hvad synes du, der fungerede bedst?

Chadi: Jeg synes, at alt fungerede. På nær at jeg gerne ville have haft mere ud af handlingen. Især musikken kunne jeg mærke dybt i kroppen. Orkestret spiller sindsygt godt, og det samme gør skuespillerne - nogen bedre end andre.

Kan du følge Hanne, når hun siger, at Stig Rossen skaber ro på scenen?

Chadi: Man var aldrig i tvivl om, hvornår Stig Rossen var på scenen. Om han så var den centrale person eller ej.

Nu er du selv skuespiller. Hvad kræver det, for at man som Rossen kan indtage scenen?

Chadi: Jamen, det er jo at tro på sig selv. Og det kan man mærke, at han gør. Man er slet ikke i tvivl om, at han ved, hvor han hører til. Det gør han på den scene.

Nønne, hvad fungerer efter din mening bedst i musicalen?

Nønne: Stig Rossen var nok den, der overraskede mig mest. Scenografi og lyssætning var godt tænkt og ensemblets præstation var ganske højt. Godt instruktørarbejde. Det var en holdpræstation, hvor ingen faldt igennem.

Chadi: De virkede glade for hinanden. De bakkede virkelig hinanden op på scenen.

Hanne: Selvfølgelig var der niveauforskelle, men det var meget få gange, at nogen faldt igennem. Instruktionsarbejdet er simpelhen gjort så klart, at der ikke var nogen i det her mega set-up med kamp- og krigsscener, der var i tvivl om, hvad de skulle. Man kan mene om genren, hvad man vil, men det her var gennemarbejdet, solidt.

Fungerer instruktionen lige godt, uanset om det er de store tableauer eller persontegningen?

Hanne: Der var ikke ret meget at sætte en finger på. Jeg var personligt helt vild med Peter Jordes præstation. Instruktionen var meget sikker, og man kunne fornemme, at de medvirkeende var trygge og hvilede i deres arbejde.

Nønne: Det var lige fra hvor den enkelte kiggede hen og til deres gestik. Det var, som det skulle være.

Chadi: Det er jo forskellen på film og teater. På film er kameraet altid på den, der siger og laver noget. På teatret er du på hele tiden, også selv om du ikke har replikker. Alle på scenen var virkelig på og var dedikerede. Det kan virkelig pisse mig af, hvis ikke alle er det.

Hanne: Det strejfede mig, at de fattige var for smukke, rene og velfriserede.

Nønne: Jamen, det er jo en musical

Hanne: Jo, men det er det eneste minus, hvis jeg skal hænge mig i en petitesse.

Er det de fængende melodier og sange, der gør Les Misérables til en så populær musical - måske den mest populære overhovedet?

Nønne: Det betyder helt afgjort meget, at folk kan nynne med, og mange har den i forvejen på cd. Men så er det også, at den her musical har en handling, der taler til folket. Det her er folkets historie. Den handler også om at være et godt menneske og om næstekærlighed og fællesskab. Derfor er den blevet en klassiker.

Hanne: Jeg synes også, at musikken er meget differentieret. Der er mange forskellige stilarter og mange temposkift i sang og musik. Det er også en musical, der handler om Valjeans kamp for at give slip på vreden og hævnen, og hvad det gør ved ham. Politimesteren bliver jo sindsyg af at blive tilgivet. Derfor synes jeg også, at den gigantiske tornekrans, der hænger over scenen, var godt tænkt. Det er jo det kristne symbol, et tegn på det åg Jean Valjean ligesom Kristus bærer.

Chadi: Jeg sad hele tiden og tænkte, at der måtte ske noget med den tornekrans. Den er der, så skal den også bruges til noget.

Hanne: Jeg kunne ikke lade være med at tænke Syrien og Krim ind i historien

Chadi: Jeg tror også, at det er det, der gør, at jeg er ked af ikke at kunne følge med i handlingen. Det er jo noget, der er vigtigt, noget der betyder noget. Svage der kæmper. Jeg blev blæst omkuld af starten. Den der slavesang. Jeg var virkelig på. Der kunne jeg mærke smerten, slavefølelsen. Det var så mørkt, så ondt.

Hanne: Hvis jeg endelig skal kritisere noget, så burde man have dvælet noget mere ved historien om, hvordan Valjean stjæler kirkens guld, men bliver tilgivet af præsten. For det er det, der bliver afgørende for resten af hans liv og motivet for rigtig mange konflikter. Hans gudstro kunne man godt have gjort mere ud af. For den er helt grundliggende for historien og begrunder tornekransen.

Chadi: På trods af at musicalen varer tre timer - og jeg synes personligt den varede i rigtig lang tid - så måtte den faktisk godt have varet en halv time længere, hvis de havde brugt tiden på at uddybe nogle af de problematikker, som du nævner. Hvis det havde betydet, at jeg havde forstået handlingen bedre, så ja.

Giver det, at du nu her set musicalen, dig lyst til at gå hjem og læse Victor Hugos klassiker »De elendige«, som den er baseret på?

Chadi: Helt ærlig. Jeg ved, der er en filmatisering med Liam Neeson i hovedrollen, den vil jeg rigtig gerne se, for at få styr på handlingen. Og så kunne jeg faktisk måske godt finde på at gå ind og se musicalen igen.

Hanne, har du det som Chadi. Skal du ind og se den igen?

Hanne: Ja, jeg vil gerne ind og græde igen. Nej pjat, det skulle være for at se, om jeg så vil få et bedre indtryk af første akt.

Skal du også se den igen, Nønne?

Nønne: Nej. Det var en perfekt aften, så jeg har ikke behov for at se den igen. Men må jeg ikke få lov til at fremhæve nogle enkelte præstationer. Selv om ensemblet som et hele gjorde det godt, så var der nogle fantastiske enkeltpræstationer. Peter Jorde giver super med- og modspil til Stig Rossen. Jeg synes også Mercedesz Csampai ydede en flot præstation. Og i ensemblet vil jeg gerne fremhæve Maria Tranefeldt. Kroparret bestående af Anders Bircow og svenske Jenny Asterius Persson er bare et super makkerpar, og datteren Fantine, spillet af Christina Elisabeth Mørkøre, har en rigtig stor stemme.

Hanne: Man må altså også endnu engang rose en stor karakterskuespiller som Stig Rossen for at han både formår at skabe ro og for at tage et kæmpe ansvar, for det gør han. Samtidig er han utrolig generøs over for sine medspillere. Han er på et meget højt niveau, og selv om han har spillet rollen næsten 1500 gange, så udstråler han en ydmyghed i forhold til opgaven. Han tog ansvar for, at forestillingen kom godt afsted. Det var så tydeligt, at han var på fra første strofe.

Nønne: Jeg synes også, det er fantastisk at se en kunstner, der bare bliver bedre og bedre, jo ældre han bliver. I startscenen er han ude i en galskab, som jeg ikke har set ham udvise før. Han er modig og sårbar på én gang.

Hanne: Ja, og hans dødsscene var så rørende.

Nønne: Ja, det var der, jeg fik tårer i øjnene.

Chadi: Jeg tror også, at det, at man som skuespiller få lov til efter en lang pause fra rollen at komme tilbage, er et enormt privilegium. Det giver dig ekstra overskud til også at give til andre. Peter Jorde vil jeg altså også fremhæve. Når han var på scenen, var jeg på. Ham skal jeg lave noget med, tænkte jeg.