Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


En ulige kamp på Psykiatrisk Hospital i Risskov


En ulige kamp på Psykiatrisk Hospital i Risskov

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Johanne Haahr Uhd, Lollandsgade, Aarhus C.
Billede
Læserbrev. 
Jeg ville ønske, at politikerne ville spørge, om nogen oprigtigt var interesseret i jeres og vores erfaringer. At nogen ville synes, at det var mindst ligeså væsentligt at være førende inden for psykiatrien, som indenfor hjertekirurgi og kræftbehandling.

Kære Afdeling Q, Risskov.

Det er med blødende hjerte, at jeg gennem den sidste årrække har mærket, set og hørt, hvorledes I hvert år presses og presses på ressourcer. Mange er brudt sammen, mange er blevet syge, og mange er rejst. Og rigtig mange af jer kæmper stadig derude hver eneste dag. Kæmper for at hjælpe os, når sygdomme bliver så voldsomme, at de kræver et hospital. Kæmper en ulige kamp mod mangel på sengepladser, dårlige normeringer og et umenneskeligt krav om hver dag at skulle prioritere, hvem der i dag er allermest syg, og hvem der må gå alene eller sendes hjem uden at være rask.

At sende alvorligt syge mennesker hjem fra et somatisk hospital havde udløst ramaskrig.

I har passet mig under mine mere end 25 indlæggelser. I har reddet mig fra dødens lokkende greb, og I har passet på mig, når jeg ikke længere selv kunne. I har hver eneste gang tålmodigt insisteret på, at alt ville blive godt igen. Og I har ventet ved min side og aldrig skyndt på mig. I har givet mig den tid, alle burde have, hvis det her overhovedet skal give mening.

Vi har grinet og tænkt og været kreative sammen i mine manier, og I har passet på mine mørke tanker i depressionerne. I har gjort langt mere for mig, end jeg nogensinde kunne bede om eller forvente.

Mine hospitalsophold har været specielle. I har mødt mig med omsorg, faglighed og en åben nysgerrig og samarbejdende tilgang, men vigtigst af alt: med tid og tålmodighed og stor sans for den måde, sygdommen fremtræder hos mig.

Det vil jeg rigtig gerne fortælle hele verden om en dag. For jeg var heldig.

Lige nu handler det om alt det andet. Alle dem og alt det, der så ikke var tid til.....

Ja, jeg har i den grad set jer løbe mellem alle os syge. Jeg har set dem, der blev sendt hjem for tidligt. Og set dem når de kom igen. Jeg har grædt over dem, der døde.

Jeg har hørt på mine medpatienters beretninger. Nogen måtte lyve om deres tilstand. Ikke fordi de ikke i den grad hørte til på hospitalet, men fordi de måske ellers blev prioriteret som den, der måtte udskrives, fordi en anden ventede på en sengeplads.

Jeg har lyttet, når intet personale rigtigt havde nået dem den dag. Jeg har grædt bagefter. Jeg har grinet og lavet fælles kreative aktiviteter på afdelingen, dengang vi stadig måtte bage en kage og dengang, vi stadig havde fælles aktivitetsrum.

Jeg har set en hel masse nærende ting blive erstattet af effektivisering, nedskæring og evidenskrav. Jeg har haft dårlig samvittighed masser af gange, når min sygdoms rasen krævede et helt personale - samtidig med, at en anden så måtte vente.

Jeg har set langt mere hos jer, end jeg ønsker for nogen. Mennesker der skadede sig selv voldsomt, desperate skrig om en hjælp der bare ikke var tid til, tvangsfikseringer der ikke var nødvendige og piller, hvor der burde have været hænder. Jeg har mærket al jeres oprigtige omsorg, der bare aldrig blev tid til den dag, mellem skærmning, kontor og medicinudlevering, mellem rapportskrivning, sygemeldinger og aftensmad.

Jeg ville ønske, at politikerne ville spørge, om nogen oprigtigt var interesseret i jeres og vores erfaringer. At nogen ville synes, at det var mindst ligeså væsentligt at være førende inden for psykiatrien, som indenfor hjertekirurgi og kræftbehandling.

Jeg ønsker mig ordentlige og langsigtede strategier for psykiatrien. Mennesker dør og invalideres mellem vores hænder - i Danmark!

Vi kunne sammen gøre det så meget bedre.

Skriv, hvis I har brug for min hjælp. Anytime.

Imens fyldes hovedet af de hundredvis af ansigter, der er flagret forbi i årene. Af alle dem der fik den hjælp, de havde brug for og af dem der ikke gjorde. Det er så ofte en ulige kamp.

I skal vide, at jeg husker jer, hver og en. For alt det, I gør under alt for pressede omstændigheder. For al jeres insisteren på at yde jeres bedste. Også selv om I går udmattede hjem. Igen.

De bedste og varmeste til hilsner til jer alle.

Johanne

Psykiatrien stiller op til valg: Overlæger, sygeplejerske og præst vil på stemmesedlen