Det var lidt af en drøm for Big Bandet, hvad Jens Klüver også bemærkede, at kunne optræde med Scofield som gæst. Og endda suppleret af den suveræne trommeslager Bill Stewart, der har været sidstnævntes tro rytme-væbner på mange af hans vigtigste udgivelser. Scofield står i dag som en af de mest toneangivende og vigtigste fornyere af guitarjazzen.
Hans karakteristiske lyd har ikke ændret sig voldsomt siden 90’erne, hvor han for alvor slog igennem. Og man blev da heller ikke snydt for den særlige blues og soul/funk-inspiration, som Scofield altid har blandet med den rendyrkede jazz i forskellige udgaver.
Det mærkede man allerede fra de første takter af det indledende nummer »Let The Cat Out«, der ligesom resten af aftenens repertoire var skrevet af gæstestjernen. Siddende lagde Scofield lidt stille ud, men hurtigt fornemmede man hans unikke og uhørt fængende groove, som få kan gøre manden efter.
Efter en overbevisende indledning fik vi »Wabash III«, der samtidig bekræftede, at formlen for Scofield de senere år har været ’mindre funk og mere jazz’. I højt tempo og i soloudveksling med bl.a. saxofonisten Claus Waidtløv fik vi et klokkeklart bevis for Scofields regulære jazzkunst. »The Guiness Spot«, der fulgte var et andet fra guitaristens tidlige karriere, som i version af den anerkendte mesterarrangør Michael Abene blev forløst på flotteste vis af Big Bandet. Scofield leverede her en af aftenens mest rørende soli, hvor han med simple midler og dyb feeling fik de små hår til at rejse sig.
Undervejs var det Jens Klüver selv, der annoncerede de enkelte numre med information om bl.a. hvem der stod bag Big Band-versionerne. Og det virkede ikke uvæsentligt, at man havde valgt at bruge fx Abenes arrangementer, for balancen mellem stjernesolist og band-enhed fungerede rigtig godt. Det skyldtes ikke mindst Bill Stewarts usvigeligt sikre swing og evne til at lægge et rytme-groove, så ingen kunne sidde stille. Heller ikke Big Bandets egne medlemmer, der på skift forlod deres faste pladser og leverede solopræstationer som spændte fra det habile til et niveau, der reelt matchede de to hovednavnes.
Vi fik i alt to sæt som bød på en velvalgt blanding af Scofield-numre fra de seneste ca. 20 år. Og netop afvekslingen mellem simple funky strukturer på fx »Green Tea« og de mere klassiske jazzformer i »Go Blow« (hvor Scofield var nødt til at rejse sig for at fyre den af) var med til at gøre aftenen til en helstøbt koncertoplevelse. Det tydeligt begejstrede publikum kvitterede med koncentreret, lytning og to gange stående ovation for godt de to timers virkelig velklingende, swingende indsats. Dermed markerede koncerten også, at jazzen for alvor er kommet til festugen - forhåbentligt for at blive.
John Scofield og Bill Stewart m. Klüvers Big Band
Atlas, tirsdag aften.
seneste kommentarer