Korsangernes antal var stort, mange sad med noder og var involveret i den Aarhus Vocal Festival, som vi befandt os midt i. De vidste meget om det med glæden ved at synge og synge i kor.
Der var munter optakt med modul-musikalsk forjætning om en fantastisk aften ved en stribe proff’er fra det rytmiske vokal-miljø. Der blev sunget med i salen, så det var en fryd, og så var det tid til Vocal Line og dirigenten Jens Johansen. Først en lille afdeling med koret alene og - efter hyldest til vinderne af en af festivalens konkurrencer - den store afdeling med Bobby. Jo, vi er på fornavn med berømtheden: «We love you, Bobby«, lød et tilråb fra salen undervejs.
At vi på den måde kender Bobby her i byen, ja det er Vocal Line’s og især Jens Johansens fortjeneste. Jens (vi er på fornavn her), det er godt gået! I snart 20 år har Jens og Vocal Line arbejdet på at nå det niveau, som muliggør den musikalske kirsebærspisning med de store.
Vocal Line’s egn afdeling viste koret i dets kendte stil, hvor de mange fine arrangementsmæssige detaljer får klangligt og dynamisk liv, og hvor soloindslag af forskellig art viser koret bredde, også når det kommer til de mere muntre sager. Og afslutningen var bevægende, da Vocal Line uden forstærkning sang for, og de mange korsangere i salen gik med på «Viva la Vida«. Da var Jens fugtig i øjenkrogen. Hvilken glæde!
Jens sagde det ikke, men han er en af de få som med rette kunne sige: Me and Bobby McF. Hvad de færreste før koncerten vidste, var at Jens med kort varsel overtog dirigenthvervet fra Roger Treece, manden bag VOCAbuLarieS-cd’en. Men ikke nok med det: Jens og Bobby gentager samarbejdet senere på året i Salzburg med Jazzchor Freiburg i Grosses Festspielhaus. De har noget at glæde sig til i Salzburg!
Samspillet mellem parterne er som en mangesatset vokalkoncert, hvor solisten spinder en poetisk tråd mellem tutti-partierne, som han naturligvis også selv forgylder.
Solopartierne viste ikke blot et sangligt udtryk af mageløs skønhed og formidabel teknik, men beskrev også en udviklingslinie fra det circle song-lignende over det jazzy-blues’ede og det mere mainstream-populært fortællende til latin-musikkens elegante harmonik for fuldt solovokal-orkester. Bag solisten sad korsangerne - nøjagtigt som publikum - med foldede hænder, tryllebundne.
Tuttipartierne for solist, udvidet kor og to percussionister var ofte i den velkendte modulopbygning i stærke rytmiske sekvenser og fin dynamisk variation. Også her oplevede man, men ikke så stærkt som hos solisten, den røde tråd - en indholdsmæssig udvikling og en dynamisk intensivering. At solisten tog sig tid til en improviseret duet med en af de meget erfarne korsangere, nævnes blot for fuldstændighedens skyld.
Ud over glæden fik publikum også mulighed for at medvirke: Dels akkompagnerede solisten med C-dur præludiets akkordbrydninger sit publikum i den berømte Ave Maria-melodi, dels var der afslutning for alle i «I can see clearly now« - igen generøst akkompagneret af denne ene stemme, som med sit neddæmpede ekstranummer vel fik indsneget en lille, fin eftertænksomhed i glæden.
Det får man sjældent meget bedre. Eller som Jens Johansen selv siger:
»Så bliver det ikke meget større for en århusiansk popkordirigent.«
seneste kommentarer